Ringridning i Sønderborg

I dag tjekkede vi ud fra Dyvig, og jeg havde egentlig forestillet mig at dagens indlæg skulle handle om hotellet og (ikke mindst) maden på hotellet. Men så havnede vi til ringridning i Sønderborg, og derfor må hotellet vente til en ekstraudgivelse i morgen.

I det sønderste Sønderjylland er ringridning en gammel og værdsat tradition. Der er arrangementet hver eneste weekend hele sommeren og i dag var det så i Sønderborg, som vi kom forbi på vej hjem. Vi kørte ind i byen med en aftale om, at “nu sætter vi bilen og ser, om det er noget vi gider, og ellers kører vi bare videre”. Vi kørte da også videre, men først 3 1/2 time senere og det var kun fordi parkeringstiden løb ud.

Vi startede på slotspladsen, hvor alle deltagende ryttere og orkestre mødtes, inden de i en lang procession red igennem byen. De officielle tal sagde, at der var 436 deltagende ryttere på lige så mange heste, så det var godt, at vi havde dopet gemalen med antihistaminer.

Præcis kl 11.30 startede optoget. Først red et par officials mens de truttede i trompeter, og derefter fulgte alle ringriderne i mindre grupper – opdelt af forskellige orkestre i march lige fra Gardehusarregimentet til Aarhus Brass Band og Sønderborg Pipes and Drums.

I alt seks orkestre der marcherede og dertil kom tre hestevogne med musikere og andre smågrupper af ryttere med diverse blæseinstrumenter. Hele optoget gik igennem byen op til ringriderpladsen, hvor konkurrencerne skulle foregå.

Vi gik med og befandt os pludselig midt i et stykke kulturhistorie og en stærk tradition for en særlig landsdel.

Frokosten kunne ikke være andet end en grillstegt ringriderpølse. På ingen måde min favoritret, but when in Rome…

Sidste vogn i optoget blev ført af en kommunalansat fra Vej og park. Nok så praktisk, men knapt så charmerende

Skriv en kommentar