En tur over Lillebælt

I søndags var Familien Z samlet igen. Min mor har længe ønsket at gå en tur på Den gamle Lillebæltsbro, men vi har ventet på at yngste-nevøen skulle vokse sig 140 cm. høj, hvilket er minimumsgrænsen for, at man må gå med. Det er nemlig ikke en helt almindelig gåtur, da den foregår på broens stålkonstruktion, 60 meter over havets overflade.

Jeg tror, vi var flere, der var lidt spændte på det med de 60 meter, men lad det være sagt med det samme: det var på ingen måde ubehageligt. Faktisk var det ret sjovt. Indimellem kunne jeg da godt mærke, at jeg trådte med lidt større forsigtighed, men man var aldrig i tvivl om, at sikkerheden var i orden, og bortset fra en enkelt situation, havde man hele tiden følelsen af fast grund under fødderne. Den enkelte undtagelse var nu hverken broens eller arrangørernes skyld. Det kan udelukkende tilskrives Vorherres luner …. Eller vejrgudernes, hvis man bekender sig mere til den tro …

Men inden vi overhovedet kom i nærheden af broen, skulle vi iklædes det obligatoriske sikkerhedsudstyr – blå heldragter, som vel kun har til formål at beskytte det ”civile” tøj mod seletøjet, som kom udenpå. Af sikkerhedsmæssige årsager måtte vi ikke medbringe noget som helst af løse genstande. Ingen telefoner. Ingen kameraer. Ingen lommetørklæder. Intet. Absolut intet. Briller (herunder solbriller) var, heldigvis, på positivlisten, men under forudsætning af, at man ikke så meget som tænkte på, at tage dem af undervejs. !.

Der er også mange andre regler for turen, blandt meget andet må man ikke være i virkelig dårlig form, man må ikke være mere end ca. 5 måneder gravid og man må ikke være bange for højder. Og hvis det viser sig, at man alligevel ér (højdeskræk – ikke gravid), og bliver nødt til at vende om, ja så er det hele holdet, der vender om, for guiden må ikke lade nogen gå uledsaget ned og hun må heller ikke efterlade nogen på broen. Så skulle det ske, følges alle ned, og ”initiativtageren” går så i gang med at refundere billetprisen til resten af holdet. For vores vedkommende ville det blive godt 5.000 kroner……

Det giver jo rigtig god mening, men hvordan ved man, om man tør, når det kommer til stykket? Det aner man ikke, men inden afgang blev vi også præsenteret for kattelemmen…. Vi startede med at tager trapperne op til 30 meters højde, og herfra var det ”gratis” at vende om, hvis man syntes at knæene rystede lidt for meget…. Vi var et par stykker, der mærkede godt efter ved de 30 meter, men alle fortsatte videre. Og ingen fik problemer undervejs. Pyyyhh.

Et hold kan max bestå af 20 deltagere, og da Familien Z tæller 14 mand, når vi er samlet, var der plads til 6 mand yderligere.

Her er vi alle samlet – nogle mere kække end andre – lige inden vi tager de første trin opad.

Klar til start - gruppebillede

Som man måske kan ane på billedet, har vi alle en øresnegl i højre øre. Det gav vores guide mulighed for hele tiden at holde os orienteret, hvilket hun til fulde forstod at udnytte :-). Misforstå mig ikke – hun vidste vældig meget om både broens konstruktion, havde mange både sjove og interessante anekdoter fra selve byggeret og kunne udpege alle de kendte bygninger i horisonten. Men indimellem var jeg altså nødt til at lukke ørerne, og bare koncentrere mig om at gå. Eksempelvis da vi blev ramt af en voldsom regnbyge….

Vi startede turen i fint solskin, med da vi stod på broen kunne vi se skyerne trække sig mere og mere sammen, og vi kunne se at det var begyndt at regne inde over land. Og så startede Vorherres vejrshow. Først så vi noget, som jeg aldrig tidligere har set. I kender dét med, at man kan se, at der er ”gået hul på en sky” og regnen kommer væltende ud. Sådan var der også her, men solen ramte åbenbart regnen på en bestemt måde (eller vi stod måske i en ny, uvant vinkel i forhold til regnvejret), så det ”felt”, hvor regnen væltede ud af skyen, var fuldstændig regnbuefarvet. Det er lidt svært at forklare, så jeg har prøvet at google fænomenet, for at se om jeg kunne låne et billede derfra. Jeg fandt intet, så måske er det er meget sjældent naturfænomen, vi så. I hvert fald var det meget betagende.

Uvejr

Derefter skiftede billedet, farverne forsvandt fuldstændig og det var nu helt tydeligt, at det var en kraftig byge, der hastigt var på vej imod os. Vi kunne følge regnens march hen over vandet, og vi kunne hele tiden mærke, hvordan den kom tættere og tættere på – fra fin støvregn henover dråber og rigtigt regnvejr – til sjaskende uvejr, der nærmest skyllede henover os. Lige der, midt på broen, hvor man hurtigt var gennemblødt, og regnen silede henover øjenlågene og brillerne duggede, var det ikke ubetinget sjovt. Og det var også her, at den eneste undtagelse fra følelsen af sikker grund under fødderne indtraf, da vi skulle gå ned af en meget lodret, meget våd stålstige med meget våde fødder. Heldigvis var der kun få trin, så det var hurtigt overstået. Og nede, på den enden side af broen, skinnede solen igen, og vi havde en dejlig tur retur til udgangspunktet, hvor vi også fik set marsvin boltre sig i vandet. Eller …. nogle så marsvin boltre sig i vandet – jeg så nogle skygger, som jeg regner med, er de marsvin, som de andre så …..

Efter cirka to timer alt i alt, og cirka 2,5 km. vandring , stod vi igen på landjorden – gennemblødte fra top til tå og fra yderst til inderst, og blev helt enige om, at det til trods, ville vi ikke have undværet regnvejret, da det var med til at give en helt særlig oplevelse. Og det er store ord fra én, som faktisk hader at være ude i regnvejr.

Rudo og Louise - sjovt

Har du ikke prøvet bridgewalking, så kom afsted, før det er for sent.

Til sidst en lille anbefaling: Vi havde bestilt bord på Café Rita til en fælles frokost. Vi fik virkelig fin mad til rimelige penge, men derudover fik vi en betjening, der var en del udover det sædvanlige for cafe-miljøet. Skulle I komme forbi Middelfart, kender I nu en god café: https://www.caferita.dk/

Mor holder fast i Jakob

 

Lasse og far

 

Maria

Ikke det bedste billede, men det eneste, hvor Niece 2 ikke har gemt sig …

Lasse

Fed frits

Reklamer

Sanur – sidste dag på Bali 

I går (for et par dage siden, red.) sejlede vi tilbage til Bali, hvor vi har haft en enkelt overnatning, inden vi skal med flyet til Singapore og København. 

Denne gang er vi havnet på et meget stort hotel, eller et stort resport, må det være. Det er normalt ikke dét, vi foretrækker, men vores værelse er igen helt i top, med en udendørs daybed direkte ned til den fiskedam med karper, der flyder langs hele denne værelsesbygning med ca. 10 værelser. 

Sanur er en fin lille by, og det viser sig, at det også er den billigste, af de steder, vi har boet. Sanur ligger sydpå ved gode badestrande og tæt på lufthavnen, og skulle være et af de mest turistede områder (hvilket vi ikke opdagede, fordi vi jo heldigvis rejser først på sæsonen), så jeg ville have troet, at de ville tage et fast greb om turisternes lommer. Men sådan er det slet ikke. Sidste dag, mens vi ventede på at blive hentet til lufthavnen, fik jeg en times massage, med en særlig god (og derfor lidt dyrere) olie, en manicure (min første nogensinde) og en pedicure –  begge dele med lak. I alt 115 kr. 

Vi skulle tjekke ud fra vores værelse kl. 12, og blev først hentet kl. 16, men hotellet havde heldigvis et særligt omklædningsværelse med tilhørende bruser, så vi kunne tjekke nyvaskede ind i lufthavnen. 

Lige nu sidder jeg i flyet fra Singapore til København. Maden har været serveret, lyset er slukket, og nu skal vi sove, så vi kan komme ind i den nye døgnrytme, når vi lander i morgen kl. 5.30, dansk tid. Det bliver en laaang dag. 

* * *

Det er i mellemtiden blevet søndag formiddag. Jeg fik ret – lørdag blev temmelig lang og temmelig træt, så jeg glemte at blogge, da jeg fik wifi igen. Så her er de sidste ord fra Bali. 



.


.


.

Hyggelig live musik til morgenmaden

Når man snorkler med havskilpadder …

En af årsagerne til, at vi valgte at besøge Gili, var snorklemulighederne. Ikke fordi jeg er nogen vandhund – sidst jeg snorklede var i 1990 – og gemalen er egentlig heller ikke, men der var efter sigende mulighed for at se havskilpadder i deres helt naturlige habitat, og så var jeg solgt. Siden vi for to år siden så et kæmpe eksemplar skubbe sig op på land på Borneo, og i løbet af nogle få timer grave en rede, lægge en hulens masse æg, og mase sig tilbage til havet, har det været et stort ønske for mig at se dem i havet. 

Så vi lejede en båd med skipper og havguide og planlagde tre stop: ét ved Gili Meno, hvor skildpadderne holder til, ét ved Gili Air, hvor det vrimler med farvestrålende fisk, og et imellem Meno og Gili T, hvor der dels ligger et skibsvrag og dels er et stort koralrev. 

Lad mig med det samme afsløre, at det var en fantastisk tur, så absolut et af feriens højdepunkter. 

Vi sejlede ud en morgen kl. 9 og efter ca. et kvarters sejlads blev motoren slukket, og der blev lagt op til, at man bare skulle kaste sig ud over rælingen (hedder det sådan Frank? – jeg ved du er sejler). Nå, jamen godt så. Lige noget for mig :-|. Heldigvis viste det sig at vandet også det var dejlig varmt og helt roligt, så det var fint nok. Vores havguide hoppede også i, og heldigvis for det, for han viste præcist hvor han skulle lede efter skildpadderne, som gemte sig godt på bunden. Han dykkede ned (kun med snorkel – ingen maske) og kildede den første padde på skjoldet, så den vente sig om mod ham (og mig!). Og så startede en “opvisning”, hvor guiden, med bestemte bevægelser i vandet, fik det store dyr til at svømme stille og roligt opad til os. Jeg var meget tæt på at kunne have nået den, men jeg var det altså bedst med snorklen oven vande. Til gengæld er jeg ikke et sekund i tvivl om, at den på et tidspunkt kiggede mig i øjnene og smilede til mig. Vi svømmede lidt rundt, og så vel en 5-6 stykker i alt. Storslået!

Jeg følte mig efterhånden som en anden Jacques cousteau da vi sejlede videre til det andet punkt. Her blev vi udstyret med skiver af toastbrød, som åbenbart er en fornem fiskespise, for jeg skal da lige love for, at de kom myldrende, og spise direkte fra vores hænder. Ja, faktisk også nappede lidt i dem, når vi var for fedtet med brødet. 

Der var store og der var små. Der var gule og det var blå. Det var regnbuefarvede fisk og der var pastelfarver, neonfarver, varme brunlige nuancer, gennemsigtige – der var alle mulige former og faconer. Ja det var virkelig et eldorado og jeg var fuldstændig betaget. Da jeg hilste på den store skildpadde smilte jeg tilbage til den, men her kom man decideret til at grine. Hvilket ikke er helt nemt med snorkel …

Sidste stop var en helt anden oplevelse. Her kom vi ikke helt så tæt på dyrene, men havde til gengæld det større billede med koralrevet som baggrund, så her flød vi nærmest bare rundt og lod os underholde. 

Om vi har billeder af havskildpadderne, og de virkeligt farvestrålende og fotogene fisk, der spiser af vores hånd? Og af koralrevet?  Ja, det var vi da. Masser. De ligger bare på havets bund sammen med kameraet. Og sådan er der jo så meget ..

Til gengæld gik jeg en tur med min telefon, da det blev lavvande på stranden om eftermiddagen, og her udfoldede sig også et rigt dyreliv. 


.

.


.

.


.


.

.

lt sammen levende og med egne øjne set i bevægelse. Noget også spiseligt åbenbart, for disse tre små samlere. 

Gili øerne

Gili Trawangan. Gili T. Eller slet og ret GT. 

Gili ligger skønt, med udsigt til Lomboks bjerge i baggrunden

 .

Vi er kommet til den største af de tre Gili øer, der teknisk set hører til Lombok, men som man også kan komme til fra Bali på en god time i speedbåd. Tilhøret til Lombok ser man tydeligt, da øerne er muslimske – ligesom resten af Indonesien, bortset fra Bali. Det betyder, at de små hinduistiske offergaver, der ligger alle vegne på Bali, slet ikke er en del af bybilledet her. Til gengæld er vi velsignet med en minaret, der kaster sine bønner ud over byen dag og nat. Vi har nu været her i tre dage, og er så småt ved at vænne os til, ikke at høre det, lige som man (nogle) kan vænne sig til at bo ved siden af en jernbane. Morgenvækningen kl. 5.15 kunne vi dog godt være foruden :-/

Her er skønt. 

Giliøerne lever udelukkende af turister, så jeg var noget spændt på, om her var til at holde ud. Det er det! 

For det første rejser vi i sæsonen, men det er endnu ikke højsæson, så her er på ingen måde overrendt. Og efter Lovina og Amed, hvor vi begge steder har boet et godt stykke væk fra “alting”, er det også dejligt med lidt liv omkring os. 

Dette billede er taget lige nu, imens jeg skriver dette (er krøbet i skygge bagved solsengen). Ikke specielt turistet …

Stjernegaard har endnu engang fundet et virkelig dejligt hotel til os. Vi bor i den nordlige ende af øen, i udkanten af det område, hvor restauranter og barer ligger side om side langs hele kysten. Perfekt. Vores værelse – og særligt badeværelse – er virkelig stort og luftigt, og vores “hus” ligger sidst på vejen, så der kommer ingen forbi. 

.

Jeg ved ikke, hvorfor man har ofret så mange km2 på badeværelset, men det bliver virkelig smukt, når den indbyggede have er kommet sig helt over regntiden, og står i fuldt flor. 

Også her blev vi budt velkommen med et kvarters massage, og hver eftermiddag er der gratis “afternoon tea” med hjemmelavede kager i receptionen, der ligger med udsigt til havet – og naturligvis er udendørs. 

Vi lever en del af vores tid på stranden, hvilket faktisk hører til sjældenheder for vores vedkommende. Men det er hér, hele Gilis berettigelse er, for havet er så rigt udstyret med farverigt dyreliv, og vandet er så varmt, rent og klart, at det et en fornøjelse et opholde sig i. At vi så vælger skyggen, når vi ikke er i vandet, er en helt anden sag. 

Gili T er en lille ø på 3,6 km2 (faktisk betyder Gili “lille ø”), så da vi i går gik den halve ø rundt, var det egentlig ikke en stor bedrift, men for hulen det var varmt. Så havde vi jo til gengæld den perfekte undskyldning for at tage nogle pitstops undervejs, og både deres friske juicer og den lokal øl Bintang er vældig gode. Det var sjovt at se så stor forskel der er, på sådan en lille ø. Vi bor på den nordlige østkyst, hvor stranden er fin, og snorkling direkte fra stranden fantastisk. Den vestlige kyst et ganske uinteressant, og vandt ikke specielt lækkert at bade i. 

Så ikke så overraskende foregår det meste liv på østkysten, og her er det til gengæld et studie, når man går en tur ned ad hovedgaden. 

Byen starter ude i vandet, hvor havet byder på koralrev, nærmest over det hele. Lidt længere ind ved kysten er bunden fyldt med forstenede koraller, hvilket givet den helt specielle, turkise farve til vandet. Selve stranden er fint, sandfarvet sand, og ikke det mørke lavasand, som vi har oplevet på det meste af Bali. 

5-6 meter oppe fra kysten har hotellerne deres liggestole stående, og lige bag dem kommer bordene til restauranten. Så kommer hovedgaden, og på den anden side af dén ligger, i vores ende af byen, hotellerne. Længere mod syd er billedet mere præget af barer og restauranter. Overalt ligger dykkercentrene, massagestederne, snorkel-turbåde-kioskerne og tingeltangelbutikker strøet med rund hånd. Hotellerne er oftest Villas, som er små sammenhængende værelser i ét plan, og her er ingen etagehoteller overhovedet. 

Når man er cirka to meter høj, og i øvrigt allergisk, er små hestevogne ikke det bedste man ved


Hovedvejen, som i øvrigt er en smal, sammenstampet grusvej, er lige præcis bred nok til, at der kan komme to smalle hestevogne forbi hinanden. For på Gili findes ingen motoriseret trafik, så her er ingen af de evindelige scootere, som præger bybilledet, og lydbilledet, på Bali. Til gengæld er her et virvar af hestevogne, cyklister (nogle af dem førstegangs!) og håndtrukne kærrer, for der er naturligvis heller ikke maskiner til det arbejdende folk 

Her må det være noget meget tungt, der slæbes, for de plejer ikke at nøjes med én sæk ad gangen


.

De lokale gadekøkkener sælger alt muligt, fra grillede majskolber over underlige kødboller på pind til “magic mushrooms” 😉


Fra butikker og restauranter lyder musik og skramlen, fra de handlende lyder stille opfordringer til at se, og gerne købe, deres helt “unikke” varer, overalt bliver man tilbudt massage og leje af snorklingudstyr og cykler og selvom det måske lyder hektisk, er det det egentlig ikke. Her er i det hele taget en glad stemning af tilbagelænet coolness og en farverig tilgang til verden. I like. 

Fra Lovina til Amed 

Der var ingen vej udenom – vi måtte forlade vores lille paradis i Lovina. Den sidste aften talte vi med et andet par. De havde boet på The Damai i starten af deres ferie, og var, lige som os, rejst videre. 

Da vi mødte dem, skulle de egentlig være på vej hjem i flyet, men de havde kontaktet deres rejsebureau, og fået alt arrangeret, så de kunne vende tilbage til tre ekstra dage på the Damai. Men forstår dem godt ….

Nå, men vi måtte videre. Vi har to overnatninger i Amed på Sydkysten, hvorfra vi i morgen skal med speedbåd til en lille ø, der er omgivet af koralrev, Gili Trawangan. 

Det var en ret lang køretur til Amed (i tid – ikke i km. Bali er lidt mindre end Sjælland) og som sædvanlig var der lagt nogle stop ind undervejs. Så snart vi blev hentet af guide og chauffør, bad vi dem dog om at vælge det bedste tempel på turen, og kun stoppe ved det. Vi er ved at være der, med templer, selvom jeg stadig ikke helt har forstået deres måde at dyrke deres religion på. Alle hjem har et tempel, eller oftest to, faktisk. Det vigtigste er familietemplet, som ligger på et centralt sted i familiens “compound”, hvor flere generationer lever sammen. Selvom man flytter fra hjemmet og byen, vil man altid høre til dette familietempel. Landsbyen har deres eget tempel, forskellige fag har deres egne templer, fx bøndernes eller fiskernes tempel. Der findes “public tempels”, og deres funktion har jeg slet ikke fundet ud af. Der knytter sig så mange historier og så megen symbolik til alt, hvad der har med disse templer at gøre. Og selvom vi indtil videre har haft tre forskellige guider, så jeg har kunnet stille de samme dumme spørgsmål mange gange, har jeg altså stadig ikke forstået det. 


På vejen hertil kom vi forbi Mount Batur, der er en af tre aktive vulkaner på øen. Vores guide var temmelig begejstret for dagens vejr, da bjerget ikke var indhyllet i tåge. Jeg er nu ikke så imponeret. 

Undervejs så jeg også et nelliketræ og slangeskindsfrugter. Sidstnævnte har jeg glædet mig til at smage, siden jeg så dem for første gang på Borneo for et par år siden. Førstnævnte har jeg aldrig tidligere tænkt på eksisterede. 


Og nu er der virkelig kommet gang i høsten. Mange steder kan vi se bønderne arbejde i marken, og stort set alt foregår ved håndkraft. 


.

Udsigten fra vores frokost undervejs


Træerne vokser ikke ind i himmelen og selvom pengene rækker langt her på Bali, er vores næste hotel en del under den standard vi kom fra. Alt andet ville også være umuligt. Selve hotellet et meget fint, maden er utrolig lækker, men vi var ingen udsigt :(. Så forkælet har man åbenbart lov at være ..

Til gengæld ligger vi for første gang direkte på stranden, så jeg har haft mulighed for at bade. Og ja – jeg har badet. To gange med hele udstyret ….

The Damai Lovina

“Skal I til Bali? Så skulle i overveje at bo på The Damai Lovina”. Sådan sagde min kollega Peter en dag til frokost, hvor jeg luftede vores overvejelser om sommerferien. Jeg fandt hotellets hjemmeside, og faldt pladask – også godt hjulpet på vej af Peters meget begejstrede fortælling. Jeg sendte hjemmesiden til gemalen, og gentog Peters ord: hvis vi skal til Bali, skal vi overveje dette sted. Svaret kom prompte: “vi skal til Bali. Og vi skal bo på Peters sted”. 

Altså er vi nu på Bali, og i disse dage indkvarteret på The Damai Lovina. Det er uden tvivl det smukkeste værelse, jeg nogen sinde har boet på, og jeg tror også selve hotellet vinder prisen for den bedste nogensinde. For os, altså. Og indtil videre, altså … 

(Jeg ligger ved poolen og skiver dette – vi har endelig fået solskin. En tjener har lige været forbi med lidt frisk frugt, så nu er enhver tvivl om “det bedste hotel mogensinde” ryddet af vejen. Det er helt afgjort her). 

Hotellet ligger cirka 5 km oppe ad bjergsiden, væk fra byen Lovina. Damai bryder “fredfyldt”, og det må her siges at være. De fritliggende værelser og villaer ligger ned ad bjerget og bygget ind i den naturlige jungle af palmer, træer og blomstrende buske, så der er umiddelbart ikke udsyn til de andre værelser.

Hvis man ikke gider læse om andre folks hoteloplevelser, skal man stoppe her, for dette indlæg kommer ikke til at handle om andet. Jeg er nødt til at beskrive det ret detaljeret, for ellers stoler jeg ikke på min egen erindring, når der er gået lidt tid, men tænker i stedet “nah, så godt kan det nok ikke have været”. Men det er det. 

Vi starter med vores værelse, som er temmelig stort og indeholder både en (kæmpestor) seng, et skrivebordsarrangement og et lille stueafsnit med sofa i karnappen ud mod haven. Alt sammen indrette med meget smagfulde materialer og farver. Og med virkelig højt til loftet – som i øvrigt er “til kip” efter balinesisk stil. 


.


Badeværelset er helt specielt med indendørs karbad og udendørs bruser 

Badekarret, overvåget af en gudinde (som man godt kan blive lidt bange for)

Forsøg på panoramabillede – ikke helt vellykket

 

Det helt unikke er dog haven med egen lille pool og den udendørs …. pavillon, kan man vel kalde det. Fra pavillonen, der er rigt udstyret med bløde madrasser og puder, er der udsyn henover vores private pool til havet i det fjerne. Det føles helt eventyrligt at sidde/ligge her – særligt om aftenen, hvor der også er lidt lys i træerne. 

.

Betjeningen er et kapitel for sig. Da vi ankom hertil (i silende regn), blev vi bænket med en lækker juice, og efterfølgende fulgt ned til deres massører, hvor vi begge fik et kvarters (effektiv!) massage på hele bagsiden af kroppen “for at få den lange rejse ud af kroppen…”, som de sagde. 

Hver morgen, når de redder senge, efterlader de en skål med frisk frugt 

Hver aften, når de “tæpper af” efterlader de en lille kurv, foldet af bananblade, med noget kagelignende. Så kan vi lave et kop te til, og tage det med ud i pavillonen 


Der står en flaske vand ved hver af håndvaskene i badeværelset, og om natten står der også en ved hver side af sengen. 

Så snart man nærmer sig poolen (hvilket vi desværre kun når i dag) kommer de med et glas isvand. Vi har, som tidligere nævnt, lige fået en tallerken med lidt frisk frugt. 

Maden er virkelig lækker, og særligt morgenmaden overrasker. Ikke fordi vi får noget specielt, men fordi det altsammen et præsenteret så usigeligt lækkert og delikat. 

Først kommer en tallerken frisk frugt – forskelligt fra dag til dag –  og et glas friskpresset juice efter eget valg. 

Dernæst et fad med hjemmebagt brød, så lækkert og velsmagende at vores kædebagere derhjemme kunne lære en ting eller to. Og det gælder både brødet til morgen og til aftensmaden. De gør sig en del i hjemmelavede knækbrød og andre crispy crackers med krydderier og det er virkelig godt. 

Sammen med brødet får vi hjemmelavede marmelader, oste og en hjemmelavet chokoladeting, det også smager virkelig delikat. 

Til sidst følger den æggeret, du har valgt. Indtil videre er både spejlæg og omeletten godkendt. I morgen tror jeg, at jeg skal prøve de pocherede. Og dertil enten bacon eller en grillet balinesisk pølse med godt med chili 🌶. 


.

.

“Hard to find, hard to leave”, siger de i deres brochure. Jeg kunne ikke være mere enig ….
Dagens kontor:

Fra Ubud til Lovina 

Da vi besluttede at årets sommerferie skulle gå til Bali, skrev jeg til tre forskellige rejsebureauer, og beskrev hvad rejsen skulle indeholde og hvad vi i øvrigt sætter pris på, når vi holder ferie (gerne lidt væk fra de mest turistede områder, pæne hoteller – men ikke pænere end jeg kan komme i mine klip-klaps, balkon eller terrasse på værelset – helst med udsigt og videre i den slags detaljer). 

De tre ufravigelige krav var: ophold i byen Ubud, ophold i et specifikt værelse på et specifikt hotel i Lovina og ophold på én af Gili-øerne. 

Stjernegaard Rejser kontaktede mig og spurgte ind til lidt ekstra detaljer, og vendte derefter tilbage med et tilbud, der var præcis, hvad vi ønskede os. Da vi skal bo forskellige steder på øen, har vi naturligvis noget transport fra sted til sted. Alle bureauerne havde privat transport med i deres tilbud, men Stjernegaard laver en tur ud af det. Så i stedet for at bruge 2-3 timer på at komme fra Ubud til Lovina (afstandene er små, men vejene og trafikken vanvittig) brugte vi  6-7 timer, og fik dermed en sightseeing-dag ud af det, og da vi havde følgeskab af både en chauffør og en lokal guide, havde vi også mulighed for at få svar på alle ophobede spørgsmål undervejs. 

På vores tur fra Ubud til Lovina var første stop ved Taman Ayan templet, den balinesiske kongefamilies tempel. Balineserne går meget op i deres religion og selvom templet i sig selv ikke er specielt imponerende (i mine, forkælede øjne), var det interessant at høre guiden fortælle om den specielle hinduisme, der praktiseres på Bali, hvor også buddhistiske traditioner har haft en afsmittende effekt. 

Næste stop var Jatiluwih risterasser, der – ligesom templet ovenfor – står på UNESCO’s liste over verdensarv. 

Det er et fantastisk syn, og ikke mindst er det fantastisk, hvordan dette vandingssystem har fungeret på nøjagtigt samme måde i tusinder af år. Vandet kommer fra naturlige kilder, men uanset hvor tæt den enkelte bonde bor på udspringet, får de samme, nødvendige mængde vand til deres marker – bare ikke på samme tid. Så det handler om at planlægge produktionen, så der er vand på markerne, mens det behøves, og derefter ledes vandet videre til markerne nedenfor, som så starter produktionen på det tidspunkt. 

.


På vejen gjorde vi et kort ophold ved en slags botanisk have, der er skabt for at vise de planter, som balineserne laver kaffe og te af. Den helt særlige indonesiske kaffe Kopi Luwak, der samtidig er verdens dyreste kaffe, kræver en tur igennem Luwak’ens fordøjelsessystem. Luwaken lever frit i den indonesiske regnskov. Den lever af bær og frugter, og foretrækker bær fra kaffetræet. Da den samtidig er meget kræsen, spiser den kun de allerbedste bær, og lader resten være. Undervejs i fordøjelsessystemet opløses det røde kød fra bærret, mens selve kaffebønnen forlader luwaken af det dertil indrettede hul. Lorten, som det jo er nu, samles op, renses og ristes, og er nu en særlig delikatesse, garanteret baseret på de bedste kaffebønner. 

Til alle Zauppere + Lasse: fortsættelse følger ….

Luwak – desværre i bur

Sidste stop på turen inden Lovina var ved Ulun Danau templet, der ligget smukt i en sø. Og vi var så heldige, at der var en religiøs ceremoni igang, mens vi var der. 

.
.

.
Egentlig skulle vi også have besøgt et tempel mere og Git Git vandfaldet, men vi var efterhånden mættede med indtryk, og i øvrigt regnede det (igen), så vi valgte at køre videre til vores næste hotel i stedet. Hotellet, som vi meget specifikt havde bedt om, skulle være en del af det tilbud, rejsebureauet sendte. En beskrivelse af det, kræver sit helt eget indlæg …