A Trip Down Memory Lane

ATDML

Da gemalen for nylig fyldte 60 år, var det eneste ønske, han kunne komme i tanker om, en ny skjorte. Det syntes jeg måske var lidt i underkanten, det var trods et skarpt hjørne, så jeg lagde hovedet i blød, og kom til at tænke på en episode sidste år, hvor vi kom forbi hans gamle barndomshjem i Nyborg. Da vi stod der på vejen, foran det hus, som han flyttede fra som seks-årig, væltede erindringerne frem og han fortalte og fortalte.

Med det som udgangspunkt besluttede jeg, at de fineste, man kan give nu om dage, er tid og opmærksomhed – og så gik jeg i gang med at planlægge en tur, som havde nedslag i de fem byer, hvor gemalen – Per – har boet de seneste 60 år + et par ekstra steder.

Så da fødselsdagen oprandt i juni måned, fik han A Trip Down Memory Lane. Han fik udelukkende besked om, at turen ville finde sted senere på sommeren, og at han skulle pakke sin tandbørsten til lejligheden.

Lørdag morgen i sidste weekend tog vi således afsted. Per sad bag rattet, men jeg kodede gps’en, så han måtte følge anvisningerne, uden at vide, hvor han var på vej hen.

Første stop var i Nyborg, hvor han som sagt boede de første seks år af sit liv. I dag bor der den mest gæstfrie lille familie, som jeg havde kontaktet på forhånd, og de inviterede indenfor og fruen i huset havde – som det mest selvfølgelige – bagt boller og lagkage til vi skulle komme. Der var ikke et øje tørt – heller ikke hos den ellers så fattede gemal 🙂

Da Pers familie boede i byen var hans far fængselsbetjent på Nyborg Statsfængsel, og han var åbenbart en meget glemsom betjent, for ofte, når han havde vagt “i porten”, glemte han sin madpakke derhjemme, og så måtte sønnike bruge formiddagen på at cykle ned med den til ham. Heldigt nok glemte faren aldrig madpakken, når han have vagt andre steder, hvor man ikke kunne komme ind til ham… “Porten” er blevet flyttet efter en ombygning, og det er nu ikke længere muligt at kommer derind – lød det i svaret på min mail til fængslet – så vi måtte nøjes med at gøre et kort holdt ved vejen.

Familien flyttede fra Nyborg til Alminde – en lille by uden for Kolding. Her skulle hans forældre være pedelpar på den nybyggede Alminde-Viuf Fælleskole, og de flyttede ind i den lige så nybyggede tjenestebolig, der hørte med. Efter nogle år købte de deres eget hus i byen, hvor de i øvrigt blev boende resten af livet. Pers forældre arbejdede på skolen indtil deres pensionering, så den (skolen) har vi fulgt gennem alle årene. Men deres første hus i byen, har han ikke set siden – og jeg har aldrig set det. I dag bor der en ung mand, som jeg ringede til, og som med glæde ville lade os gå en tur rundt i haven.

Per ved siden af det møllehjul, som han kan huske, at hans far satte op – for mere end 50 år siden

Vi nåede også et tur forbi kirkegården

Derfra gik turen forbi den bygning, hvor Per startede i lære som bankmand og omkring den lejlighed i Vejle, hvor han boede sammen med en kammerat, da han flyttede hjemmefra.

Bankens ekspeditionslokale – nu ombygget til boliger

Vi kørte også til familiens sommerhus i Hejlsminde, som Per pludselig begyndte at fortælle om for et par uger siden. Jeg tror, at Pers tanker om denne tur Down Memory Lane har åbnet ind til nogle ellers glemte erindringer, der pludselig er begyndt at pible frem.

Sommerhuset fandtes ikke længere – grunden var tom – men på vores tur ned omkring badestranden kom vi forbi et andet sommerhus, hvor Per sagde: der boede Inger og Arne. Og det gør de sådan set stadig. De sad inde hos naboen og kom ned og hilste på.

Det forsvundne sommerhus

Overnatningen havde jeg booket på Tyrstryp kro, der ligger ved Christiansfeld – meget tæt på Haderslev, hvor Per og jeg boede til at starte med. Tyrstrup kro havde opgraderet os til en suite, og opholdet her kunne næsten bære et indlæg for sig selv, men jeg vil nøjes med sige: Det kan anbefales.

Vi boede i brudesuiten med de tre vinduesfag på første sal

Undervejs kom vi også forbi den fodboldklub, som spillede en stor rolle i hele Pers ungdom. Mærkeligt nok fandt vi hverken buster eller portrætter af den fordums så centrale spiller på holdet …

Da vi søndag eftermiddag vendte hjem til Roskilde, havde naboerne hejst flagene på vejen og vores søn og svigerdatter ventede i haven. Så var ringen sluttet og turen slut – en tur der vist ligger blandt de bedste gaver, jeg har givet.

(haven er pt under renovering)

 

Reklamer

Neterne

Neterne er vores alderpræsidenter på denne tur. Egentlig hedder de begge Agnete, men “Nete er meget nemmere”, synes de begge. De mødtes i 1956, da Nete Den Yngre kom til den lille landsby, hvor El-Nete allerede boede, og der har de begge boet siden.

El-Nete hedder sådan, fordi hendes mand var elektriker, og de var jo nødt til at kunne kende forskel på Neterne i den lille by. Jeg var givet Nete Den Yngre sit tilnavn (som hun er meget tilfreds med), fordi hun er den yngste af de to.

De er en kæmpe inspirationskilde.

Turen her er ikke for svage sjæle, vil jeg mene. Bortset fra en enkelt fridag, har der været fuldt program fra morgen til aften. Vi har skramlet rundt i off-roadere, vi har vandret ned i kløfter og op af bjergskråninger, vi har spist meget lokalet og ikke mindst har vi været henvist til meget lokale sanitære forhold. Meget lokale … Ikke en eneste gang har de meldt fra, selv når flere andre gjorde det. Ikke en eneste gang har de knyet det mindste, selv når vi andre måtte erkende en dårlig kondition. Og ikke en eneste gang har vi ventet på dem.

Under morgenmaden her til morgen fortalte El-Nete mig, at hun er frivillig på et demensplejehjem, hvor hun en gang om ugen tager ned og danser med de gamle. Jeg spurgte hende, om hun da aldrig bliver træt. “Jo!”, svarede hun. “Så snart jeg sætter mig i sofaen og ser fjernsyn, så falder jeg i søvn”. Og så slog hun en skraldlatter op.

De er begge meget berejste, og har, så vidt jeg har forstået det, rejst hele livet. Det er mit indtryk, at de også indimellem rejste sammen, da deres mænd levede.

De seneste fire år har de begge været alene og i den periode har de rejst en længere tur én gang om året – ved siden af de små ture i Danmark og nærmeste udland, som de også når. De længere ture er gået til Georgien og Armenien, Jordan, Brasilien og nu Kasakhstan.

Fik jeg nævnt, at Nete Den Yngre er 85 år og El-Nete 87?

PS: bloggen driller, og jeg kan lige nu ikke uploade billeder, selvom jeg har en masse, som jeg gerne vil dele. Der kommer derfor til at gå lidt tid, før jeg (forhåbentlig kan vende tilbage med resten af turen.

Centralasien

Denne gang har vi bevæget os uden for vores sædvanlige ruter og er i stedet slået ind på Silkevejen. Vi er landet i det sydøstlige Kasakhstan – tæt ved grænserne til Kyrgyzstan og Kina.

Vi landede onsdag morgen i Almaty, der er landets største by (2 mio indbyggere) og tidligere hovedstad. Efter en tidlig indkvartering på Hotel Kasakhstan, der på alle måder er et levn fra sovjettiden, gik vi en tur rundt i byen.

Vores første indtryk af byen var ikke imponerende, men vi fik rørt os oven på flyveturen – og det var godt! Og jeg er sikker på, at byen også nok skal vinde på den lidt længere bane.

Grundlæggende er vi mest til individuelle rejser, men denne rejse, vi så beskrevet og faldt for, ville vi aldrig kunne planlægge selv, så vi har booket os ind på en grupperejse med dansk rejsefører und alles.

Jeg kan godt mærke, at rejseformen udfordrer min sædvanlige glæde ved selv at bestemme både fart og retning, men jeg giver det en chance, og har lovet mig selv ikke at evaluere/dømme før rejsen er slut. Jeg kan dog allerede nu skrive noget i +kolonnen, for vi har mødt nogle herlige mennesker, som jeg er sikker på bliver godt selskab undervejs.

Det, der har fyldt mest i gruppen den første dag, er dog, at vi har mistet en af vores medrejsende. Vi var stoppet op ved en udendørs koncert på et lille torv, og sad stille og roligt på nogle opstillede stole, da en af os falder sammen. Lige der på torvet. Mange kyndige gjorde hvad de kunne for at genoplive ham, men det var en ulige kamp, som også desværre endte med at være forgæves. Jeg vil ikke gå i yderligere detaljer, og den eneste grund til, at jeg tager det med her er, at det gjorde noget ved os som gruppe. Vi fandt hurtigt tættere sammen og heldigvis var vi alle enige om at livet måtte gå videre.

Hans kone, som tog det hele med en helt ufattelig fattethed, sagde til os, at han altid havde ønsket, at når han en dag skulle herfra, skulle lyset bare slukke og han skulle være væk. Hverken han eller hun havde selvfølgelig regnet med at det skulle være lige dér, eller lige nu, men hun fandt lidt trøst i, at han fik sit ønske opfyldt.

(Torsdag morgen startede vores tre dages natur-tur, hvor vi var uden nogen form for dækning af noget som helst. Derfor kommer indlægget med ret stor forskydning i tid)

Første hotel i Almaty

Det lakker mod enden

De sidste dage af ferien har vi valgt at bo tæt på Lissabon, så det er nemt at komme til lufthavnen, når den tid er.

Vi bor lige på den anden side af floden Tejo, med direkte udsigt hen over floden til Lissabon by.

Lige over for vores hotel står Belém tårnet, som angiveligt er det sted Vasco da Gama sejlede ud fra, da han skulle ud og opdage Indien.

Vi har med vilje bosat os i et hjørne af Portugal, hvor der ikke er meget at se (vi var tidligere været i Lissabon), for det er meningen at bilen skal holde stille de sidste tre dage af vores ferie.

Men helt stille kan kan vi nu ikke selv finde ud af at holde os, så vi har i stedet spændt klipklappere på fødderne, og har gået ind til de nærtliggende landsbyer.

I går fik vi ned til vejen og til højre, og fulgte vejen til Trafaria. Et enkelt sted kom vi i tvivl, og spurgte om vej hos et par, der sad og ventede ved et busstoppested.

Da vi nåede byen, var nærmest hele byen samlet på torvet. Foran biblioteket spillede et lokalt orkester populærmusik, men desværre i så langsomt et tempo, så det 1) var svært at genkende melodierne og 2) blev temmelig kedeligt. Det var resten af torvet til gengæld ikke – hverken langsomt eller kedeligt.

Damen herunder blev på det nærmeste bugseret hen til bordet ved siden af os. Det er vist længe siden, hun har haft gode ben. På billedet ser hun lidt stram ud, men hun er i virkeligheden ret hyggelig. Det ved jeg, for vi faldt i snak med hende og hendes veninde, der stødte til lidt efter. De på portugisisk og vi på engelsk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare talte dansk, for ingen af os forstod er ord af det, de andre sagde.

Der var også gang i den foran kirken. Folk, i det stiveste puds, stimlede sammen på trappen, klokkerne bimlede forskellige melodier og præsten var på et tidspunkt ud og se, at alt fik rigtigt for sig. Jeg var overbevist om, at vi skulle overvære et bryllup, men vi så aldrig et brudepar, og pludselig gik de alle hver til sit, på deres høje hæle. Jeg gad virkelig godt vide, hvad det alt sammen skulle til for.

Der var virkelig mange spisesteder til sådan en lille by, og alle steder forsøgte de at lokke med grillede sardiner. Der skal nu mere til at lokke mig, men mange af de lokale hoppede på.

Vi nåede også en tur ned omkring havnen, hvor bådene ligger klar til at hente flere sardiner.

På turen hjem igen havde vi fint udsigt til vores hotel (i den røde cirkel) og Lissabon på den anden side af floden. Og ja, det er et æsel, der prøver at mænge sig med hestene.

I dag fik vi ned til vejen og til venstre i stedet for højre.

Der dukkede også en fin lille landsby op, på det nærmeste ud af ingenting.

Igen virkede det som om, at hele byen var på gaden og igen var knudepunktet foran kirken. Her var ikke blevet plads til et torv, men portugisiske mænd lader sig ikke slå ud. De finder altid er sted, hvor de kan stimle sammen, når de skal hjemmefra. Og det skal de åbenbart.

Selvom det et søndag, var alle forretninger åbne, og igen må man undre sig over, at der kan være kunder til så mange butikker i så lille en by.

Lidt nede ad den ene gade duftede der himmelsk af nystegte kyllinger, som snurrede over grillen og blev hentet med hjem til søndagsfrokosten.

Her var også et indendørs marked, som vi er stødt på i flere landsbyer. Mange steder, hvor vi er kommet rundt, har de stolt skiltet med, at de har snegle i alle mulige størrelser og faconer. Det er åbenbart en delikatesse på disse kanter. Jeg spiser gerne muslinger, men snegle har jeg det svært med – og de største af dem her, gjorde da også hvad de kunne, for at undslippe.

Tilbage på hotellet må vi snart forholde os til den e-mail, der beder os om at tjekke ind online, så vi kan komme hjem i morgen …

Hos Fatima, Montemor-o-Novo

Vi er flyttet på landet. Virkelig langt ude på landet. Når man har kørt en langt stykke ud af en vej, som vores gps kun lige anerkender som “vej”, mangler der stadig en halvanden kilometers penge på en meget sølle grusvej.

Vores overnatning i Évora og disse to hos Fatima, er de eneste, som vi ikke har booket hjemmefra, men har haft efterladt som hul i planlægningen, så vi kunne beslutte, hvad vi havde lyst til ud fra dagsformen. Altså er vi endt på landet.

Herude huserer Fatima sammen med hendes søn. Der er vist også en mand, men han er klog nok til at holde sig på afstand.

Vi kan ikke helt greje hvad ejendommen har været brugt til tidligere, men ud fra navnet Moinho do Alamo, kan vi gætte, at der har været en mølle involveret. Bygningerne er gamle – jeg kan ikke finde ud af, hvor gamle – bygget i sten, og der er altid mørkt og svalt indenfor.

Vi kan heller ikke helt greje, hvad ejendommen bliver brugt til i dag. Vi er ret sikre på, at der er noget landbrug involveret, men vi har endnu ikke fundet de fældende beviser.

Ejendommen er virkelig stor, med mange og snørklede gange op og ned og mange overmøblerede stuer, men det ser ud til, at der kun er gæsteværelser i den ene fløj – i den ene bygning.

Jeg har ingen anelse om, hvor mange værelser her er, men i spisestuen er der plads til, at der kan sidde 14 mand omkring langbordet.

Vi kan ikke spørge Fatima. Hun taler ikke et ord andet end portugisisk (dem kan hun til gengæld mange af), så vi bruger kræfterne på at forstå så meget som muligt af praktikken omkring måltiderne.

Da vi kom i går, var vi de eneste logerende og hun havde ikke planlagt spisende gæster, så vi måtte nøjes med et meget enkelt måltid, som vi forstod det. Alligevel lykkedes det hende at trylle lidt ost, pølse og oliven frem til forret, salat og grillet kylling til hovedret og frisk ananas til dessert. Så behøver vi sådan set ikke mere.

Vi bor direkte ned til en lille flod, hvor frøerne kvækker lystigt dagen (og natten 😫) lang, fuglene kvidrer og på den anden bred går får og græsser. Og bræger.

Det er den rene idyl, og vi stornyder det.

Man kan godt blive lidt lækkersøvning efter en frokost på terrassen

En enkelt tur til byens Castello er det blevet til, mens formiddagens skyer trak forbi, men ellers har vi ikke lavet noget som helst her hos Fatima.

Covilhã og Évora

De sidste tre overnatninger har vi igen bevæget ind i bymæssig bebyggelse. Når vi planlægger vores ferier, forsøger vi så vidt muligt at veksle mellem land og by, natur og kultur, ro og liv.

Opholdet i Colvilhã var planlagt hjemmefra, da byen er “porten” til Serra da Estrela, der er Portugals højeste bjergområde og angiveligt skulle være meget anderledes end bjergene nordpå. Men jeg ved det ikke, for vi kom aldrig dertil.

Hotellet #CasaDasMurales viste sig at være den skønneste lille plet i byen, og vi kunne sagtens argumentere for, at vi havde set bjerge nok, så vi valgte at blive hjemme og slappe af det meste af de to dage, vi havde der.

Ejerne købte stedet som en ruin, renoverede igennem to år alt, med meget stor respekt for stedets historie, og åbnede deres lille perle i september 2018. Der er i alt 9 smukke værelser, en dejlig lille bistro/restaurant og en roof top bar/snackbar med adgang til en lille pool – både for hotellets gæster og udefra kommende. Vi har indtryk af, at vi var de eneste overnattende gæster, men barområdet var ret godt besøgt, både i løbet af dagen og om aftenen. Her var den skønneste, afslappede stemning med stille jazzy musik, folk der arbejdede mens de fik sig en kop kaffe, folk der købte sig til et svalende besøg i den lille pool, små grupper der mødtes til fælles frokost, middag eller bare et par drinks.

Fra det øjeblik vi trådte ind på hotellet første gang, vendte vores mundvige opad.

Højt til loftet

Selve byen var heller ikke noget specielt, men det var til gengæld Évora, som vi kørte videre til.

Hvor Covilhã var bygget i gråbrune sten var Évora en lys og åben kontrast – stort set alle huse var hvidkalkede med gule detaljer, og byen bød på flere åbne torve.

Vi talte om, at det faktisk er første gang på denne tur, at vi havde bemærket andre turister, men heldigvis var det stadig i et antal, der var til at overskue.

Landskaber fra Minho

“Det er første gang, jeg ser billeder fra Portugal, med nogle flotte landskaber. Jeg troede, at Portugal var ret kedeligt og tamt”. Sådan cirka kommenterede Mommer på det seneste indlæg om Douro.

Det satte gang i dette indlæg, for hvis det er den gængse opfattelse, vil jeg gerne gøre mit til at rydde et par misforståelser af vejen.

Vi er rykket tilbage til Minho regionen, der mest er kendt for deres Vinho Verde – grøn vin, som er en meget ung, let perlende vin med lav alkoholprocent, som udelukkende produceres her i området. Jeg har først for ganske nylig stiftet bekendtskab med vinho verde, og jeg må sige, at jeg er fan. Jeg har kun prøvet den hvide variant, og der er en dejlig sommervin.

Hotellet ligger et par store trin ned ad rangstigen i forhold til det forrige, men udsigten fejler stadig ikke noget.

Hotellet ligger i nationalpark Gerés – en nationalpark på størrelse med Fyn, hvor naturen lever på naturens præmisser, og befolkningen lever efter gamle principper. Vejene gennem bjergene er stejle og smalle – indimellem meget stejle og smalle – og frem for alt er det nærmest umuligt at finde rundt. Vi har boet på hotellet i tre dage, og har dermed kørt turen dertil og fra i alt seks gange. Og jeg tror ikke, vi er kommet den samme vej to gange.

Overalt støder vi på bitte små bjerglandsbyer, hvor husene er bygget af sten, de gamle krumbøjede koner og mænd går i sort og det naturlige samlingspunkt i byen er kirken.

Her står tiden stille, og det er vist ikke hver dag, der kommer nye forsyninger til købmanden – men hun havde, hvad vi skulle bruge.

Overalt samler vandet fra bjergene og kilderne sig til små rislende bække, og mange steder er der vand nok til smukke vandfald.

Kilden, der løber igennem Gerés by, indeholder mineraler, der efter sigende er specielt gode mod gigt, lever- og galdeblæreproblemer. Så her kan man møde op med sit glas, få den daglige dosis fra kilden og en lille snak om den ømme skulder med damen i hvid kittel, inden man stille og roligt trisser hjem igen.

Dyrelivet i bjergene er også rigt. På stier og veje ses beviser på, at alle typer af dyr går frit omkring, også når de “skal”. Vi har set et væld af forskellige rovfugle, vi har set gekkoer – meget større og meget grønnere end firben – og vi har set slanger. Okay – slange.

Vi har bevidst valgt den turistede Algarvekyst fra, så den del udtaler jeg mig ikke om. Men fra den nordlige trediedel vil jeg gerne sige: her er hverken kedeligt eller fladt.