Svinkløv badehotel

En mangeårig drøm bliver opfyldt i disse dage. Det er nærmest umuligt at få plads på Svinkløv Badehotel, så da jeg blev kontaktet af Anne, en tidligere kollega, der alligevel ikke kunne bruge sin reservation, sprang vi til med det samme – og heldigvis for det, for her er nydning på alle planer.

Selve hotellet er jo skønt, selvom vi kan forstå på stamgæsterne, at det jo altså ikke er det samme som i gamle dage = inden det gamle hotel gik op i røg, og mens Lise Emborg stadig ejede stedet. Jeg ved ikke, hvordan det var i gamle dage, men jeg ved, at vi nu har at gøre med et hotel, der emmer af enkel og æstetisk sommerhushygge og hvor langt de fleste værelser nu har eget bad og toilet, hvilket jeg personligt betragter som en væsentlig opgradering. Vi har været heldige at få det skønneste dobbeltværelse med havudsigt og lysindfald fra både gavl og front, fordi det var det værelse, Anne havde bestilt.

Derudover er den nuværende ejer verdensmester i kok. Han vandt i hvert fald Bocuse d’Or i 2019 og det skinner også igennem i menuerne her i 2020. Det er så lækkert, og jeg var nær ved at tude, da vi fik torsk fredag aften. Hvis ikke det var fordi, at jeg hele tiden løber i pladsproblemer her på bloggen, ville jeg hjertens gerne dele billeder af de smukkeste retter – inkl. morgenmaden som også er virkelig udsøgt – men sådan kan det desværre ikke blive. Interesserede er velkomne til at se et udvalg på Facebook.

Både bygninger og mad kan – i princippet – efterlignes andre steder, men beliggenheden, dén er enestående. Her er så eventyrligt smukt. Havet changerer i alle nuancer af blåt og grønt, klitternes græsser bølger grønne, gule og brune på baggrund af den lyse sandbund. Bakkerne bag hotellet byder på de mest spektakulære udsigter over både landskaber og Jammerbugten. Jeg kan kun sige: prøv det!

Omegnen er selvfølgelig præget af vestkysten og ikke mindst de særlige fiskersamfund, hvor kutterne trækkes op på stranden, da der ikke er nogen havn. Vi har besøgt Thorup Strand, Slette Strand og Lild Strand, som alle ligger i nærheden. Vi har også gået tur i Thylejren, som fortsat fungerer som fristad med plads til mangfoldighed og uortodokse tanker om måden at leve livet.

En af grundene til, at her er så svært at få plads, er at stamgæster har fortrinsret. Man kan kun booke 11 måneder frem, men stamgæster kan booke fra år til år, mens man er her. Jeg tror, vi må booke til næste år, inden vi tager herfra i morgen. Nu er vi jo inde i varmen. Og vi har et år til at spare sammen igen. Og her er altså virkelig dejligt. Og vi har slet ikke nået at se alting. Og … Og … Og …

Fusserne i Füssen

De sidste par dage har vi haft base i Füssen i det sydvestlige hjørne af Tyskland. Vi har det meste af den første uge bevæget os på kanten. Først på kanten til Belgien, som vi flere gange blev budt velkommen til på telefonen, dernæst på kanten til Østrig, som også løbende sendte sms med Velkommen Østrig… og så den lange smøre om priser på samtaler, sms og data.

Det sidste stykke til Füssen fulgte vi Romantischer Straße, som dog ikke var mere romantisk end mange andre veje, der fører ind igennem små hyggelige, bindingsværkede tyske byer.

Füssen er en ret turistet by, men heldigvis er vi ikke så mange turister i år, og derudover lykkedes det os at finde et lille hotel i udkanten af byen (men stadig i gåafstand), tæt på skoven og med udsigt til Alperne, så selv Kræsne Jeg var tilfreds. Årsagen til at vi stoppede netop her, var Tegelberg, som er en bjergtop i Ammergau Alperne. Her havde Gemalen læst, at man kunne komme med svævebane til toppen, og som den store skientusiast, han er, kunne han ikke lade sådan en chance gå forbi. Efterfølgende hævdede han, at man ikke kunne få en time til at gå på ski, området var alt for lille, men vi brugte det meste af tre timer på toppen til at gå en lille rute på en times tid (som trak ud p.g.a mange kiggepauser), spise lidt frokost og i øvrigt følge flere af de mange paraglidere, der konstant hoppede ud over kanten.

Godt det ikke er mig
Kønt var det

Svævebanen lå kun cirka 5 km fra vores hotel, og alligevel var der anledning til at stoppe på vejen for at besigtige de to gamle kongeslotte Neuschwanstein, som var det mest eventyrlige, og Hohenschwangau. Vi gik ikke ind nogle af stederne. Det gør vi faktisk sjældent – er mere betaget af selve bygningerne end deres indhold.

Efter en lille uge med restaurantmad var det en stor fornøjelse at køre fordi det lokale supermarked på vej hjem og efterfølgende dække op på balkonen

Klassisk menu

Nu har Mette m.fl. lige besluttet at ændre rejsevejledningen til endnu flere lande, så resten af aftenen går med at lægge nye planer. Jeg kan dog allerede nu afsløre, at vi i aften overnatter i en lille by, meget tæt på den østriske grænse – der hvor der er kortest afstand til Italien.

Er der nogle wordpress-kyndige til stede?

Nogle vil vide, at jeg altid skriver fra min telefon, fordi det er den, jeg har med mig på farten. Jeg ved derfor ikke, hvordan WP fungerer fra en computer.

På det sidste er app’en blevet udviklet – så absolut til det bedre, men når jeg nu kan jeg pludselig vælge mellem at oprette nye Blog post eller Site page. Hvad i alverden er site page? Og ikke mindst: hvad er forskellen på de to? Svaret er sikkert ganske åbenlyst, men jeg kender det ikke.

Jeg slutter lige med et par billeder fra vores overnatning i Röfingen. Vi har nu kurs mod Alperne, og det krævede en overnatning på vejen. Vi kørte ind i en tilfældig by, og stoppede ved det første (og, viste det sig senere, eneste) gasthaus i byen, Zur Sonne. De havde ét værelse tilbage, så det nappede vi. Skønt at nogle kan have gang i hjulene i denne tid, og endnu bedre, at det var arbejdere på farten og ikke turister, der fyldte huset.

Vi gik en tur i byen og kom forbi en storkerede på taget af præsteboligen

Lyset var ikke det bedste, så her til morgen måtte vi lige gå turen igen, og nu viste det sig, at vi i går kun havde set halvdelen af familien. Far Stork og Mor Stork sad nu på kirkens tag, på den anden side af gaden, og det gav plads til, at de to unger kunne stikke hovederne op over redekanten

Ja, det er svært at se, men forældrene sidder på taget under kirketårnet til venstre i billedet og ungerne er i reden til højre i billedet

Så blev det Tyskland i stedet

Tilbage i januar bookede vi to flybilletter til Athen. Jeg har aldrig været i Grækenland, så nu skulle det være. Efter to overnatninger i byen ville vi køre til Peloponnes – den lille halvø der ligger på den anden side af Korintherkanalen. Efter sigende skulle der være meget smukt og meget mere autentisk græsk end de typiske turistøer, som jeg aldrig godt nok aldrig har besøgt, men ikke desto mindre har en forudfattet mening om :-).

Men sådan skulle det jo ikke gå. Corona kom, så og sejrede, og hvis vi havde været en ludobrik, var vi slået hjem. Vi måtte finde på noget andet, og da sommerferien havde planlagt start den 19. juni, var vi efterhånden noget spændte på at høre Mettes udmelding den 30. maj: vi ændrer rejsevejledningerne til Tyskland, Island og Norge fra den 15. juni. Perfekt timing! Vi havde luret, at Tyskland nok kunne blive en mulighed, og havde derfor forberedt os i den retning – og det passede os fint, at vi kunne komme afsted og hjem uden nogen som helst afhængighed af fly, færger, toge eller andet. Hvis vi, af en eller anden grund, skulle ønske (eller blive bedt om) at komme hjem, kan vi sætte os i bilen og være hjemme på én dag.

Old school rejseplanlægning på terrassen

Men indtil videre er vi kun lige kommet afsted. Vi har, ved gud, kørt igennem Tyskland mange gange. Jeg vil gætte på, at vi har kørt-selv i Europa 35-40 gange – både sommer og vinter. Et år nåede vi Albanien, før vi vendte om og kørte nordpå igen, så over tid har vi udviklet nogle ret effektive rutiner, som ville sætte os i stand til at komme ud og hjem på to dage, hvis vi ikke passede på. Vi havde derfor hjemmefra booket en overnatning i Kassel, for at sætte tempoet ned fra starten. Vi boede i udkanten af Kassel, lige ved parken Wilhelmshöhe, der er opført på UNESCOs verdensarvsliste. Så allerede første feriedag blev en oplevelsesdag.

Herkules, der overvåger Kassel – i modlys og uden vand i den ellers så stort anlagte vandkunst
Herkules’ fine udsigt over Kassel by

Fra Kassel fortsatte vi vestpå til Eifelbjergene, som er et skønt område med, ja, bjerge, fine gamle og smukt anlagte bymidter og nærhed til et område, som er præget af vulkanske kræfter. Det vidste jeg ikke fandtes i Tyskland. Vi boede i Bad Münstereifel, fordi jeg hjemmefra havde fundet et skønt lille hotel der. Bykernen var gammel og fin – og nu anlagt som et shoppingmekka med den ene outletbutik ved siden af den anden. Vi købte nu ingenting …

I Tyskland er det pt. obligatorisk at bære mundbind under offentlig transport, i butikker og andre steder, man går indenfor. På restauranter kan man naturligvis tage det af, mens man sidder ved bordet, men det er på igen, hvis man skal besøge toilettet undervejs – og det skal man, om ikke andet så for at vaske fingre.

Når der blæser nye vinde, må man se forretningsmulighederne

Undervejs stødte vi på denne parkering. Jeg ved ikke, hvordan man er kommet ind på den plads, men jeg ved da slet ikke, hvordan man kommer derfra igen.

Hakuna matata

Vi har nu indhentet forsinkelsen og bloggen er up to date.

Vejrudsigten for vores fire dage på Zanzibar så, som tidligere nævnt, ikke specielt godt ud, men bortset fra uvejret den første nat, og et mindre uvejr i går morges, har vi haft det skønneste vejr alle dagene. Vi har slappet en hel masse af, nydt vejret og samværet, badet i det skønne indiske ocean, gået ture på stranden, og Søn og Kæreste legede på lejede vandscootere. De blev hentet ved hotellets trappe og sejlet ud til hver deres maskine.

Da gemalen og jeg gik langs stranden, samlede jeg, som altid, sten og skaller. Jeg kan ikke lade være. Jeg fandt mange fine, men gemalen tager så afgjort prisen med den konkylie, som han fandt. Den var ikke helt intakt, men den var god nok til os, og han pønsede vist på at skabe plads i kufferten – lige indtil han kom til at lugte til den… Føj, den er fæl, så den bliver her!

Da vi drejede rundt om en pynt blev det meget tydeligt, at den lille landsby, vi bor i, er et fiskersamfund. Det var lavvande og mange, mange primært kvinder fik rundt og samlede gud-ved-hvad i spande, som de også fyldte med vand, og ellers bar rundt på hovedet. Jeg spurgte et par gange, hvad de samlede og syntes de sagde “rabbit”, men det kan jo ikke passe.?

Mens kvinderne samlede gud-ved-hvad, havde mændene travlt med at vedligeholde deres både og garn, og børnene samlede søstjerne som de meget gerne ville vise os og andre turister. Jeg ved ikke, om de havde forestillet sig, at vi skulle betale for at se dem eller vi skulle købe dem, men jeg gik langt udenom, ligesom jeg forsøger at undgå “turistattraktioner” der involverer brug af dyr.

I går tog vi en taxa til Stone Town, som ligger en times kørsel mod syd. Den står opført på UNESCO’s verdensarvsliste, så vi følte os nærmest forpligtet til at besøge byen, når vi nu var så tæt på. En time frem, to timer i byen og en time tilbage i taxa, og hvis vi skal være helt ærlige, havde vi alle fire levet fint uden … Stone Town har ellers en spændende historie bla som handelsplads for slaver, men der virker som om, at da handelen stoppede i 1909, forsvandt kapitalen også ud af byen, som i dag står temmelig slidt tilbage. Gaderne er fyldt af afrikanske souvenirbutikker, men vi kom også forbi fem – seks skoler, med et sandt virvar af børn, så der leves også et lokalt liv.

Da vi kom tilbage til vores aftalte mødested, gik det op for mig, at jeg ikke havde taget et eneste billede undervejs, så jeg skyndte mig at tage et af det gamle fort – om ikke andet så for at bevise det gode vejr. Heldigvis nåede vi tilbage til hotellet, så vi kunne suge de sidste skønne timer ud af dagen

Nu er vi vågnet til den allersidste dag her. Vi har kun nogle få timer tilbage inden vi bliver hentet og kørt til lufthavnen, og forude venter en lang rejse hjem til et Danmark, som vist er helt på den anden ende pgra Corona/Covid-19. Det er temmelig surrealistisk at følge udviklingen på så lang afstand, og vi er noget spændte på, hvad der venter os.

Zanzibar

Vi er nu nået til rejsens anden del: badeferie. Efter en kort indenrigsflyvning og et temperaturtjek i lufthavnen blev vi alle erklæret feberfri og tjekkede i går ind på et lille strandhotel på nordvest-kysten af Zanzibar.

Da vi bestilte rejsen, besluttede vi at forkæle Søn og Kæreste (og os selv) og opgraderede vores værelser til seaview – og det skal jeg love for, at vi har fået. Gemalen og jeg bor i “penthouse”, de unge på etagen nedenunder, og alle har vi balkon med udsigt til det klareste, dejlige vand, som oven i købet har en temperatur, så selv jeg ikke holder mig tilbage for at kaste mig i bølgen blå.

Hotellets restaurant og solterrasse er bygget på pæle ud over havet, og da vi kom i går eftermiddag, var der adgang til vandet fra en trappe på siden af restauranten. Vi boltrede os i nogle timer, og da vi spiste til aften, havde tidevandet flyttet så meget rundt på verden, at her pludselig åbenbaredes den fineste, hvide sandstrand. Den har vi også nydt godt af i formiddag, men nu (eftermiddag) har månen igen skubbet så meget på havet, så det står højt under os.

Natten/morgenen har igen været noget af en oplevelse/prøvelse. Omkring kl. 2 gik al strøm i bygningen. Det er en almindelig ting herude, og jeg ville nok ikke have bemærket det, hvis det ikke var fordi, der blev svedende varmt på værelset. Jeg stod op, satte min lid til de daglige malariapiller, og lagde mig ud på balkonen en halv times tid mens jeg dampede af og strømmen kom igen. På dette tidspunkt var der 24-26 grader og en blid vind.

Ved 6-tiden vågnede jeg igen, denne gang til et veritabelt uvejr. Regnen bankede ind på balkonen og det blæste så håndklæder og badetøj rodede rundt på gulvet og lampen i loftet svingede rundt ude af kontrol. Indimellem kom der kraftige vindstød, så regnen nærmest blev kastet ind imod os, og jeg glædede mig stort over, at vi havde fået badet så meget i går, for det virkede nærmest umuligt, at vejret igen skulle blive roligt og badeferieegnet.

Det hører med til historien, at vejrudsigten for vores dage her på øen, ikke ser alt for godt ud. I dag skulle blive den bedste dag med tørvejr (!?), og så kommer der ellers mere og mere regn og blæst de næste dage – så hvad skal det ikke ende med, hvis virkeligheden bliver værre end udsigterne…

Jeg luskede i seng igen, og det fortsatte ufortrødent med både kraftig blæst og regn. Ved 8.30 tiden blev vi enige om, at vi måtte forcere uvejret og finde frem til noget morgenmad. Og så skete miraklet. Mens vi spiste, stilnede regnen af, blæsten lagde sig, og vi syntes bestemt, det blev lysere. Det blev det (hurra) og lige nu sidder jeg i skyggen og skriver dette – i skyggen fordi jeg har fået rigeligt sol i dag.

Efter morgenmaden gik vi op i den lille landsby, som vi bor i. Her er mange “gallerier” og ting-butikker, så beboerne er helt bevidste om de købedygtige turister, men så snart man kigger væk fra hovedstrøget ser man, at det nøjsomme afrikanske liv leves på samme måde her, som på fastlandet, og særligt efter en nat med kaskader af vand, bliver det tydeligt hvor primitive forhold de lever under. Endnu engang må vi reflektere over, hvor ubeskriveligt priviligerede vi er.

Vi købte et sukkerrør, som jeg ikke har smagt friskt før, så det måtte prøves. Det var vel 1,5 meter langt, og vi kunne hun købe dem i hel længde, så jeg fik det skåret op i mindre stykker, som vi kunne dele med ungerne i byen.

Efter safarien har gemalen kun ét par shorts uden afrikanske mudderpletter tilbage, og de tabte knappen i går. Da vi fandt en lokal skrædder i byen, havde han dem heldigvis på, så hun kunne ordne den lille sag – og gemalen kunne låne et par (meget) farvestrålende shorts, mens operationen stod på. Knappen blev valgt med stor omhu. Hun havde to knapper, en hvid og en koboltblå, og de enedes om, at den hvide passede bedst til de grønne shorts. Vi kunne ikke få en bedre souvenir med hjem.

Overnatning på Serengeti-sletten

De seneste to dage har vi boet i telt på savannen, hvilket var en væsentlig del af gemalens drøm om denne rejse til Serengeti, så der var ikke rigtig nogen vej udenom. Det har været en helt speciel oplevelse, som jeg gik ind til med lige dele skepsis og spænding – og ud af med lettelse og glæde.

Selve teltene er ganske fine. 8×4 meter og med eget – interimistisk, men efter forholdene meget fint – campingbad og toilet. Der var rigtige senge, som godt nok stod en kende skråt, men vi lå fint. En ægte campist ville nok rynke lidt på næsen, men personligt satte jeg stor pris på den konformt.

Den første dag ankom vi om eftermiddagen efter vores Game Drive i Ngorongoro. Vi nåede lige at sidde foran teltet og nyde udsigten, som var ganske storslået, inden mørket faldt på.

Maden blev serveret i et separat spisetelt, og trods de primitive forhold, var vi enige om, at det er det bedste mad vi har fået på turen indtil nu – både morgenmad, frokostpakke og aftensmad.

Efter maden den første aften blev vi fulgt tilbage til vores telte, og så kan det nok være, at aftenens og nattens underholdning begyndte. Det var kulsort nat, så den eneste sans der rigtigt var i brug, var høresansen, som til gengæld blev stimuleret i rigt mål.

Da vi var i Sydafrika for knapt 10 år siden boede vi på en lodge, der var afskærmet fra dyrene med både hegn og dyreriste ved alle indgange. Her i Serengeti var teltene rejst direkte på sletten uden nogen form for afskærmning, og lad mig bare sige det, som det er: den første nat sov jeg meget, meget lidt…

Hele natten var vi indhyllet i et lydtæppe af cikader og frøer fra et nærtliggende vandhul. Koret, med de mange stemmer, havde også andre medlemmer, der blandede sig, uden jeg dog var i stand til at identificere dem enkeltvis.

Til gengæld var det tydeligt, når det var en hyæne der hylede en solo. Dem var der en del af gennem hele natten, og hver gang havde jeg en oplevelse af, at mine ører drejede rundt som en radar, for st lokalisere og afstandsbedømme lyden, men jeg havde ikke indtryk af, at de var tæt, tæt på.

Det havde jeg til gengæld, da jeg hørte løven. Selvom man ikke skulle have hørt en løve før, var man ikke det mindste i tvivl. Først to lange “brum” efterfulgt af en række korte – hentet helt nede fra maven. Grrrrrrrrrr, grrrrrrrrr, grrr, grrr, grr, grr. Det lød som om, den var meget tæt på, og lige der trak jeg nærmeste ikke vejret. Gemalen, der sådan set var ham, der havde trukket os alle med ud i denne vildskab, ja han sov!

Jeg vil tro, at jeg kunne høre løven en halv times tid, men heldigvis kunne jeg, efter en tid, også høre, at den bevægede sig væk fra os. Hvis den var kommet den anden vej hen imod os, og var blevet tydeligere og tydeligere, var jeg muligvis død af skræk, inden den nåede frem. Kæreste T i det andet telt hørte den også og sagde efterfølgende, at hun aldrig havde været så bange. Stakkels hende – men heldigvis sagde hun også, at hun ikke ville have undværet oplevelsen – nu, hvor vi alle var kommet igennem natten med livet i behold.

Lige inden morgengry hørte vi også et vortesvin komme løbende, og det lød som om, det snublede og tumlede rundt lige uden for vores telt, inden den gispede og gryntede begav sig videre ud på dagens færd.

Da vi kom op til morgenmaden spurgte tjeneren “Did you hear the lion?”. It was close, wasn’t it?” fortsatte han, og slog en stor latter op. Jo, den var sgu tæt på.

Da vi næste morgen stod udenfor spiseteltet kom en stor bøffel løbende forbi os på 40-50 meters afstand og lige dér gik det for alvor op for mig, hvor vildt det hele var. Ligesom kæreste T er jeg virkelig glad for, at vi gjorde det – og lettet over, at det kun var to nætter. Anden nat forløb i øvrigt uden dramatik udover en enkelt hyæne eller to …

Mere Serengeti

I dag er sidste dag af vores safari. Vi startede roligt ud efter morgenmaden, og fordelen ved at bo direkte på savannen er, at man er i gang med det samme.

Der var både gensyn med nogle af dyrene fra de tidligere dage og et par nye bekendtskaber. Vi så flere løver, bavianer – mange med unger, vi så de første krokodiller, vi kom forbi en meget stor flok bøfler og Søn fik endelig set en stor hyæne tæt på.

Den største bonus – for mig – var dog, da vi så hundredetusinde af gnuer, zebraer og gazeller, på vej mod nye græsgange. Der var dyr så langt vi overhovedet kunne se til både højre og venstre og det stod på over en ret stor distance. Migrationen er i gang. Det er helt umuligt at gengive på et lille foto, men her er mit bedste forsøg.

Vores safari var nu slut, men inden vi satte kursen mod den store vej (hovedvej lyder næsten for flot i denne sammenhæng), og vores gensyn med Hotel Highview, skulle vi spise vores medbragte madpakke. Bonnye kørte lidt væk fra vejen og fandt et smukt sted med udsigt til zebraer, hvor vi pakkede maden ud.

Der gik ikke længe, før Søn så et par masai-drenge komme luskende hen imod os. Egentlig var de sat til at vogte geder, men vores bil var alligevel for spændende. Vi samlede resten af vores frokost sammen (det meste) og gav det til drengene, som tog imod med store smil.

Søn og drengene indledte en samtale – søn på engelsk og drengene på swahili. Det gik fint, særligt når Bonnye oversatte lidt.

På et tidspunkt kom en lidt større masai-pige også løbende over imod os, og så kan det ellers nok være, at drengene tog benene på nakken. De skulle i hvert fald ikke dele – eller i værste fald blive tvunget til at aflevere hele skatten. Søn så dem sidde og trykke sig op af nogle buske lidt nede langs en flod, men han røbede naturligvis ingenting.

Bonnye fortalte, at masaiernes madkultur er meget spartansk, så det er sandsynligvis første gang i deres liv, at de smager kolde fritter, marineret oksekød (resterne fra vores aftensmad i går), appelsin, vandmelon og marmelademadder. Jeg er lidt bange for, om der er to drenge, der spiser sig en mavepine til i dag.

Ngorongoro

Teknikken og wifi driller mig, så nu er der også rod i rækkefølgen. Vi nåede Ngorongoro før vi kom til Serengeti …

I dag fortsatte safarien til et af højdepunkterne – Ngorongorokrateret. For 2,5 millioner år siden var Ngorongoro et vulkansk bjerg – det eksploderede og efterlod et kæmpe krater, som i dag er hjemsted for mange vilde dyr. Da vi startede turen, stod vi på kraterkanten og kunne se ud over hele området – helt fantastisk.

Derefter kørte vi til bunden af krateret, hvor dyrene går fredeligt rundt på er kæmpe område, der er fladt og, med spredte træer som undtagelse, har lav bevoksning i græshøjde, så det var muligt at se virkelig langt.

Igen blev vi begunstiget med masser af dyreliv. Zebraer, gnuer og antiloper græssede side om side med bøfler, strudse og et enkelt næsehorn.

Den største oplevelse i dag var dog løverne. Vi så en flok på fire, tre hanner og en hun, og de var HELT tæt på.

Dyrene på savannen er vokset op med safaribiler, og betragter dem som én af de naturlige, og fredelige arter, så det er muligt at komme helt tæt på de vilde dyr. Sammen med løverne følger også hyæner og sandfox, som begge lever af resterne fra de stærke dyrs bord, men de blev nu skuffede i dag, for det var ikke jagtdag. Heldigvis for det, for så var vi nok ikke kommet helt så tæt på.

Frokosten var medbragt fra hotellet, og gemalen insisterede på at indtage den i det grønne, hvilket en stork var meget interesseret i. Vi andre blev siddende i bilen …

Nu har vi forladt krateret og sat kursen mod Serengeti. Selv her, langs vejen, går zebraer, giraffer og gnuer og græsser og mazai’erne vogter deres flokke af kvæg og geder i et væld af perlekæder og farverige øreringe.
What a privilege.

Vores driver har fået besked om, at det skulle regne ret meget der, så vi har lidt travl med at komme frem, mens det stadig er lyst. Så nu går det over stok og sten og derfor et dette billede af en masailandsby taget i farten.

Frokosten var medbragt fra hotellet, og nogEN insisterede på at indtage den i det grønne, hvilket en stork var meget interesseret i. Vi andre blev siddende i bilen …

Nu har vi forladt krateret og sat kursen mod Serengeti. Selv her, langs vejen, går zebraer, giraffer og gnuer og græsser og mazai’erne vogter deres flokke af kvæg og geder i et væld af perlekæder og farverige øreringe.
What a privilege.

The Big Five – Serengeti

I dag er vi kommet til det, der har været gemalens drøm i mange år: Serengetisletten, og da vi startede turen sagde ham, at hvis kan kunne få ét ønske opfyldt, skulle det være at se en leopard i et træ. Vi så aldrig en leopard, da vi var i Sydafrika for snart ti år siden, for de er ret sjældne at se. Men håbet er jo lysegrønt.

Den varslede regn i går var heldigvis en misforståelse. Det har regnet meget i dagene inden vi kom, så derfor er vejene ret dårlige. Men det regner naturligvis ikke, når vi kommer 🙂 Vi er godt nok i begyndelsen af regntiden, men indtil videre har vi været umanerligt heldige med vejret.

Vi startede Game Drive i tørt og solrigt vejr lige efter morgenmaden, og havde fra starten en fornemmelse af, at Bonnye – vores chauffør – havde en plan. Vi kørte ret målrettet et stykke tid, indtil han drejede ind af en sidesti, der var i så elendig forfatning, at vi måtte bryde ud i jubel og klapsalver, da det imod alle odds lykkedes at forcere de dybe, lerede hjulspor. Bonnye er en meget erfaren chauffør, så da han selv klappede med, var vi klar over, at det var en særlig bedrift. Hurra for erfarne chauffører, for han kørte os direkte til et træ, hvor der lå en leopard og sov på en gren. Hvor heldig kan man være.

Jeg havde fået lavet en underlig indstilling på mit kamera i går, så farverne er lidt grålige – og når dyret så samtidig har vendt hovedet væk fra solen, ja så må man jo fotografere i modlys.

Og sammen med elefanter, bøfler, næsehorn og løver fra i går, havde vi nu en fuld Big Five. Dét var en god start på dagen.

Landskabet har forandret sig siden i går. Masaierne kalder Serengetisletten for Den store åbne plads, og det giver rigtig god mening, med de knapt 15.000 km2, den strækker sig over. Her er hovedsageligt fladt, så langt øjet rækker, og kun enkelte træer bryder horisonten.

Efter leoparden var humøret højt og mundvigene stærkt opadgående. Vi fortsatte mod flere giraffer, flere bavianer, flere elefanter, vortesvin og antiloper og masser af flodheste. Igen i dag så vi også masser af fugle, og særligt ørne, er her virkelig mange forskellige arter af. Klart nok.

Jeg tror godt, man kan blive mættet, men indtil videre er det lige betagende, hver gang vi ser dyrene.

Inden dagen var omme, fandt Bonnye også endnu en løve til os. Denne gang en hunløve, der sad på en gren i et træ, inden hun gik lidt rundt og fandt et godt sted til en middagslur. Også en meget særlig oplevelse.