Christie’s, Sdr. Hostrup kro

Bilen kunne heldigvis fixes i løbet af et par timer, så vi nåede frem til kroen til tiden, hvilket vil sige omkring 15.30, hvor der var kaffe og brødtorte – en sønderjysk rugbrødslagkage-specialitet. Til gengæld var gemalen blevet noget sløj, så han lagde sig i seng og sov et par timer, mens jeg kørte til Aabenraa. 

I dag har vi regnet efter, og i alle de år, vi har kendt hinanden, var det i går tredie gang, han har måttet kapitulere på grund af sygdom, så det et altså ikke noget,  i er vant til. Til gengæld skete det så to gange i går, for efter de første to retter af middagen måtte han forlade selskabet og krybe i seng igen. 

Jeg forevigede derfor alle retter, så han (og andre) i det mindste kunne få synet med. Se med, og bliv misundelig, nederst i dette indlæg. 

Stort set alt på kroen er hjemmelavet fra bunden. Det forventer man måske nok til middagen, men det blev særligt tydeligt under morgenmaden i dag. Her var hjemmerøget laks, hjemmebagte (og superlækre) rundstykker og kringle, hjemmekogte marmelader, hjemmelavet nutella, hjemmelavet ingefærshot og sikkert også en masse andet, som jeg ikke opdagede. 

De dyrker endda mange af deres urter og grøntsager selv, og der var fri adgang til den 1200 km2 store urtehave, som der var overraskende meget gang i. 


Seksretters middag med tilhørende vine:

Kammusling, inden jordskokkecremen blev hældt på tallerkenen

Confiteret kartoffel, rygeost, syltet forårsløg og fuglegræs

Hønseterrine, ramsløgsmayo og urtepanko

Okseculotte, aspargesvariation, ratatouillie-puré og olivenglace

Karamelliseret gorgonzola og stenalderbrød

Yoghurtsorbet, chokoknas og chokoladekage

Plans are nothing. Planning is everything. 

Overskriften er en projektlederklassiker. Planer er til for at blive lavet om. 

Vores oprindelige påskeplan var at tage til Berlin fra søndag til torsdag. Først ville omstændighederne, at vi allerede tog afsted lørdag, og fik en halv søndag ekstra med skønt solskin i Berlin. Efterfølgende ville betænkeligheder at vi ombookede hotellet, så vi rejste derfra en dag tidligere end planlagt.  Vi havde gennem nogle dage fulgt vejrudsigterne for Berlin, og onsdag så virkelig tung, grå og våd ud. Er der noget, jeg ikke gider, er det ferie i regnvejr, så da vi her til morgen stod op til lyden, lyset og følelsen af stille, silende regn, var vi meget tilfredse med, at vi havde ændret planer undervejs. 

I går ville mulighederne, at vi ændrede planen for tredie gang, da jeg fik en mail med tilbud om et ophold på Christie’s Sdr. Hostrup kro i dag, onsdag. Eftermiddagskaffe, Seks retters gourmetmenu med vinmenu, overnatning og morgenmad. Det skyndte vi os at booke. 

I dag ville tilfældighederne så, at vi muligvis må ændre planer igen – for første gang dog ufrivilligt. På vej ud af Berlin lyder det pludselig som om, at noget har revet sig løs fra bilens undervogn, og det på en måde, så man slet ikke var i tvivl om, at der var noget galt. Så nu sidder vi hos Volvo, et sted omkring Berlin, og venter på at høre, om det er noget de kan fixe, eller vi skal lave ny plan. Godt vi er i træning. 

Mens vi venter kan vi så mindes dagen i går, som heller ikke bød på det bedste vejr, men det var vi heldigvis også forberedt på, så vi havde planlagt alle de indendørs aktiviteter dér. Vi besøgte rigsdagsbygningen, et museum for jødeforfølgelsen, et SS-museum og vi genbesøgte det museum, som lå nabo til vores hotel, men nu også den indendørs udstilling. Der er ingen tvivl om, at vi i går var klogere, da vi gik i seng, end da vi stod op. Vi troede vist begge, at vi vidste en del om Tyskland under og efter 2. verdenskrig, men der er godt nok også meget, vi ikke vidste. 

Vores berlinerhotel skal også lige have et ord med på vejen. Første aften valgte vi at spise på hotellet, og jeg havde stort besvær med at forklare, at vi gerne ville have et glad hvidvin i haven, for så at gå indenfor og spise lidt senere. Det lykkedes heller ikke – maden blev gjort klar til haven med det samme. Jeg ved godt, at mit tyske ikke er perfekt, men jeg plejer nu nok at kunne forklare mig. Det viste sig, at 90% af alle medarbejderne på hotellet har en eller anden form for handikap, men sagtens kan bestride et job på hotellet – når bare gæsterne ikke kommer med alt for mange ønsker på én gang. 

Man bliver da glad over at vide, at den slags hotelkæder findes. 

Øst Vest

Vi landede på vores berlinerhotel kl. 10 søndag formiddag. Perfekt timing – ingen trafik ind igennem byen. Værelset var selvfølgelig ikke klar, så vi parkerede bare bilen, og fortsatte til fods. 

Gemalen er i Berlin for første gang. Jeg har været her en enkelt gang tidligere, omkring 1980, sammen med mit skolekor. Dengang var vi privat indkvarteret og jeg boede hos en familie i Vestberlin, hvis baghave stødte op til en stykke bart jord, der stødte op til Berlinmuren. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg dengang havde interesseret mig lidt mere for, hvilken enestående oplevelse det faktisk var. 

Denne gang bor jeg også ved mure. Vores hotel ligger nabo til ét af de stykker berlinmur, der er bevaret, og det er vanvittigt at tænke sig, hvordan liv og verdener blev splittet på et øjeblik. Hele området er udlagt til en slags levende museum med mange små “denkmals”, og vi har fået ret meget tid til at gå med blot at gå rundt i nabolaget. 



Det bedste ved at bo lige netop her er dog, at det også var et besøg værd for min nevø, der er i Berlin med sin efterskole. Så vi fik lige mulighed for at udveksle et knus her til morgen 😘


Ellers har dagene budt på mange, mange vandrede skridt. 21.000 skridt i går og 26.000 i dag. Vi har selvfølgelig været rundt til de steder, som man skal se i Berlin og særligt Check Point Charlie gjorde indtryk, måske fordi jeg svagt kunne begynde at huske brudstykker, fra jeg var her sidst. 

Vi besøgt et museum “The Wall” hvor en lokal kunstner har genskabt et gadebillede fra murens tid i et 180 graders buet lærred, så man fik en næsten surrealistisk oplevelse af at være det selv. Det var ikke specielt stort, men det var effektfuldt. 

Auf wienerschnitzel!

Jeg ved ikke hvorfor, men sådan har gemalen altid sagt, når vi forlader et sted i Tyskland. Auf wienerschnitzel. 

Vi er på vej til Berlin. Egentlig havde vi aftalt, at vi ville køre søndag morgen, så vi kunne nå færgen fra Gedser kl. 9.00. I takt med at vejrudsigterne blev opdaterede, kunne vi dog se, at søndag ville blive den varmeste og mest solrige dag på hele ugen, så vi begyndte at flirte med tanken om at stå rasende tidligt op og tage færgen kl. 7 i stedet, så vi ikke skulle tilbringe solskinstimerne i bilen. Og det blev så den nye plan. 

Imidlertid blev vores lørdagsaftale ændret i sidste øjeblik, så gemalen kunne pludselig se, at hvis vi skyndte os at pakke bilen, kunne vi i stedet nå en færge lørdag kl. 17. 

Så her er vi nu, i Malchow, cirka en time syd for Rostock. hvor vi har overnattet på et hyggeligt lille hotel, som vi fandt frem til på booking.com, mens vi ventede 10 minutter ved færgelejet. Hurra for de digitale services. 


Hotellet er indrette i en almindelig (stor) villa, midt i et villakvarter – og helt ned til Fleesensee, hvilket giver den skønneste udsigt fra restauranten. 
Traditionen tro valgte vi en wienerschnitzel (sådan er reglerne for en overnatning i Tyskland), hér var den bare lige lidt mere lækker end den sædvanlige; et virkelig godt og saftigt stykke kød, paneret ganske let og stegt i smør, hele, små kartofler vendt i en løgblanding med lidt bacon, og sprøde grøntsager. Det var næsten ikke nødvendigt med den blandede salat vi også købte til, men det var nu meget lækkert. 

Til dessert fik gemalen en hasselnøddekage med syltede rabarber, og jeg fik en kugle vanilleis overhældt med et espressoshot og kandiserede valnødder. I like. 

Her til morgen stod vi tidligt op og startede med at gå en tur langs søen. Solen kom højere og højere på himlen, flere forskellige slags fugle med flere forskellige slags næb plaskede rundt i vandet og sang lystigt dagen i gang. Ren idyl. Og så tilbage til hotellet til en meget delikat morgenmad. 




Hvis I skulle komme på disse kanter, kan jeg varmt anbefale Hotel am Fleesensee. 

Overnatning med lækket morgenmad, 2 x salat, hovedret og dessert. To store fadøl, en lille fadøl og et lille glas gewürztraminer til dresseret = lige knapt 1000 kr. 

(PS: skrevet i morges – udgivet her til aften, hvor jeg fik wifi). 

Hjemme igen

Da jeg tilmeldte mig Kropsinstituttets Power retreat på Sri Lanka, var det for at give min krop et boost oven på en vinter med et par småforkølelser og en lungebetændelse. Jeg følte mig ofte temmelig energiforladt og træt, og havde i særdeleshed svært ved at komme i gang om morgenen. Derudover har mange års forkert belastning af en generelt dum ryg og nakke sat sine spor, som ikke længere var til at overhøre. Og endelig har min kæbe fuldstændig glemt dens hvileposition, efter jeg brækkede den for 10 år siden, hvilket var det vægtigste fysiske argument.

Men frem for alt var denne rejse et svar på mine mest rosenrøde drømme, hvor man, hver eneste dag i en hel uge, bliver forkælet med alt muligt godt til både krop og sind, og alt sammen nøje afstemt lige præcis mine behov.

Og hvordan gik det så?

Inden jeg tog afsted, skulle jeg som tidligere beskrevet følge en bestemt diæt. Det betød, at jeg nåede at tabe to kilo, inden jeg overhovedet kom afsted. Det er på uforklarlig vis lykkedes mig at tage det halve på igen, så totalt set har jeg altså tabt mig halvandet kilo. Det er måske nok lidt i underkanten, for råd nr. 2, i den 16 punkter lange liste af gode råd, jeg fik i den Health Report, som jeg fik udleveret ved afrejse, lyder:
“Maintain your weight according to your hight”.

Det er da til at tage, og føle på …

Resten af de 16 punkter, i den rapport, som lægerne har udarbejdet til mig, er en blanding af gode og ærgerlige råd. Eksempelvis anbefaler de, at jeg fortsætter med at træne dagligt, at jeg skuer ned for forbruget af salt, stivelse og alkohol og undgår coffein :-\. Til gengæld skal jeg helt undgå at bade i koldt vandt, og dét er da et råd, man kan bruge til noget :-). Alt i alt er det alle fornuftige råd, som jeg jo egentlig godt kendte i forvejen, og som jeg nok havde brug for at blive mindet om.

Side to i rapporten er lang oplistning af fødevarer, som er henholdsvis gode og ikke gode for en Kapha/Pitta-type som mig.

Ellen, hvis du læser med: ved du, hvad “Astringent taste”betyder? Eller er der andre, der gør? Dét, sammen med bitter, er de smage, som jeg bliver anbefalet, mens jeg så vidt muligt skal undgå sødt, salt og syrligt (det kommer ikke til at ske).

Det er fint nok, at man få en så detaljeret liste med anbefalinger, men jeg har nu ikke ambitioner om at følge den slavisk. Slet ikke. Men derfor kan der jo godt være nogle fødevarer, som jeg vil forsøge at snige mere end i den daglige madlavning, og andre, som jeg vil  skrue lidt ned for.

Og under alle omstændigheder vil jeg prøve at genintroducere “de forbudte sager” i et tempo, så jeg kan holde øje med, hvad de betyder for mig, for der er ingen tvivl  om, at ugen har gjort noget godt. Jeg føler mig mere energifyldt, og jeg sover meget bedre – eller vågner i hvert fald meget lettere. Og som jeg tidligere har skrevet, har de daglige massager, og ikke mindst Martins to behandlinger, givet mine muskler fornyet tro på, at det kan blive godt igen. Især træner jeg min hjerne i at huske på, at min kæbe nu har fundet sin hvileposition igen, og faktisk godt kan slappe af.

Ville jeg gøre det igen?: JA!

Hvis jeg ikke havde været afsted, ville jeg helt sikkert gøre det. Men hvis jeg skal prøve noget lignende en anden gang, tror jeg lige præcis, at det skal være noget lignende og ikke det samme, for én af øvelserne var også at slippe kontrollen og ikke vide, hvad der skulle ske. Om aftenen fik vi besked på, hvornår vi hver især havde behandlinger næste dag og hvis der skulle ske noget særligt på dagen, og det var en fornøjelse, at jeg aldrig skulle forholde mig til andet end i dag – og bare følge med og gøre, som jeg blév bedt om. Den del ville jeg gå  glip af, ved at gentage programmet.

Vil jeg anbefale det til dig? JA!

Og se så lige, hvad der ventede fra gemalen, da jeg nåede hjem ❤️


PS: Billedet af vores guru, som jeg skrev om i går, kunne åbenbart ikke uploades rigtigt, og jeg kan heller ikke rette det i indlægget i dag, så nu sætter jeg en kopi ind her i stedet
Yoga

Og så lige et ekstra foto, taget af fotografen Thomas på stranden (lånt fra Kropsinstituttets FaceBook-side)Yoga 2.png

 

Dag 7, de siger jeg skal hjem nu

I dag var sidste dag. Vi skulle først fra hotellet kl 22, så hele dagen har lignet de andre med fuldt program. Dog har vores trænere – guruen og Martin – givet den fuld gas med øvelserne. 

Guruen (gid jeg havde hørt efter, da han fortalte sit navn) sluttede af med denne lille sag i morges:


Som man kan se, var der nogle, der gjorde forsøget. Andre tog bare billeder …

Martin havde også en særlig øvelse til sin finale i eftermiddag: et vildt stræk af lyske og inderlår. Det særlige var dog ikke selve øvelsen, men den reaktion, der kom bagefter. Når vi lagde os på ryggen med bøjede knæ, begyndte benene at ryste fuldstændig ukontrollabelt, og det fortsatte i meget lang tid, for mit vedkommende i 45 minutter. Det er i følge Martin den ultimative kontroltabsøvelse, og det må man nok give ham ret i. 

I dag var også dagen, hvor jeg fik lidt sol på næsen, men det skulle da også til at være. Jeg tvivler på, at nogen nogensinde er kommet så bleg hjem fra en uge på Sri Lanka, som jeg gør. 

Dagen sluttede med endnu en lysceremoni og efterfølgende afskedsmiddag. Hotellet forærede os hver en gave, som jeg er spændt på at pakke ud, når jeg kommer hjem, og en fin lotusblomst, som vi desværre ikke kunne få med hjem. 


“Vi” er i øvrigt en gruppe på 17, der alle rejser med Kropsinstituttet. 14 kvinder og tre mænd, hvilket er minimum 2 mænd mere, end jeg havde forventet. Der er dog lidt snyd med, for den ene Thomas er fotograf og er med for at tage billeder og film, men deltager i øvrigt i de fleste aktiviteter. Jørgen er taget med sin kone, fordi hun dyrker meget yoga derhjemme, og han gerne vil have et indblik i den del af sin kones verden. Tænk af de findes …. Og så er der den anden Thomas, som er her helt frivilligt og helt for egen vindings skyld for at se, om det han hjælpe ham til at blive på den rigtige side af en stresstilstand. Jeg håber det ….

Lige nu sidder vi i Colombo lufthavn og venter på afgang kl 2.50. Og internettet er laaaangsomt, så jeg uploader først, når jeg finder en ordentlig forbindelse. 

(Så nåede vi Dubai. Her er der fart over feltet). 

Dag 6, shopping og musikterapi

I dag skulle jeg først møde lægen kl. 11.45, så for en gangs skyld havde jeg nogle timer for mig selv. I stedet for at lægge mig i solen, valgte jeg at gå ud og se lidt på byen. Og det gik op for mig, at jeg endnu ikke havde brugt penge overhovedet – faktisk havde jeg ikke engang hævet gangbar mønt endnu. Men det fik jeg lavet om på, så nu er der et par bluser og en enkelt souvenirer med i kufferten hjem – og jeg har startet prutning om en taske, som jeg nok er nødt til at se nærmere på i morgen. Hvis jeg får tid. 

Stak også lige en tur forbi stranden. Vi befinder os i udkanten af et turistområde, men her er meget få turister. Stranden er nærmest øde, og de få, der er der, er lokale og fiskere. Der er selvfølgelig turister ved de hoteller, der ligger lidt tilbagetrukket på stranden, men det er heller ikke mange. Og vi er midt i højsæsonen? De lokale mener at det er fordi lufthavnen er under ombygning, og de er virkelig ramt af det. Om en måneds tid starter den våde tid, og så kommer endnu færre turister, så mange har skullet bruge de seneste måneder til at spare op. Kom dog! Her er skønt. 

Pænt, ikke?

Efter aftentræningen blev vi inviteret til musikterapi. 

Citar-spil er en integreret del af de ayurvediske behandlingsprincipper. Vores musiker spiller både på hospitaler for kræftpatienter, i fængsler, på misbrugscenter, og så spiller han for gravide kvinder – også i hospitalsregi. I aften havde han sat en time af til at spille for os. 

Beklager lysforholdene – telefonen kunne ikke gøre det bedre


Undervejs i sessionen brød et veritabelt uvejr løs, og han måtte virkelig give den gas for at overdøve regnens trommen på taget og tordenbragene. Lidt synd, for det var en rigtig fin oplevelse, og jeg kan sagtens forestille mig, at det kan give ro i sjælen, når man virkelig forstår at lytte til hans spil, som er oldgamle melodier. 

Citarens klangrum var i øvrigt lavet af græskar. Så har man da hørt det med. 

Ellers ikke så meget at berette, udover at den daglige buket fra Ms. Anju er plukket fra hendes egen have. Nu er jeg endnu mere glad for den.