Det lakker mod enden

De sidste dage af ferien har vi valgt at bo tæt på Lissabon, så det er nemt at komme til lufthavnen, når den tid er.

Vi bor lige på den anden side af floden Tejo, med direkte udsigt hen over floden til Lissabon by.

Lige over for vores hotel står Belém tårnet, som angiveligt er det sted Vasco da Gama sejlede ud fra, da han skulle ud og opdage Indien.

Vi har med vilje bosat os i et hjørne af Portugal, hvor der ikke er meget at se (vi var tidligere været i Lissabon), for det er meningen at bilen skal holde stille de sidste tre dage af vores ferie.

Men helt stille kan kan vi nu ikke selv finde ud af at holde os, så vi har i stedet spændt klipklappere på fødderne, og har gået ind til de nærtliggende landsbyer.

I går fik vi ned til vejen og til højre, og fulgte vejen til Trafaria. Et enkelt sted kom vi i tvivl, og spurgte om vej hos et par, der sad og ventede ved et busstoppested.

Da vi nåede byen, var nærmest hele byen samlet på torvet. Foran biblioteket spillede et lokalt orkester populærmusik, men desværre i så langsomt et tempo, så det 1) var svært at genkende melodierne og 2) blev temmelig kedeligt. Det var resten af torvet til gengæld ikke – hverken langsomt eller kedeligt.

Damen herunder blev på det nærmeste bugseret hen til bordet ved siden af os. Det er vist længe siden, hun har haft gode ben. På billedet ser hun lidt stram ud, men hun er i virkeligheden ret hyggelig. Det ved jeg, for vi faldt i snak med hende og hendes veninde, der stødte til lidt efter. De på portugisisk og vi på engelsk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare talte dansk, for ingen af os forstod er ord af det, de andre sagde.

Der var også gang i den foran kirken. Folk, i det stiveste puds, stimlede sammen på trappen, klokkerne bimlede forskellige melodier og præsten var på et tidspunkt ud og se, at alt fik rigtigt for sig. Jeg var overbevist om, at vi skulle overvære et bryllup, men vi så aldrig et brudepar, og pludselig gik de alle hver til sit, på deres høje hæle. Jeg gad virkelig godt vide, hvad det alt sammen skulle til for.

Der var virkelig mange spisesteder til sådan en lille by, og alle steder forsøgte de at lokke med grillede sardiner. Der skal nu mere til at lokke mig, men mange af de lokale hoppede på.

Vi nåede også en tur ned omkring havnen, hvor bådene ligger klar til at hente flere sardiner.

På turen hjem igen havde vi fint udsigt til vores hotel (i den røde cirkel) og Lissabon på den anden side af floden. Og ja, det er et æsel, der prøver at mænge sig med hestene.

I dag fik vi ned til vejen og til venstre i stedet for højre.

Der dukkede også en fin lille landsby op, på det nærmeste ud af ingenting.

Igen virkede det som om, at hele byen var på gaden og igen var knudepunktet foran kirken. Her var ikke blevet plads til et torv, men portugisiske mænd lader sig ikke slå ud. De finder altid er sted, hvor de kan stimle sammen, når de skal hjemmefra. Og det skal de åbenbart.

Selvom det et søndag, var alle forretninger åbne, og igen må man undre sig over, at der kan være kunder til så mange butikker i så lille en by.

Lidt nede ad den ene gade duftede der himmelsk af nystegte kyllinger, som snurrede over grillen og blev hentet med hjem til søndagsfrokosten.

Her var også et indendørs marked, som vi er stødt på i flere landsbyer. Mange steder, hvor vi er kommet rundt, har de stolt skiltet med, at de har snegle i alle mulige størrelser og faconer. Det er åbenbart en delikatesse på disse kanter. Jeg spiser gerne muslinger, men snegle har jeg det svært med – og de største af dem her, gjorde da også hvad de kunne, for at undslippe.

Tilbage på hotellet må vi snart forholde os til den e-mail, der beder os om at tjekke ind online, så vi kan komme hjem i morgen …

Reklamer

Hos Fatima, Montemor-o-Novo

Vi er flyttet på landet. Virkelig langt ude på landet. Når man har kørt en langt stykke ud af en vej, som vores gps kun lige anerkender som “vej”, mangler der stadig en halvanden kilometers penge på en meget sølle grusvej.

Vores overnatning i Évora og disse to hos Fatima, er de eneste, som vi ikke har booket hjemmefra, men har haft efterladt som hul i planlægningen, så vi kunne beslutte, hvad vi havde lyst til ud fra dagsformen. Altså er vi endt på landet.

Herude huserer Fatima sammen med hendes søn. Der er vist også en mand, men han er klog nok til at holde sig på afstand.

Vi kan ikke helt greje hvad ejendommen har været brugt til tidligere, men ud fra navnet Moinho do Alamo, kan vi gætte, at der har været en mølle involveret. Bygningerne er gamle – jeg kan ikke finde ud af, hvor gamle – bygget i sten, og der er altid mørkt og svalt indenfor.

Vi kan heller ikke helt greje, hvad ejendommen bliver brugt til i dag. Vi er ret sikre på, at der er noget landbrug involveret, men vi har endnu ikke fundet de fældende beviser.

Ejendommen er virkelig stor, med mange og snørklede gange op og ned og mange overmøblerede stuer, men det ser ud til, at der kun er gæsteværelser i den ene fløj – i den ene bygning.

Jeg har ingen anelse om, hvor mange værelser her er, men i spisestuen er der plads til, at der kan sidde 14 mand omkring langbordet.

Vi kan ikke spørge Fatima. Hun taler ikke et ord andet end portugisisk (dem kan hun til gengæld mange af), så vi bruger kræfterne på at forstå så meget som muligt af praktikken omkring måltiderne.

Da vi kom i går, var vi de eneste logerende og hun havde ikke planlagt spisende gæster, så vi måtte nøjes med et meget enkelt måltid, som vi forstod det. Alligevel lykkedes det hende at trylle lidt ost, pølse og oliven frem til forret, salat og grillet kylling til hovedret og frisk ananas til dessert. Så behøver vi sådan set ikke mere.

Vi bor direkte ned til en lille flod, hvor frøerne kvækker lystigt dagen (og natten 😫) lang, fuglene kvidrer og på den anden bred går får og græsser. Og bræger.

Det er den rene idyl, og vi stornyder det.

Man kan godt blive lidt lækkersøvning efter en frokost på terrassen

En enkelt tur til byens Castello er det blevet til, mens formiddagens skyer trak forbi, men ellers har vi ikke lavet noget som helst her hos Fatima.

Covilhã og Évora

De sidste tre overnatninger har vi igen bevæget ind i bymæssig bebyggelse. Når vi planlægger vores ferier, forsøger vi så vidt muligt at veksle mellem land og by, natur og kultur, ro og liv.

Opholdet i Colvilhã var planlagt hjemmefra, da byen er “porten” til Serra da Estrela, der er Portugals højeste bjergområde og angiveligt skulle være meget anderledes end bjergene nordpå. Men jeg ved det ikke, for vi kom aldrig dertil.

Hotellet #CasaDasMurales viste sig at være den skønneste lille plet i byen, og vi kunne sagtens argumentere for, at vi havde set bjerge nok, så vi valgte at blive hjemme og slappe af det meste af de to dage, vi havde der.

Ejerne købte stedet som en ruin, renoverede igennem to år alt, med meget stor respekt for stedets historie, og åbnede deres lille perle i september 2018. Der er i alt 9 smukke værelser, en dejlig lille bistro/restaurant og en roof top bar/snackbar med adgang til en lille pool – både for hotellets gæster og udefra kommende. Vi har indtryk af, at vi var de eneste overnattende gæster, men barområdet var ret godt besøgt, både i løbet af dagen og om aftenen. Her var den skønneste, afslappede stemning med stille jazzy musik, folk der arbejdede mens de fik sig en kop kaffe, folk der købte sig til et svalende besøg i den lille pool, små grupper der mødtes til fælles frokost, middag eller bare et par drinks.

Fra det øjeblik vi trådte ind på hotellet første gang, vendte vores mundvige opad.

Højt til loftet

Selve byen var heller ikke noget specielt, men det var til gengæld Évora, som vi kørte videre til.

Hvor Covilhã var bygget i gråbrune sten var Évora en lys og åben kontrast – stort set alle huse var hvidkalkede med gule detaljer, og byen bød på flere åbne torve.

Vi talte om, at det faktisk er første gang på denne tur, at vi havde bemærket andre turister, men heldigvis var det stadig i et antal, der var til at overskue.

Landskaber fra Minho

“Det er første gang, jeg ser billeder fra Portugal, med nogle flotte landskaber. Jeg troede, at Portugal var ret kedeligt og tamt”. Sådan cirka kommenterede Mommer på det seneste indlæg om Douro.

Det satte gang i dette indlæg, for hvis det er den gængse opfattelse, vil jeg gerne gøre mit til at rydde et par misforståelser af vejen.

Vi er rykket tilbage til Minho regionen, der mest er kendt for deres Vinho Verde – grøn vin, som er en meget ung, let perlende vin med lav alkoholprocent, som udelukkende produceres her i området. Jeg har først for ganske nylig stiftet bekendtskab med vinho verde, og jeg må sige, at jeg er fan. Jeg har kun prøvet den hvide variant, og der er en dejlig sommervin.

Hotellet ligger et par store trin ned ad rangstigen i forhold til det forrige, men udsigten fejler stadig ikke noget.

Hotellet ligger i nationalpark Gerés – en nationalpark på størrelse med Fyn, hvor naturen lever på naturens præmisser, og befolkningen lever efter gamle principper. Vejene gennem bjergene er stejle og smalle – indimellem meget stejle og smalle – og frem for alt er det nærmest umuligt at finde rundt. Vi har boet på hotellet i tre dage, og har dermed kørt turen dertil og fra i alt seks gange. Og jeg tror ikke, vi er kommet den samme vej to gange.

Overalt støder vi på bitte små bjerglandsbyer, hvor husene er bygget af sten, de gamle krumbøjede koner og mænd går i sort og det naturlige samlingspunkt i byen er kirken.

Her står tiden stille, og det er vist ikke hver dag, der kommer nye forsyninger til købmanden – men hun havde, hvad vi skulle bruge.

Overalt samler vandet fra bjergene og kilderne sig til små rislende bække, og mange steder er der vand nok til smukke vandfald.

Kilden, der løber igennem Gerés by, indeholder mineraler, der efter sigende er specielt gode mod gigt, lever- og galdeblæreproblemer. Så her kan man møde op med sit glas, få den daglige dosis fra kilden og en lille snak om den ømme skulder med damen i hvid kittel, inden man stille og roligt trisser hjem igen.

Dyrelivet i bjergene er også rigt. På stier og veje ses beviser på, at alle typer af dyr går frit omkring, også når de “skal”. Vi har set et væld af forskellige rovfugle, vi har set gekkoer – meget større og meget grønnere end firben – og vi har set slanger. Okay – slange.

Vi har bevidst valgt den turistede Algarvekyst fra, så den del udtaler jeg mig ikke om. Men fra den nordlige trediedel vil jeg gerne sige: her er hverken kedeligt eller fladt.

Douro

Vi har bevæget os væk fra byen og ud på landet. Vinlandet. Og her er eventyrligt smukt.

Udsigten fra vores terrasse – og fra sengen

Vi bor på Quinta do Pego, som er turens forkælelsesophold. Faktisk ligger opholdet helt forkert på ruten, så vi kommer til at køre lidt frem og tilbage, men vi ville bo her, og de her tre dage, var de eneste ledige. Heldigvis er afstandene ikke så store, så det betyder ikke så meget, at vi måtte køre 150 km sydpå, for at vende tilbage nordpå i morgen igen.

Og det var i hvert fald turen værd.

Vi bor på en vingård, midt på markerne og lige ned til Dourofloden, som er hjertet for portvinen.

Stedet er danskejet, hvilket vi dog ikke var klar over, før vi kom. Æstetikken er i højsædet både når det gælder interiør, eksteriør og gastronomi.

Her lige et par billeder fra vores middag i aftes

Som modstykke spiste vi frokost i byen i går. Vi bestilte dagens menu, som – udover en suppe, som vi sprang over – var en rigtigt stegt kylling med pommes og salat til. Deres friture har lagt navn til mange andre ting gennem (alt for) lang tid, så fritterne var ikke specielt lækre. Men kyllingen og salaten var præcis, som det skulle være. Derudover fik vi dessert (masser af friske kirsebær), to øl og to espresso. For hele denne herlighed betalte vi 13 € – for os begge.

Så det er muligt at spise virkelig billigt, når man spiser lokalt.

Braga, det nordlige Portugal

Lørdag sidst på eftermiddagen landede vi i Porto, og vendte straks den lejede bil i retning mod Braga, der ligger i det nordligste Portugal, tæt på grænsen til Spanien. Her starter vores godt to ugers sommerferie i år.

Vi kørte direkte mod hotellet, fandt en P på en sidevej meget tæt ved og tjekkede ind. Det viste sig, at vi havde været umanerligt heldige, for ikke nok med, at vi var landet i Braga i en særlig helligdagsweekend, hvor alle omkringboende søger til byen – der var også et marathon, der skulle løbes igennem byen, og da vi kort tid efter gik ned i byen for at spise, var stort set alle veje spærret af politiet. Hvor heldig kan man være 🙂

Gaderne var vældig pyntet op, og der var et leben af den anden verden.

Vi var ret sultne, så vi fandt hurtigt et sted, som serverede en særlig egnsret – Arroz de Braga, der er ris i en sauce af bl.a. tomat og kål med kylling. Det smagte virkelig, virkelig godt. Og så var det brandvarmt, hvilket også var godt, for vejret var ikke det aller luneste.

Faktisk har vi lige læst, at Braga ligger i den mest regnfulde del af Portugal, og der gik da heller ikke længe, før det regnede rigtig meget, men da var vi heldigvis nået i sikkerhed på hotellet.

Braga ligger også meget tæt på Nationalpark Geres, så der kørte vi en tur til søndag morgen.

Undervejs kom vi igennem mange små bjerglandsbyer, bla. Soajo, som er kendt for disse gamle kornmagasiner, bygget i granit i 1700-tallet.

Jeg vil gætte på, at der har været omkring 25 af disse kornmagasiner, som på mange måde mindede os om vindhusene på Færøerne. Der er det bare fisk, der skal holdes tørt og luftigt.

Vejret var stadig temmelig ustabilt og gav ingen støtte til fotograferingen, som jo bare bliver bedre på baggrund af en blå himmel.

Til gengæld holder regnen hele egnen frodig og grøn, hvilket så absolut er en del af charmen her.

Her er bestemt ikke hedebølge, men vi tør godt satse på, at det bliver bedre, for overalt vokser citrustræer der bugner af frugter, og det må da være tegn på, at her indimellem er rimelige temperaturer. Flere steder på ruten voksede også vild eucalyptus. Det kan jeg ikke huske, at jeg før har set i fri natur.

Hjemme i Braga igen snørede vi skoene og drog på pilgrimsfærd til Bom Jesus do Monte, der er placeret på en bakketop cirka 5 km uden for byen. Der er over 600 trin op af trappen, der zigzagger sig op til kirken.

Her er vi cirka halvvejs

Flere pilgrimme

Vue fra bagsiden af kirken

Om aftenen var der igen gang i Braga, som ikke var blevet færdig med at fejre deres helgen. Byens borgere gik optog igennem byen, der blev slået på tromme – STORE trommer, alle vegne grillede man sardiner, som må spille en vigtig rolle i traditionen.

Og ikke mindst gik stort set alle – børn og unge, voksne og gamle – rundt med en slags plastikhammer, hvor hammerhovedet var foldet som en harmonika, så det foldede sig sammen og afgav en (irriterende høj) pivlyd, når man slog hinanden i hovedet med den. Og det var det, man gjorde. Jeg har ingen anelse om, hvorfor …

Sevilla i påsken

Fra det øjeblik vi kørte ind i byen, for at aflevere lejebilen sagde jeg til gemalen: her kan jeg lide at være. Det er svært at beskrive, hvad der giver sådan en følelse, men jeg var ikke i tvivl – og jeg fik ret. Sevilla er en dejlig by, fyldt med smukke bygninger, masser af hyggelige side- og bagveje og indkig til de mest fantastiske patioer, hvor den arabiske fortid ikke fornægter sig.

Igen – jeg kan ikke forklare hvad der gør det, men jeg følte mig meget mere hjemme og langt mere beriget i Sevilla end i Valencia.

Byen emmer af kultur og særligt i påskedagene, hvor ældgamle traditioner vækkes til live. Man føler sig som statist i en Dan Brown-roman, når byens broderskaber (som, så vidt vi kunne gennemskue, også består af lige dele søstre) samles og går i processioner gennem byen.

Vi havde ikke været længe i byen, før vi så den første “Spidshat” komme ilende igennem gaden og jeg måtte straks have kameraet frem og snige mig til et billede, mens jeg trak lidt på smilebåndet. Det er jo voksne mænd … 😉

I takt med at Spidshattene dukkede op fra alle hjørner, blev flere og flere, bevægede sig målrettet i samme retning og forsvandt ind igennem en port ved kirken sammen med børn og gejstlige, gik det op for mig, at det var os, der var anderledes og at vi var i gang med en levende historie- og religionstime.

Resten af byen klæder sig i deres stiveste puds og stiller op langs gader og stræder for at følge optogene. Kvinderne i smukke kjoler, fint opsat hår og høje hæle (på brostenene). Herrerne i jakkesæt, oftest mørke, og gerne med en form for nål i reverset. Pigerne er i fine små kjoler og drengene i blaser, noble shorts og lange strømper i de pæne sko. Hvis man ser et menneske i mere tilfældig påklædning, er det en turist.

Byens kvindelige spidser topper med et besøg hos frisøren, og endnu højere opsat hår. Og de stiller gerne op til fotografering.

Samme aften så vi hvordan processionen forlod kirken og gik på deres vanding igennem byen. Selvom det var lidt langtrukkent, blev vi alligevel fangede af situationen og stemningen, og brugte lang tid på at betragte dette vingesus.

Man fornemmer Spidshattene på række igennem byen

Det er mit bud, at der har været 8-10 af den slags processioner hver dag i en hel uge, og flere af dem strækker sig over 5-6 timer og tæller flere hundrede mand, så her er påsken altså langt mere end nogle ekstra fridage.

I løbet af vores tre dage i byen måtte vi dog også konstatere, at det er med processioner som det er med giraffer. De første man ser er betagende, man bliver næsten åndeløs, stopper op og må bare havde det hele med. Men i takt med, at de dukker op alle vegne forsvinder noget af mystikken, og man betragter dem bare som en del af billedet.

Vejret i Sevilla har været noget omskifteligt. Nogle tidspunkter – og heldigvis de fleste – skillede solen lystigt, men den første dag blev vi fanget af et uvejr, som både bragte hagl og mængder af regn med sig.

Her er samme motiv fotograferet fra vores hotelværelse. Første foto er fra da vi lige var løbet tilbage til hotellet, og selvfølgelig var gennemblødte, og andet foto er taget en time senere, da vi igen begav os ud i byen

Når gamle mænd er for små til selv at nå de grene, som de gerne ville klippe af