De Udendørs Lundeborgmesterskaber

Som tidligere nævnt, gør vi alt for at udnytte, at omstændighederne i år har tvunget os til at være i Danmark det meste af sommeren. Og hvilken sommer har det ikke været …. vi har nydt – og nyder – hvert sekund.

I weekenden havde vi booket en overnatning på Langeland og for at få det maksimale ud af turen, stod vi op lørdag morgen, og drog afsted udelukkende på en kop kaffe – vi havde nemlig booket bord til jazz brunch i Lundeborg på Fyn. Lundeborg, tænkte vi godt nok, der sker nok ikke en s…nus. Men det gør der. Der sker alting i Lundeborg – i hvert fald lige i denne weekend.

Fredag aften havde der været levende musik i ”smøgen”, som der er hver fredag i sommersæsonen. Smøgen er, som navnet indikere, en ret smal sti mellem rækker af gamle, gamle fiskerhuse – eller måske nærmere fiskerskure. Det er tydeligt, at dette er et miljø, der er opbygget gennem gange år, og at det benyttes af mennesker, der nyder livet på den helt enkle facon, Åh, hvor ville jeg gerne have været med fredag aften også.

Orange

Pakhusgårdens café afholder hvert år ét jazz brunch-arrangement, og i år faldt det sammen med de årlige Lindeborgmesterskaber i skak, som blev afholdt udendørs på havnen. Det talte “vi” meget om, os der sad i jazz-enden af havnen. Hvis man ser bort fra gemalen og mig, er jeg ret sikker på, at alle ved brunchen kendte hinanden fra byen, og snakken gik livligt på tværs af bordene. Så nu er vi alle helt opdaterede på, hvordan det går med Annette, hvordan de lokale håndværkere arbejder, og hvor svært det er, at få fat på dem, og vi ved, at Hugo – ham, der fik demens – stadig låner sin pavillon ud, når der er jazz og brunch på havnen. Alt sammen nyttig viden. Og så var der som sagt det store, fælles samtaleemne – nemlig om det var jazzen eller skakmesterskaberne, der havde rykkes sig, så de nu faldt sammen. Det er nemlig ikke ret smart når et (lidt skingert) jazzband spiller lige ved siden af en skakturnering, som kræver koncentration og ro. Og de gik op i det …

Skak

72 deltagenede skakspiller i alle aldre. Ret imponerende at man overhovedet kan samle så mange, der KAN spille skak

Efter en shoppe- og ølpause i Svendborg fortsatte vi mod Bagenkop kro. Vores værelse lå separat fra kroen, i nogle lokaler, der tidligere havde huset Langelands Maritime Efterskole. Værelset var fint, men det gode var udsigten, lige ned til lystbådehavnen.

Værelse

Bagenkop by koncentrerer sig omkring havnemiljøet, og det er ikke svært at forstå. Her er både idyllisk og smukt. Her er et billede fra ferieområdet ved lystbådehavnen. Det er taget som panoramafoto, hvilket ikke giver det bedste resultat, men man kan måske godt fornemme, at jeg står på vejen, og kigge jeg til venstre, kan jeg se badestraden mellem de røde skure, og kigger jeg til højre, ser jeg lystbådene igennem porten. Nej, det kan man nok i virkeligheden ikke se – men sådan var det 🙂

panorama

Her er et billede fra den anden del af havnen, hvor fiskerne stadig huserer, og bla bruger lørdag eftermiddag på at reparere garnene.

Fisk 1

Både på Langeland og på Fyn er der mulighed for at købe – eller plukke – alskens lækkerier langs vejene. Jeg brgrænsede mig denne gang, så vi kom kun hjem med 1 kg brombær, plukket langs vejen, en bakke æg, adskillige øl fra to forskellige mikrobryggerier og 9 kilo solbær (ja, 9 kilo!) købt for en halvtredser – inklusiv den spand, som de stod i. Så nu er der solbær i fryseren, og solbærrom under udviklingSolbærrom

Nogle gange kan “udstillingsvindet” mod vejen også bruges til andet end at sælge ….Kone søges

Reklamer

Dyvig Badehotel

Hotellet er bygget og ejet af skibsreder Hans Michael Jebsen, som har en stor kærlighed for den danske kulturarv og ønsker at bevare steder som Dyvig. Og han fortrækker at tingene er som “i de gode gamle dage”, så selvom hotellet kun er 8 år gammelt, har man gjort alt for at give indtryk af et gammeldags badehotel – men med alle nutidens fornøden- og bekvemmeligheder.

Hotellet ligger for enden af en vej, ned til en lystbådehavn, og selvom her ikke er strand, er her badebro, så navnet holder.

Her er virkelig smukt. Æstetikken er i højsædet, men på den der hyggelige måde, hvor tingene ikke bliver fine men rare. Eksempelvis bruger man en del Flora Danica porcelæn til pynt, blandt andet som urtepotteskjulere.

Jeg har googlet den her skål – eller vinkøler. Den er vurderet til 80.000 kr.

Det musselmalede står også fint i skabene rundt omkring i huset – og bliver brugt, for den flødekande, som jeg virkelig ville ønske mig hjemme i mit skab, har skiftet plads, mens vi har været her.

Eftermiddagskaffe

Maden her er også virkelig skøn. Første aften valgte vi to retter, hhv lynstegt tun og kammuslinger til forret og til hovedret fik vi hver en ribeye af det møreste og lækreste oksekød.

Anden aften fik vi en fire retters menu efter kokkens valg.

Fra venstre mod højre: tre små snacks, syltede hvide asparges, pighvar og kalvefilet. Jordbærdesserten får sin helt egen plads i rampelyset

Morgenmaden er bestemt også værd at skrive hjem om. Virkelig smukt anrettet, hjemmelavede specialiteter, friskpresset juice, og champagne på køl. Her trækkes vejret langsomt.

Værelset giver også den helt rigtige badehotelstemning, men med eget toilet og bad, hvilket ikke er nogen selvfølge på de ældre modeller af badehoteller.

Tak for turen til min far og mor.

Ringridning i Sønderborg

I dag tjekkede vi ud fra Dyvig, og jeg havde egentlig forestillet mig at dagens indlæg skulle handle om hotellet og (ikke mindst) maden på hotellet. Men så havnede vi til ringridning i Sønderborg, og derfor må hotellet vente til en ekstraudgivelse i morgen.

I det sønderste Sønderjylland er ringridning en gammel og værdsat tradition. Der er arrangementet hver eneste weekend hele sommeren og i dag var det så i Sønderborg, som vi kom forbi på vej hjem. Vi kørte ind i byen med en aftale om, at “nu sætter vi bilen og ser, om det er noget vi gider, og ellers kører vi bare videre”. Vi kørte da også videre, men først 3 1/2 time senere og det var kun fordi parkeringstiden løb ud.

Vi startede på slotspladsen, hvor alle deltagende ryttere og orkestre mødtes, inden de i en lang procession red igennem byen. De officielle tal sagde, at der var 436 deltagende ryttere på lige så mange heste, så det var godt, at vi havde dopet gemalen med antihistaminer.

Præcis kl 11.30 startede optoget. Først red et par officials mens de truttede i trompeter, og derefter fulgte alle ringriderne i mindre grupper – opdelt af forskellige orkestre i march lige fra Gardehusarregimentet til Aarhus Brass Band og Sønderborg Pipes and Drums.

I alt seks orkestre der marcherede og dertil kom tre hestevogne med musikere og andre smågrupper af ryttere med diverse blæseinstrumenter. Hele optoget gik igennem byen op til ringriderpladsen, hvor konkurrencerne skulle foregå.

Vi gik med og befandt os pludselig midt i et stykke kulturhistorie og en stærk tradition for en særlig landsdel.

Frokosten kunne ikke være andet end en grillstegt ringriderpølse. På ingen måde min favoritret, but when in Rome…

Sidste vogn i optoget blev ført af en kommunalansat fra Vej og park. Nok så praktisk, men knapt så charmerende

Lang historie kort …

… vi holder sommerferie på Als.

Den lange historie: Egentlig skulle vi være startet på vores længe planlagte Balkantur torsdag for to uger siden – den 21. juni, på gemalens fødselsdag.

Ruten hed biltog til Wien, derfra Serbien, Makedonien, Montenegro, Bosnien-Herzegovina og Kroatien inden vi skulle slutte af med et par dage i Wien.

Egentlig skulle vi også have været i Kosovo, men et par uger inden afgang fandt vi ud af, at vi hverken kunne forsikre os selv eller vores bil hjemmefra, og da vi ikke havde lyst til at stå ved grænsen og forhandle pris og vilkår for en midlertidig forsikring med en Kosovo-albaner i embedsuniform, lagde vi ruten om i sidste øjeblik, og forlængede opholdet i Serbien.

Men det viste sig af være skønne spildte kræfter, for weekenden inden afgang fik jeg problemer med det ene øje, og da jeg opsøgte øjenlægen mandag morgen, sendte han mig direkte til operation på sygehuset. Alt gik fint, men jeg kom hjem med besked om, at jeg ikke skulle forlade landet de næste 8 uger “for hvis der opstår komplikationer, vil du meget hellere være i Danmark end i Serbien” betroede øjenlægen mig.

Så vi gik i gang med at aflyse godt tre ugers ferie, hotel for hotel. I øvrigt stort set samme ferie, som vi måtte aflyse for to år siden, da svigermor døde et par dage inden afgang….

Vi kunne heldigvis begge flytte vores ferie, så nu er vi gået i tænkeboksen, og overvejer at erstatte de tre ugers sommerferie med to ugers sensommerferie og to ugers efterårsferie. Både mulighederne og ønskerne er mange og lige nu kigger vi på Sydengland og Tanzania, men det kan sagtens ende med noget helt andet, for vi har også talt om Normandiet, og om Grønland, Vietnam og Grækenland – for bare at nævne nogle af drømmene. Og måske ender det i det bare ingenting – det kan kun tiden vise.

For førte gang nogen sinde skal vi derfor tilbringe hele sommeren i Danmark, og det har vi besluttet, at vi vil udnytte. Jeg har længe gerne villet til Dyvig badehotel på Als, og da vi har et “nytårsgratiale” fra mine forældre liggende i skuffen, har vi revet tre dage ud af kalenderne, og er draget sydpå.

Vi tog afsted onsdag morgen og gjorde første stop i Nyborg, hvor gemalen boede indtil han var 6 år gammel. Vi parkerede bilen, og gik nogle af de meget lange strækninger, som han selv fik lov at gå som barn. Den længste tur var vel omkring 500 meter, men det husker et par dengang-seksårige-ben nærmest som en dagsvandring.

Vi stødte også på Peter Lorentzen – dengang en ven af gemalens forældre og far til en af legekammeraterne. Peter og gemalen kunne fint huske hinanden og nåede også at udveksle en del fælles minder. Men der er jo også kun 53 år siden, de så hinanden sidst.

Barndomshjemmet i Pilshuse

Hold nu op, hvor er her smukt

I går kørte vi til den nordlige del af Streymoy og krydsede Atlanterhavet til øerne Eysturoy og Bordoy, hvor Klaksvík ligger – en af de få byer, udover Thorshavn, som jeg kan huske, at jeg har hørt om.

Og endnu engang blev vi betaget af det ene sceniske naturlandskab efter det andet. Grønne bjerge. Blå fjorde. Grå stenformationer. Får og lam i alle tænkelige fåre- og lammefarver. Så langt øjet rækker.

Som man kan se, arbejdede vi stadig med overskyet, men det holdt tørt, og det er virkelig meget værd. Hvis man skal sige noget godt om regnvejret i lørdags er det, at det har givet næring til et væld af vandfald, der fosser ned af alle skråninger. Allerede her et par dage efter regnvejret, er mange af faldene helt tørre, eller i hvert fald stilet noget af.

Indimellem kommer man igennem en lille bygd, hvor man altid kan finde en kirke. Og ofte er det også det eneste man finder – udover et par småhuse og måske et par landbrug.

Vi har fået at vide, at den færøske infrastruktur mere eller mindre blev grundlagt af de britiske hær under 2. verdenskrig, og man har virkelig levet isoleret, inden byerne blev forbundet med veje og (nogle af) øerne forbundet med broer eller tunneller. De undersøiske tunneller arbejder de stadig på – en forbindelse ad gangen.

Her til morgen stod vi op til et solskin så strålende, så selv færingerne spærrede øjnene op, så vi skyndte os ned i byen, for at gense nogle af de skønneste steder – nu med blå himmel som baggrund.

Her er bla et solur mejslet med runer i stenen, på et af verdens ældste tingsteder, som ligget foran huset nedenfor. Tingstedet kan dateres tilbage til vikingetiden, og fungerer stadig – det røde hus et lavvandets kontor.

Selvfølgelig har vi påskeliljer. På taget ...Selvfølgelig har vi påskeliljer. På taget …

Nu er ferien slut og vi venter i lufthavnen.

Jeg tror, at flyveturen herop har kureret ethvert ønske om at ve de tilbage, men for Søren hvor er jeg glad for, at vi har været her. Det er én af de oplevelser, der “flytter ind”

Kirkjubøuy og Thorshavn

I dag har vi haft fantastisk vejr – efter færøske forhold. Det har ikke regnet, blæsten har været moderat til svag og solen har skinnet indimellem. Hvor er alting bare skønnere i godt vejr.

I formiddag kørte vi til en lille bygd, der ligger malerisk ved fjorden.

Det lever 80.000 får på hele Færøerne. I øjeblikket er der cirka dobbelt så mange, fordi det er lammesæson – og vi har mødt en del af dem. Hils på nogle af dem her:

Så snart lammesæsonen er overstået, er bestanden tilbage på de 80.000 stk., men det er en helt anden og trist historie.

Lidt flere billeder fra Kirkjubøur

I eftermiddag har vi slentret rundt i Thorshavn, der tager hviledagen alvorligt og holder lukket for stort set alt. Vi fandt en café, der serverede varm cacao, men fast føde kommer til at vente til i aften. Og det tager vi som ikke skade af.

Selvom vi har kørt en del og kun gået rundt i byen, er det alligevel blevet til 18.000 skridt, så lige nu tager vi en slapper på hotelværelset, inden vi går tilbage til byen for at spise. Men det er nu heller ikke værst, når man har denne udsigt fra værelset

(Ja, det er gemalens sko der står til tørre i solen efter i går)

Nå. Men så har vi også prøvet det

Da jeg fortalte på jobbet, at vi havde bestilt en tur til Færøerne, sagde et par af mine kolleger, at det ville blive spændende, om vi kom frem så. Jeg har sikkert set temmelig uforstående ud, men de forklarede begge, at de havde været i Thorshavn flere gange med jobbet, men endnu havde de ikke oplevet at lande planmæssigt. Landingsbanen i Thorshavn er åbenbart meget kort og vindforholdene meget specielle, så mange flyrejser dertil ender med (mellem-) landing i Stavanger eller Bergen.

Så da kaptajnen i dag meddelte i højttalerne, at vi muligvis ikke kunne lande i Thorshavn, blev vi nok lidt ærgerlige men ikke overraskede. Heldigvis blev flyselskabet heller ikke overrasket, så de havde medbragt brændstof til en ekstra times flyvning over Færøerne, inden de var nødt til at vende om.

Næste besked, kort tid efter, var, at de ville prøve at lande alligevel. Og lad mig bare gøre det helt kort: vi har aldrig prøvet noget i nærheden af dette. Som gemalen sagde: hvis den værste landing hidtil har været 2, så var vi på 20 idag. Men ned kom vi. I to forsøg. Det er efterhånden længe siden man klappede, når et fly landede, men i dag bragede bifaldet løs, og det var helt berettiget. Nogle, og særligt én, gik i panik undervejs, men selv var jeg ikke bange på den måde – jeg var overbevist om, at vi havde de bedre folk på sagen – men for pokker, hvor var det ubehageligt.

Da vi var plantet med begge ben på jorden, talte jeg med en færing fra flyet, som var meget vant til at rejse. Han havde heller ikke prøvet noget lignende, så det var altså ikke bare fordi, vi var to kyllinger på tur.

Til gengæld landede vi i blæse- og regnvejr, så det var jo alle trængsler værd :-\.

Nå, vejret var vi også forberedte på, så vi lod os ikke slå ud, men startede sightseeingen på disse skønne øer. Selv i regnvejr er her umådeligt smukt. Så jeg kan kun glæde mig til i morgen, hvor vejret, ifølge udsigterne, skulle blive noget bedre

Udsigt fra kirken