Se, hvem jeg fandt

Nogle gange er verden meget lille og tilfældighederne meget store.

Min skønne svigerinde arbejder pt. i London for at specialisere sin speciallægegerning yderligere. London er stor og alligevel mager det sig sådan, at hun på det nærmeste går forbi det hotel, jeg bor på, når hun går på arbejde. Det fandt vi ud af i torsdags, da jeg tilfældigvis kom forbi det hospital, hvor hun arbejder, og jeg kunne genkende stedet, fordi hun for par dage forinden havde sendt en besked med et billede af bygningen.

I morges skulle jeg have været på Borough Market, men da jeg vågnede, tung og træt i hele kroppen, opgav jeg tanken og tog i stedet en langsom morgen. Da jeg endelig var klar til dagen, spurgte jeg svigerinden om hun havde tid. Det havde hun, hun skulle bare lige hjem fra ….. Borough Market!

Nå, vi mødtes, fik en kop kaffe og en masse god snak, inden jeg skulle videre til lydprøve på aftenens koncert. Inden vi skiltes helt, nåede jeg at invitere hende med til koncerten, og således gik det til, at vi så hinanden to gange i dag, for hun mødte faktisk op sammen med to kolleger. Og de var alle tre høflige nok til at sige, at det havde været en god aften.

Mit kors koncert var ikke et af vores stolteste øjeblikke. Både musikken og vi lavede en del fejl, som til dels skyldtes at vi hverken kunne se vores korleder eller høre noget som helst andet end bandet, der spillede virkelig højt. Til gengæld var nogle af – og særligt ét af – de andre kor stjernegode.

Og under alle omstændigheder møder man som almindelige hvid dansker ikke mange muligheder for at deltage i en gospelkoncert i et så sort miljø, så jeg tror faktisk på, at det var en oplevelse.

Reklamer

London calling

Så har årets anden tur til England taget sin begyndelse. Endelig, kunne man sige, for vi startede med at være 50 minutter forsinket fra København. Det er som sådan ikke tiden, der er problemet, men at sidde unødigt fastspændt i et alt for varmt fly, er altså ikke min kop te. Til gengæld var det hurtigt glemt, da vi endelig kom afsted og ventilationen igen virkede efter hensigten.

Endnu engang er jeg afsted med mit gospelkor – 60 sangere fra København og Roskilde som, når vi er samlet, optræder under navnet Copenhagen Gospel Choir.

Og denne gang bliver der vist tale om en “optræden”, da vi står øverst på plakaten til koncerten på lørdag.

Trafikken fra Gatwick til London C gav rig mulighed for at betragte diverse seværdigheder, som vores guide kunne udpege undervejs. Han er en gæv bedstefar, hvis egen far er dansk, og derfor mestrer han både det danske sprog, og den danske ironi, som han benyttede flittigt, på vejen til hotellet. Royal national Hotel lyder måske fint, men det et det ikke. Og så vil jeg i øvrigt ikke spilde flere ord på – det må anmelderne bøvle med.

Torsdag aften var der bestilt bord til os alle på en restaurant – og det tror jeg også bare, at jeg forbigår i tavshed. Jeg er ikke imponeret…

Fredag startede alt det, som vi egentlig er kommet herover for. Vi mødtes i The People’s Christian fellowship i Tottenham, hvor formiddagen gik med vores egen øver til koncerten på lørdag.

I eftermiddag havde vi workshop med Solomon Facey, en lokal gospelkorleder, som men højt humør og kæmpe karisma lærte et par nye sange fra sig. Google ham – han er skøn.

I aften skulle vi (heldigvis) ikke spise samlet, så vi kunne fordele os i byen, hvilket vist er nemmest for alle parter. Vi – fru Andersen, Helle A og jeg – boycuttede alt engelsk, fandt en Italiensk restaurant og fik det første gode måltid på turen.

Nu er klokken 21.45, og jeg er helt og aldeles putteklar, så jeg slutter her, går til køjs og gør klar til koncertdag i morgen

Fra krimi til krimi

De sidste par dage er vi jævnligt blevet mindet om, at vi har befundet os i Englands farligste egne. I hvert fald i de områder, som mange af krimierne kommer fra. I Oxford var det Morse og de seneste par dage har vi rundet ferien af i Barnaby’s “Midsomer” (spændt på om det s er sat rigtigt, Ellen?).

Flere gange har vi spist eller boet på steder, der en en del af serien og mange steder er der henvisninger til særlige episoder. Særligt ét afsnit, A House in the wood”, er vi stødt på rigtig mange gange, så det må vi lige tjekke, om vi kan finde frem til, når vi er hjemme igen.

Undervejs stødte vi på en anden krimiforfatter, da vi kørte forbi Agatha Christie’s gravsted.

Generelt har vejret de sidste dage været okay, idet det ikke har regnet, men det har indimellem været temmelig koldt, og den blå himmel måtte vi kigge langt efter – selvom solen da hat kigget frem nogle gange. ALT er spm tidligere nævnt skønnere i solskin, men det har stadig været utrolig hyggeligt at gå på opdagelse i de små engelske landsbyer.

Vi er på ingen måde fuglekendere, eller fugleinteresserede, men vi har ikke kunnet undgå at opdage, at her er virkelige mange rovfugle. Kongeørne, kalder jeg dem – men jeg er som sagt ikke fuglekender 😉

Flere gange har de fløjet meget tæt på os, men kun én gang kom en kongeørn inden for acceptabel fotoafstand. Den gjorde sig til gengæld virkelig umage – kredsede hen over os i bilen, dykkede ned mod marken og fløj op igen, nu med “noget” i kløerne. Desværre fumlede jeg så meget med kameraet, at det eneste bevis er dette fine landskabsbillede. Ørnen flyver med sit bytte lige til venstre for billedet 😦

Ferien sluttede med en skøn frokost på The Bell Inn, en 400 år gammel pub, som nærmest lå ude i skoven, kun 20 minutters kørsel fra Gatwick lufthavn.

Og her sidder vi så nu (i lufthavnen desværre – ikke på The Bell Inn) og venter på vores fly, der indtil videre er en time forsinket. Godt at vi er tålmodige mennesker ….

Sunday Roast

Nu er det jo ikke altid, at man skal stole på vejrudsigterne, men i dag skulle vi. Desværre. De havde lovet regnvejr, og det blev det – det har regnet konstant siden vi forlod morgenbordet. Derudover blæser det en del.

Man kunne jo tænke, at det ikke betød noget, da jeg jo har købt en regnfrakke herover. Men det gør det. Der findes ikke nogen ferieform, som jeg kan komme i tanker om, der bliver bedre i regnvejr. Hvis man skal opleve en lille engelsk village, skal man god tid til at daske rundt i gaderne, opdage et spændende hus rundt om det næste hjørne, stjæle en pære fra et træ i byens udkant (hvis man kan komme til det), kigge ind af vinduerne i en lille hyggelig butik. Og så skal man have godt vejr.

Så i dag har vi været lidt på stand by. Vi har godt nok kørt en tur rundt til nogle af de små byer, her midt i “Midsomer”, men vi har ærligt talt ikke været meget ude af bilen.

Billedet her er fra The George Hotel, hvor vi overnattede sidste nat. Det er hotelejeren i midten.

I går, da vi fik en eftermiddagsøl, faldt vi i snak med et par af de lokale.

De sagde, at vi under alle omstændigheder skulle tage til nabobyen og besøge pubben The Six Bells. Samtidig anbefalede de, at vi skulle prøve den traditionelle Sunday Roast. Sidste del havde vi selv nået at gennemskue, for jeg tror ikke, vi er kommet forbi en eneste pub, der ikke har annonceret for deres Sunday Roast. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men det plejer jeg nu ikke ;-).

Så vi blev enige om at spise Sunday Roast på The Six Bells til frokost i dag, søndag. Og heldigvis for det. Stort set alle borde var reserveret, så vi var heldige at få plads i barområdet. Det var ret tydeligt, at de andre på pubben var lokale, på den måde som de hilste på hinanden, i takt med at de kom indenfor i ly for regnen.

Pubben har været med i en række afsnit af Barnaby ligesom flere andre steder i den lille landsby, og der forstår man godt, for den er virkelig indbegrebet af en engelsk pub, som vi kender dem fra krimierne.

Det bedste var dog, at bortset fra en enkelt børnespaghetti blev der udelukkende serveret Sunday Roasts, så det må være det rigtige valg.

Det er en ret heftig frokost, med langtidsstegt kød, stegte kartofler, godt kogte grøntsager og en yorkshire pudding, der mest minder om butterdej, på toppen. Og masser af sovs! Ikke dårligt – hvis man altså kan lide sovs og kartofler.

Nu, hvor vi er I det kulinariske hjørne, havde jeg i dag også mit første møde med en engelsk muffin til morgenmad. Uuhh, det var noget, der passede mig. De hører ikke just til i bunden af kostpyramiden, men hvis man spiser den første efter godt 53 år, går det jo nok. Jeg håber dog ikke, der går andre 53 år, før jeg får den næste.

Oxfordshire

Dagen startede perfekt, da jeg blev vækket af en and, der skræppende kom flydende forbi i den lille biflod, der passerede forbi vores værelse.

Efter morgenmaden gik vi en tur langs hovedfloden, som lå den anden side af hotellet, hvor husbådene så småt var ved at vågne. Nogle havde allerede været i gang længe, og var nu klar til at passere igennem den lille sluse. Solen forkælede os fra morgenstunden og man skal lede længe efter mere idyllerisk idyl.

Det var svært at løsrive sig fra dette (meget langsomme) sceneri, men vi lykkedes og satte kursen mod Oxford. Skøn by! Oxford er nærmest en hel ferie værd i sig selv. Man føler sig hensat til alle referencer, der har med det engelske universitetsliv at gøre.

Fra en gammel barndomsven, som selv har gået på universitetet, ved jeg at hans gamle college New College har lagt lokaler til både Harry Potter, Mama Mia 2 og flere episoder af Inspector Morse. Jeg ville gerne have været derinde, men det var tydeligt, at England stadig holder sommerferie, og der var lange køer til alleattraktionerne. Så det må blive en anden gang.

Vi spiste dog frokost på en pub, som viste sig både at være Oxfords ældste pub og at have været filmet til et Morse-afsnit

Oxford er helt sikkert en by, jeg gerne vil tilbage til. Og jeg ville elske at have en flok nevøer og niecer med rundt på alle Harry Potter lokations.

Vi er nu tjekket ind på en kro i en lille landsby, som viser sig at have været med i en del afsnit af Barnaby, eller Midsumer Murders. Så nu er jeg spændt på, om vi overlever natten …

Vi slutter lige med et panoramabillede fra Hovedgaden i Dorchester-on-Thames. Bemærk, hvordan de mørke skyer kommer ind fra venstre. De varsler uvejr i morgen, men indtil videre holder det tørt. I hvert fald hvis vi holder os i højre side af byen

Afternoon Tea

Fra Exeter kørte vi ud af Devon og ind i Cornwall. På trods af anbefalingen fra Ellen kørte vi stik vest for at opleve tidevandet ved den mere “barske” del af Cornwalls kyster. Det skulle vi nok ikke have gjort. Da vi nåede kysten, så vi godt nok en meget lavvandet strand, men den skilte sig ikke særligt ud fra de vestvendte strande i fx Nordtyskland.

Om det havde været bedre at følge anvisningen om at køre mod syd, tror jeg som ikke, for når det kommer til stykket, havde vi ikke planer om at sidde og vente flere timer på højvande. Så den tur havde vi ikke meget ud af – udover en masse kørsel – men nu er vi den erfaring rigere.

Til gengæld var besøget i Bath rigtig fint. Vi kørte dertil fra Cheddar (ja, den med osten), hvor vi havde overnattet og kom igennem Cheddar Gorge. Havde vi haft det rigtige (fod-)tøj med, ville vi gerne have brugt en dags tid på at vandre en tur i området, men denne gang måtte vi nøjes med at køre igennem. Vi har før kørt i både bjerge og kløfter, der var større, længere og dybere end Cheddars, men her kom de til gengæld som en overraskelser for os, og det giver værdi i sig selv. Jeg glemte helt at tage billeder, bortset fra en video af to geder, der slås på bjergskråningen – som jeg ikke kan få lov at uploade her.

Men et billede fra Cheddar by kan det godt blive til

Bath bød på Afternoon Tea, som var et af mine klare mål, da vi tog herover.

Derudover fik jeg shoppet for først gang herovre. For hvis man ikke skulle købe en regnjakke her, hvor skulle man så?

Sidste stop inden afgang var The Royal Cresent. Himmelen er lidt dramatisk her, og det begyndte da også at regne få minutter efter billedet blev taget. Men da sad vi heldigvis i bilen.

For at undgår de største veje frem mod vores næste overnatning, kørte vi igennem Wilsford – men vi fandt nu ikke The Malt House

(Na)tur i Dartmoor

I går kørte vi fra vores skønne B&B og ind i Dartmoor nationalpark på anbefaling fra både Ellen og vores husvært.

Gode anbefalinger skal man ikke kimse ad, og Det blev en billedskøn dag, som jeg virkelig har haft svært ved at sortere i …

Her er vi kommet til Buckfastleigh, hvis hovedattraktion er det fungerende munkekloster. Bemærk himmelen – i dag havde vi sol allerede fra tidlig formiddag.

Gennem hele nationalparken stødte vi på mange, meget smalle veje. I modsætning til mange steder i Sydeuropa, var vejene her asfalterede, og på den måde i god stand, men der var virkelig ikke meget plads at give af. Herunder kan man se, hvor meget en hest fylder på vejen. Så kan I selv gætte jer til, hvor meget luft der er på hver side af en Renault Captur. For slet ikke at tale om, når man møder modkørende trafik.

Frokosten blev indtaget på det, som måske er Englands mest afsidesliggende inn. Selvom den vitterligt lå langt fra alting, var det forbavsende mange gæster. De fleste var kommet kørende, nogle vandrede, og fire mand (hvoraf de tre var kvinder) kom ridende. Måske kan man se de fire heste på billedet herunder? Jeg kan i hvert fald. Udsigten fra de udendørs borde var formidabel, og selvom deres Cottage Pie var “på det jævne” var det en af de bedre frokoster.

Pejsen på The Warren House Inn har brændt uafbrudt siden 1845 – og gør det stadig! insisterede kromutter.

Vejen første også forbi dette stenlandskab, som vi var nødt til at gå op til. Det føltes næsten som en bjergbestigning, men når man ser billedet fra vejen, var der også et pænt stykke vej at gå. Opad. I klapklappere. Med maven fuld af Cream Tea.

Udover de mange løstgående heste, som man kan se i forgrunden af billedet ovenfor, er her allevegne får og køer, som går, eller ligger, på vejen som det passer dem. Blandt andet en særlig Oreo race, som jeg i hvert fald ikke har set før. Sort foran, sort bagest og med en hvid stribe i midten. Er de mon særligt engelske?

I dag har vi tilbragt i Exeter, mens bilen har fået et hvil. Vi har til gengæld vandret byen tynd

Udsigten fra vores hotelværelse