Rundt på øen

De seneste dage har vi lejet bil, og har derfor kunnet komme rundt på øen. Lad det være sagt med det samme: Curacao gemmer ikke på en masse spændende oplevelser. Faktisk er den ret ens, uanset hvor man er. Stort set overalt, hvor vi kom frem, var der bebygget på begge sider af vejen. Intet sted fandt vi noget, der minder om en landsby med et torv, der samler byen. Der er hovedvejen, som forretninger med diverse fornødenheder ligger spredt langs, og så er der en masse sideveje, hvor husene ligger.

Naturen er ret speciel. Strandene langs sydkysten er som man ser på billeder fra Caribien: meget, meget fint, hvidt sand, fuldstændig klart vand i forskellige blå og grønne nuancer, og palmer der vajer i vinden.

Nord på øen er naturkræfterne noget mere barske. Her slå bølgerne ind imod klippekysten og danner nogle ret så fantastiske skumsprøjt.

Landet imellem de to kyster et temmelig goldt. Kaktus trives overalt, og jeg gad virkelig ikke være den kommunalarbejder, der blev sendt ud for at fikse grøftekanterne.

Vi har set en mængde forskellige fugle, som udmærkede sig enten ved meget smukke og stærke farver eller ved mærkeligtformede næb. Den eneste, jeg er lykkedes med at fange på kamera, er denne fyr, som pludselig styrtdykkede og kom op med en fisk i næbbet. Den mindede lidt om en pelikan, men uden posen under næbbet – og meget, meget mindre. Næsten så lille, så den kan være svær st får øje på, men jeg ved, at den er der.

Vi kom også ret tæt på en flok flamingoer

Det mest fascinerende er dog leguanerne, måske fordi de er så langt fra noget, vi kan opleve derhjemme. De er allevegne (også på spisekortet!) og vi har set en del. Her kommer to, som var venlige nok til at stå stille, mens jeg fotograferede.

Jeg vil tro, at denne er en meters penge lang

Jeg vil tro, at denne et en meters penge lang

Reklamer

Curaçao

Vi er taget til Curaçao – en del af de tidligere Hollandske Antiller, beliggende nord for Venezuelas kyst i det caribiske hav.

Egentlig havde vi bestilt en rejse til Egypten: et par dage i Cairo, hvor vi skulle besøge både pyramiderne og sfinksen, som begge dele står på min absolutte must se-liste. Derefter fire dage ombord på en lille flodpram, sejlende ned ad Nilen og med en række stops ved ikoniske seværdigheder undervejs og turen sluttede med et par dage i Luxor. Vi har en gang tidligere været i Egypten, og jeg er ærligt talt ikke fan, men nu ligger pyramiderne jo altså der. Og når det skulle være, er dette den perfekte Egyptentur – tror jeg.

Men. Så kom jeg til at læse på udenrigsministeriets hjemmeside og fik kolde fødder, da jeg læste om deres vurdering af terrorsituationen. Altså skulle vi ikke til Egypten alligevel.

Så stod vi der, uden rejseplaner, med en dansk vinter der nægtede at forsvinde og en påske der faldtså tidligt, at ingen destination i Europa var til at stole på, hvis man trængte til lidt stabil varme. Og det gjorde vi.

Samtidig var det ret svært at få rejser uden for Europa, der kun varer den uges tid, vi havde at putte i projektet.

Heldigvis optræder jeg på forskellige mailinglister, der jævnligt sender gode rejsetilbud. Dem har vi før ladet os friste af, og i denne situation var det nærmest en appelsin i turbanen, da der kom et tilbud om en uge på Curaçao. Så vi slog til og ankom til øen i forgårs aftes.

I går gik vi en tur ind til Willemstad, der er hovedstad på øen. Flere gange måtte vi spørge om vej, og hver gang var reaktionen “vil I gå derind??!!”. Ja det ville vi, og vi ville også gå hjem igen.

Det betød blandt andet, at vi kom forbi en lokal fiskebutik. Uden for åbningstid er det bare et åbent skur med tre sider, sat sammen af umage brædder. Men i åbningstiden står en mand med en stor machete og sælger skiver af store fisk.

Det betød også, at jeg kom hjem med en irriterende vable, lige der på trædepuden, hvor samtlige skridt afvikles. Og derfor betød det også, at i dag har været uden den helt store fysiske aktivitet.

Selve byen var et dejligt bekendtskab, og vi skal helt sikkert derind og udforske mere.

På et tidspunkt så vi flere lokale pege mod himlen og se meget spørgende ud. Da vi kiggede op, så vi, at der var en ring rundt om solen, som en fuldstændig rund regnbue. Og området fra solen og ud til regnbueringen havde et helt specielt lys. En facebookven har efterfølgende oplyst, at det var en Hola.

https://da.m.wikipedia.org/wiki/Halo

Det er svært at forestille sig, at holaen skulle være opstået af iskrystaller – med de cirka 30 grader vi holder os her.

I dag har vi udforsket det caribiske hav. Det er pænt, men koldt. I hvert fald for koldt til mig

Jeg blev jo aldrig færdig 


Jetlagget fortog sig, og med det forsvandt også mine meget tidlige morgenstunder, med tid til at samle tankerne og skrive gårsdagens oplevelser ned.  Men turen var jo ikke slut af den grund ….

De to sidste dage var der intet program, så vi fik mulighed for selv at fylde rammerne ud. Og når man har ledig tid i USA, er shopping altså en oplagt beskæftigelse. Mens man går rundt i gaderne, ind og ud af butikkerne, får man samtidig masser af mulighed for at betragte byen og byens liv. I Chicago søger øjnene naturligt mod de mange spektakulære bygninger, og ikke mindst højbanen, hvor togene passerer igennem byen i et par etagers højde. 

Desværre ikke det bedste billede af Chicagos højbane, men jeg nåede aldrig at få kameraet frem, når det passerede inde i byen

 
Shopping. Jeg havde hjemmefra besluttet, at jeg ville lede efter et stykke julepynt, et par gode sneakers og en bestemt creme, som jeg alligevel skulle have – og så kan man jo lige så godt tjekke priserne. Jeg fik det hele til under halv pris ift herhjemme, og alt det jeg sparede, investerede jeg straks i andre ting, som jeg også sparede på, og ja, det bliver jo skruen uden ende :-).

Jeg var nu slet ikke den værste. I Chicago findes en mand, der arbejder i en Sketchers butik, og som sikkert stadig sidder lamslået på en stol, og spørger sig selv, hvad i alverden der skete i de dage….

Sketchers sko er ualmindeligt behagelige at gå i, priserne i C er ualmindeligt behagelige at regne med og vi var en flok danskere, der havde ualmindeligt meget tid til at kigge. Og købe. Det var selvfølgelig ikke alle, der handlede sko, men til gengæld var der mange, der købte flere sko. Op til fire par, så vidt jeg er vidende om. Så jeg tror, vi satte en form for rekord for vores travle sælger. 

Til sidst et par billeder fra rullen – herunder et enkelt lånt fra en gavmild medrejsende. 

Macy’s. Meget smukt indkøbscenter

Blues på Buddy Guy’s Legends den sidste aften

Så smukt og fascinerende

Service

Vejret har slået om, så det nu er koldere og regnfuldt, hvilket er det typiske oktobervejr, så vi skal bare huske at være glæde for de to dage med sol, som vi startede med. Det er vi så. 

I går startede tidligt, da vi allerede kl. 8 skulle med bussen til Greather House of Prayer Church for at deltage i gudstjenesten. Hvis jeg troede, at jeg vidste hvordan sådan noget foregik, fordi jeg har oplevet to “services” i Cape Town, kunne jeg ikke tage mere fejl. 

Vi kom i god tid, da vi skulle have lydprøve, og det var der også mange andre fra kirken der gjorde, for inden selve service var der søndagsskoler – både for børn og voksne. 


Dagens kirkegængere fyldte stille og roligt rummet, og jeg var fuldstændig betaget af bare at se, hvor stor umage de havde gjort sig, med deres påklædning. Det var de fine kjoler, kunstfærdige sko og hovedbeklædninger, der var fundet frem til lejligheden. Søndagstøjet. 

Da vores lydprøve var overstået, blev vi inviteret med i de voksnes søndagsskole, som foregik i et hjørne af kirkerummet. Børnene holdt skole i et andet hjørne. 
Vi var flere der tog imod tilbuddet, som viste sig at være en meget, meget rørende oplevelse. De, der deltog fra menigheden, havde hjemmefra læst og forberedt et udvalgt stykke fra Bibelen, og de skiftedes til at rejse sig, og fortælle, hvad lige præcis dette stykke betød for dem. Det var så fin en seance at blive inviteret med til. Tak. 

Da service startede, sang vi først fem af vores sange, og igen blev vi mødt af en menighed, der på alle måder deltager. De synger med, de klapper (med hele kroppen), de modtager budskaberne i sangene. Anders, vores korleder, har selv skrevet et par af de sange, vi havde med, så dem kunne de på ingen måde kende på forhånd – og alligevel gik det ikke længe, før de havde lyttet nok til, at de sang med. Det er sådan, gospel er skabt til at blive delt. 

Det, der skilte dig ud, fra alt andet, jeg nogen sinde har oplevet, var når medlemmer blev så optaget af deres eget “møde” med Jesus, at de gik i en form for trance. Jeg skal måske lige sige, at det ikke havde noget med vores sang at gøre, men blev sat i gang fra talerstolen….
Tre gange oplevede vi, at et medlem af menigheden blev ……. jeg har lyst til at sige “besat”, for det var sådan det virkede, når de med rullende øjne bevægede sig rundt i lokalet med ukontrollerede bevægelser og høje råb. Det varede nogle minutter hver gang, hvorefter de faldt til ro, satte sig på plads og fulgte resten af service. 

Vi var en flok blege danskere, der gjorde store øjne, men resten af menigheden lod ikke til at bemærke det synderligt. Tvært imod er det så almindeligt, så kirken har medarbejdere ansat, der følger personen i trance rundt i lokalet, og skærmer for de andre kirkegængere, så de ikke bliver ramt af vildfarne lemmer. 

For mit vedkommende er det første gang, jeg har set andre mennesker i den grad smide krontrollen og bare gå med det, som kroppen byder. Jeg er stadig meget i tvivl om, hvad jeg egentlig skal mene om det, og bedømt på snakken i bussen på vej hjem, er mine rejsefæller det samme. Der blev brugt ord som fascinerende, hysterisk, uhyggeligt og uægte. 

Jeg følte det aldrig uægte, for jeg er sikker på, at de, der lod sig rive med, blev styret af meget ægte følelser. Da den første forskrækkelse havde lagt sig, og vi havde set “den første” vende tilbage til virkeligheden, var jeg nok mest fascineret, men jeg forbeholder mig ret til at skifte mening, i takt med at oplevelsen kommer lidt på afstand og bundfælder sig. 

Men vildt var det. Helt vildt. 

Eftermiddagen fortjener egentlig også en del ord, men jeg vil prøve at begrænse mig. Vi var på Chicago Favorites Food Walking Tour, hvor en guide ledte os gennem Chicagos gader, så vi med vores smagsløg kunne opleve, hvad Chicago er kendt for. En virkelig god ide til en turisttur. Vi smagte den særlige Chicago hotdog, som IKKE indeholder ketchup, men til gengæld sennep, pickles, tomat, noget meget grønt og syntetisk relish, rå løg, syltede chili og en pølse, lavet på oksekød. 


Vi blev også budt på Deep Pan Pizza, på ét af de steder i Chicago, der påstår af have opfundet DPP

Ret dyb

Ret meget ost

Ret lækkert

 

Vi fik også en enkelt lokal øl


Og ikke mindst besøgte vi lobbyen på det fantastiske hotel The Parmer House Hilton, hvor brownien oprindeligt er opfundet, og vi fik både kage og opskrift med hjem. Smukt, smukt sted

Undervejs kom vi også forbi bønnen i Milimnium Park. Kunstneren lavede i sin en skulptur af en dråbe kviksølv, der rammer en vandoverflade, men da den blev afsløret, syntes Chicagos borgere, at den lignede en bønne, så det hedder den altså i folkemunde. 

Endnu en mageløs dag med gospel

I går startede tidligt (igen) og jeg fandt pludselig mig selv stående ved Lake Michigan for at se solopgangen. Den slags sker ikke ret tit i mit liv, kan jeg godt afsløre. 

Efter en gedigen amerikansk morgenmad havde vi et par timer på egen hånd, inden gospelpligterne kaldte. Fru Andersen og jeg spændte skoene og gik en rask tur igennem parken, forbi både et halvmarathon og et “knæk cancer-løb”, retur til byen og et godt stykke ind i den – så da vi skulle mødes med de andre kl. 12, havde vi tilbagelagt 14.000 af dagens samlede 25.000 registrerede skridt. En del af dem var dog mere gospel-dansemoves end regulære skridt, men på bevægelseskontoen må det tælle mindst lige så meget. 


Og nu til det, som både dagen og rejsen egentlig handlede om og som gjorde denne dag mageløs: gospel. 

Resten af dagen tilbragte vi i Greater House of Prayer Church, hvor vi først havde fælles prøve med deres kor – de lærte en af vores sange, og vi lærte en af deres, som vi skal synge sammen til gudstjenesten senere i dag. Derefter havde vi heldigvis masser af tid til at socialisere, inden vi om aftenen deltog i kirkens 7 års jubilæumskoncert. 

Kønt er det ikke, men meningen er god nok


Kvinden i gult er 1. sopran og kan nogle virkelig dirty tricks med din stemme.


Da vi for to år siden deltog i to gudstjenester  i Cape Town, troede jeg, at jeg havde oplevet hvad der var at opleve med gospel. Men jeg tog fejl. HOLD NU OP EN FEST vi havde. Selv nu, efter en kort nats søvn, sidder mundvigene stadig fast i smileposition. Stort smil. Og jeg kan da lige hilse og sige, at de er dygtige, vores nye venner. Meget dygtige. 


Sikke en festlig, glad og livsbekræftende dag. Den er puttet i skuffen med uvurderlige minder. 

Your miracle is closet than you Think

Sleepless i Chicago 

Jeg er altså ikke god til jetlag. Normalt er det når jeg kommer hjem fra ferie, at min søvn bliver forstyrret, men denne gang er jeg rejst med vest, og så har vi altså balladen allerede på destinationen. Vi, mine dejlige gospelvenner og jeg, ankom til Chicago i går aftes, og efter en hurtig (og god) burger i restauranten var det skønt at komme på værelset. På det tidspunkt følte min krop, at klokken var 4.30 – selvom det lokale ur kun viste 21.30. Og eftersom jeg ikke havde sovet de 9 timer i flyveren, fordi kroppen på det tidspunkt følte det som eftermiddag, var jeg efterhånden godt mør. Så jeg hoppede tidligt i seng med en bog, som jeg dog nok må starte forfra på i aften. Jeg gik omkuld. 

Til gengæld vågnede jeg 3.45 og kunne ikke overbevise hverken krop eller hjerne om, at  det stadig var nat og at jeg skulle sove. Så på trods af alle mulige forsøg med vand, bog osv, lukkede jeg ikke et øje igen før kl. 6 cirka. 6.47 vågnede jeg af en høj lyd fra gaden, og nu turde jeg ikke prøve at sove mere, af skræk for at falde alt for godt i søvn, og så til gengæld overhøre vækkeuret. Så meget modvilligt opgav jeg at sove mere den nat. 

Til gengæld var jeg en af de første til morgenmaden, og det sker ærligt talt ikke så tit ….
Klokken 9 kørte vi med bussen til Greater House of Prayer Church, hvor vi havde tre timers generalprøve inden koncerten i morgen aften og gudstjenesten på søndag. 

Jeg er meget spændt på at møde vores søsterkor i morgen. Vi har hørt en lille lydstump med dem og for dulan de er gode, så jeg har også været noget spændt på, hvordan vi skal kunne hamle op med dem. Det er jeg sådan set stadigvæk, men undervejs i vores prøve kom en ung mand ind og satte sig i salen, og der gik ikke lang tid, før han rockede med, så helt galt kan det ikke være. 


Efter en frokost i kirken kørte vil tilbage til downtown, hvor vi skulle på The Chicago Architecture Foundation River Cruise. Princippet er det samme som kanalrundfart i København – forskellen har blot, at turens emne var arkitektur, at her er noget mere arkitektur at vide frem og at vores guide på båden var både vidende og frivillig, hvilket betød, at han guidede udelukkende af lyst. Det kunne man godt høre. Han ville ikke engang acceptere drikkepenge. 


Tilbage for i dag er nu kun middagen på Restaurant Texas De Brazil. Jeg et spændt på, om det et en traditionel brasiliansk restaurant, for så kam det da kun blive godt. Jeg et klogere om nogle timer, for nu er der afgang 

Og, nåh ja, så mangler der jo også endnu et forsøg på en god nats søvn. Håber jeg lykkes bedre i dag end i går. 

Barcelona

Endnu en gang er jeg kommet bagud, og endnu en gang er jeg nødt til at indhente det forsømte, for ellers mister jeg muligheden for bruge bloggen som mit rejseopslagsværk. Så selvom det efterhånden er en måneds tid siden, at vi var i Barcelona, følger her et par højdepunkter. 

Vi tog afsted den sidste torsdag i august efter arbejdstid, så vi landede på hotellet lige omkring midnat. På den måde starter vi den første feriedag med at vågne på destinationen, og sådan kan vi lide det, når vi er på korte ferier, hvor hver time tæller. 

Allerede fra morgenstunden næste dag, blev vi bekræftet i, at det var godt, vi havde fulgt adskillige anbefalinger til at bo på H10 Montcada. Her starter man dagen med en virkelig lækker morgenmad. Virkelig lækker. Og da vi kunne løsrive os fra buffeten, kunne vi også konstatere, at beliggenheden var helt perfekt. Senere på dagen blev tagterassen så absolut godkendt, så anbefalingen er hermed givet videre. 

Første dag blev dedikeret til blot at slentre, og lære byen lidt at kende. Og det er Barcelona virkelig velegnet til. Første stop var katedralen, som vi nærmest boede nabo til. Wauw. Jeg blev fuldstændig betaget af dette fantastiske rum. 

 I bevægede os stille og roligt op langs og ind og ud på la Rambla. Og da vi endelig syntes, at det kunne forsvares, satte vi os ned og fik en skøn sangria bianco, lavet på cava i stedet for rødvin. Dét var lækkert. 

Pludselig stod vi foran Bar Mut, som jeg havde fået anbefalet af en kollega, så her blev første frokost indtaget. “Bare bestil dagens anbefalinger”, havde Peter rådet, så det gjorde vi, og så fulgte ellers en times tid med masser af små, delikate retter. Tapas, når det et bedst. 

Lørdag købte vi billet til hop-on-hop-of-bussen, og for første gang forstod vi at udnytte billetten bedst muligt, så vi faktisk stod af flere gange. 

Hjemmefra havde vi aftalt, at vi ikke ville bruge tid på det oplympiske stadion, men da bussen stoppede her, stod vi alligevel af. Og heldigvis for det, for det blev en af turens højdepunkter. Her var vi helt væk fra alle turister – jeg er lige ved at tro, at vi var de eneste. Til gengæld bliver anlægene brugt af lokale løbe-, yoga-, gymnastik- og andre klubber, som træner på de udendørs arealer. 

Faklen, hvor den olympiske ild brændte fra

Skøn himmel, ikke?


Det var skønt at gå rundt i vores eget tempo, og se på byen, lidt fra oven. Selvom vi kom en del rundt med bus, nåede vi alligevel over 24.000 skridt i løbet af dagen, så det var ikke hun en walk in the park (tø hø). 

Søndag så vi lidt nærmere på nogle af alle de bygninger, hvor Gaudí har sat sit arkitektoniske præg. Det er på samme tid skingrende skørt og dejligt forfriskende. Måske fordi man jævnligt støder på disse særprægede bygninger i Barcelona, endte jeg med at holde vældig meget af det. 

Flere gange i løbet af turen stak jeg lige en tur ind omkring Santa Maria del Mar – vores lokale, og nok så berømte, kirke. Også et virkeligt dejligt sted, bygget af folket, til folket. 

Mandag nåede vi forbi La sagrada familia, inden vi tog hjem igen sidste på eftermiddagen. Her er Gaudí gået all in med sine ideer, og jeg må sige, at det er et enestående bygningsværk, der (stadig) er under opbygning. En ny drøm materialiserede dig under vores rundtur: jeg vil virkelig gerne tilbage og opleve en messe med musik, kor og hele molevitten, når kirken en gang står færdig – i 2026 efter de nuværende planer. 

Hvilken detaljerigdom


Lige inden afgang nåede vi endnu en omgang tapas. Måske ikke de mest klassisk varslingsnet, men for dulan, hvor smagte det godt 

Sangria bianco med cava

 

Vild med dans til frokost