Hold nu op, hvor er her smukt

I går kørte vi til den nordlige del af Streymoy og krydsede Atlanterhavet til øerne Eysturoy og Bordoy, hvor Klaksvík ligger – en af de få byer, udover Thorshavn, som jeg kan huske, at jeg har hørt om.

Og endnu engang blev vi betaget af det ene sceniske naturlandskab efter det andet. Grønne bjerge. Blå fjorde. Grå stenformationer. Får og lam i alle tænkelige fåre- og lammefarver. Så langt øjet rækker.

Som man kan se, arbejdede vi stadig med overskyet, men det holdt tørt, og det er virkelig meget værd. Hvis man skal sige noget godt om regnvejret i lørdags er det, at det har givet næring til et væld af vandfald, der fosser ned af alle skråninger. Allerede her et par dage efter regnvejret, er mange af faldene helt tørre, eller i hvert fald stilet noget af.

Indimellem kommer man igennem en lille bygd, hvor man altid kan finde en kirke. Og ofte er det også det eneste man finder – udover et par småhuse og måske et par landbrug.

Vi har fået at vide, at den færøske infrastruktur mere eller mindre blev grundlagt af de britiske hær under 2. verdenskrig, og man har virkelig levet isoleret, inden byerne blev forbundet med veje og (nogle af) øerne forbundet med broer eller tunneller. De undersøiske tunneller arbejder de stadig på – en forbindelse ad gangen.

Her til morgen stod vi op til et solskin så strålende, så selv færingerne spærrede øjnene op, så vi skyndte os ned i byen, for at gense nogle af de skønneste steder – nu med blå himmel som baggrund.

Her er bla et solur mejslet med runer i stenen, på et af verdens ældste tingsteder, som ligget foran huset nedenfor. Tingstedet kan dateres tilbage til vikingetiden, og fungerer stadig – det røde hus et lavvandets kontor.

Selvfølgelig har vi påskeliljer. På taget ...Selvfølgelig har vi påskeliljer. På taget …

Nu er ferien slut og vi venter i lufthavnen.

Jeg tror, at flyveturen herop har kureret ethvert ønske om at ve de tilbage, men for Søren hvor er jeg glad for, at vi har været her. Det er én af de oplevelser, der “flytter ind”

Reklamer

Kirkjubøuy og Thorshavn

I dag har vi haft fantastisk vejr – efter færøske forhold. Det har ikke regnet, blæsten har været moderat til svag og solen har skinnet indimellem. Hvor er alting bare skønnere i godt vejr.

I formiddag kørte vi til en lille bygd, der ligger malerisk ved fjorden.

Det lever 80.000 får på hele Færøerne. I øjeblikket er der cirka dobbelt så mange, fordi det er lammesæson – og vi har mødt en del af dem. Hils på nogle af dem her:

Så snart lammesæsonen er overstået, er bestanden tilbage på de 80.000 stk., men det er en helt anden og trist historie.

Lidt flere billeder fra Kirkjubøur

I eftermiddag har vi slentret rundt i Thorshavn, der tager hviledagen alvorligt og holder lukket for stort set alt. Vi fandt en café, der serverede varm cacao, men fast føde kommer til at vente til i aften. Og det tager vi som ikke skade af.

Selvom vi har kørt en del og kun gået rundt i byen, er det alligevel blevet til 18.000 skridt, så lige nu tager vi en slapper på hotelværelset, inden vi går tilbage til byen for at spise. Men det er nu heller ikke værst, når man har denne udsigt fra værelset

(Ja, det er gemalens sko der står til tørre i solen efter i går)

Nå. Men så har vi også prøvet det

Da jeg fortalte på jobbet, at vi havde bestilt en tur til Færøerne, sagde et par af mine kolleger, at det ville blive spændende, om vi kom frem så. Jeg har sikkert set temmelig uforstående ud, men de forklarede begge, at de havde været i Thorshavn flere gange med jobbet, men endnu havde de ikke oplevet at lande planmæssigt. Landingsbanen i Thorshavn er åbenbart meget kort og vindforholdene meget specielle, så mange flyrejser dertil ender med (mellem-) landing i Stavanger eller Bergen.

Så da kaptajnen i dag meddelte i højttalerne, at vi muligvis ikke kunne lande i Thorshavn, blev vi nok lidt ærgerlige men ikke overraskede. Heldigvis blev flyselskabet heller ikke overrasket, så de havde medbragt brændstof til en ekstra times flyvning over Færøerne, inden de var nødt til at vende om.

Næste besked, kort tid efter, var, at de ville prøve at lande alligevel. Og lad mig bare gøre det helt kort: vi har aldrig prøvet noget i nærheden af dette. Som gemalen sagde: hvis den værste landing hidtil har været 2, så var vi på 20 idag. Men ned kom vi. I to forsøg. Det er efterhånden længe siden man klappede, når et fly landede, men i dag bragede bifaldet løs, og det var helt berettiget. Nogle, og særligt én, gik i panik undervejs, men selv var jeg ikke bange på den måde – jeg var overbevist om, at vi havde de bedre folk på sagen – men for pokker, hvor var det ubehageligt.

Da vi var plantet med begge ben på jorden, talte jeg med en færing fra flyet, som var meget vant til at rejse. Han havde heller ikke prøvet noget lignende, så det var altså ikke bare fordi, vi var to kyllinger på tur.

Til gengæld landede vi i blæse- og regnvejr, så det var jo alle trængsler værd :-\.

Nå, vejret var vi også forberedte på, så vi lod os ikke slå ud, men startede sightseeingen på disse skønne øer. Selv i regnvejr er her umådeligt smukt. Så jeg kan kun glæde mig til i morgen, hvor vejret, ifølge udsigterne, skulle blive noget bedre

Udsigt fra kirken

Rundt på øen

De seneste dage har vi lejet bil, og har derfor kunnet komme rundt på øen. Lad det være sagt med det samme: Curacao gemmer ikke på en masse spændende oplevelser. Faktisk er den ret ens, uanset hvor man er. Stort set overalt, hvor vi kom frem, var der bebygget på begge sider af vejen. Intet sted fandt vi noget, der minder om en landsby med et torv, der samler byen. Der er hovedvejen, som forretninger med diverse fornødenheder ligger spredt langs, og så er der en masse sideveje, hvor husene ligger.

Naturen er ret speciel. Strandene langs sydkysten er som man ser på billeder fra Caribien: meget, meget fint, hvidt sand, fuldstændig klart vand i forskellige blå og grønne nuancer, og palmer der vajer i vinden.

Nord på øen er naturkræfterne noget mere barske. Her slå bølgerne ind imod klippekysten og danner nogle ret så fantastiske skumsprøjt.

Landet imellem de to kyster et temmelig goldt. Kaktus trives overalt, og jeg gad virkelig ikke være den kommunalarbejder, der blev sendt ud for at fikse grøftekanterne.

Vi har set en mængde forskellige fugle, som udmærkede sig enten ved meget smukke og stærke farver eller ved mærkeligtformede næb. Den eneste, jeg er lykkedes med at fange på kamera, er denne fyr, som pludselig styrtdykkede og kom op med en fisk i næbbet. Den mindede lidt om en pelikan, men uden posen under næbbet – og meget, meget mindre. Næsten så lille, så den kan være svær st får øje på, men jeg ved, at den er der.

Vi kom også ret tæt på en flok flamingoer

Det mest fascinerende er dog leguanerne, måske fordi de er så langt fra noget, vi kan opleve derhjemme. De er allevegne (også på spisekortet!) og vi har set en del. Her kommer to, som var venlige nok til at stå stille, mens jeg fotograferede.

Jeg vil tro, at denne er en meters penge lang

Jeg vil tro, at denne et en meters penge lang

Curaçao

Vi er taget til Curaçao – en del af de tidligere Hollandske Antiller, beliggende nord for Venezuelas kyst i det caribiske hav.

Egentlig havde vi bestilt en rejse til Egypten: et par dage i Cairo, hvor vi skulle besøge både pyramiderne og sfinksen, som begge dele står på min absolutte must se-liste. Derefter fire dage ombord på en lille flodpram, sejlende ned ad Nilen og med en række stops ved ikoniske seværdigheder undervejs og turen sluttede med et par dage i Luxor. Vi har en gang tidligere været i Egypten, og jeg er ærligt talt ikke fan, men nu ligger pyramiderne jo altså der. Og når det skulle være, er dette den perfekte Egyptentur – tror jeg.

Men. Så kom jeg til at læse på udenrigsministeriets hjemmeside og fik kolde fødder, da jeg læste om deres vurdering af terrorsituationen. Altså skulle vi ikke til Egypten alligevel.

Så stod vi der, uden rejseplaner, med en dansk vinter der nægtede at forsvinde og en påske der faldtså tidligt, at ingen destination i Europa var til at stole på, hvis man trængte til lidt stabil varme. Og det gjorde vi.

Samtidig var det ret svært at få rejser uden for Europa, der kun varer den uges tid, vi havde at putte i projektet.

Heldigvis optræder jeg på forskellige mailinglister, der jævnligt sender gode rejsetilbud. Dem har vi før ladet os friste af, og i denne situation var det nærmest en appelsin i turbanen, da der kom et tilbud om en uge på Curaçao. Så vi slog til og ankom til øen i forgårs aftes.

I går gik vi en tur ind til Willemstad, der er hovedstad på øen. Flere gange måtte vi spørge om vej, og hver gang var reaktionen “vil I gå derind??!!”. Ja det ville vi, og vi ville også gå hjem igen.

Det betød blandt andet, at vi kom forbi en lokal fiskebutik. Uden for åbningstid er det bare et åbent skur med tre sider, sat sammen af umage brædder. Men i åbningstiden står en mand med en stor machete og sælger skiver af store fisk.

Det betød også, at jeg kom hjem med en irriterende vable, lige der på trædepuden, hvor samtlige skridt afvikles. Og derfor betød det også, at i dag har været uden den helt store fysiske aktivitet.

Selve byen var et dejligt bekendtskab, og vi skal helt sikkert derind og udforske mere.

På et tidspunkt så vi flere lokale pege mod himlen og se meget spørgende ud. Da vi kiggede op, så vi, at der var en ring rundt om solen, som en fuldstændig rund regnbue. Og området fra solen og ud til regnbueringen havde et helt specielt lys. En facebookven har efterfølgende oplyst, at det var en Hola.

https://da.m.wikipedia.org/wiki/Halo

Det er svært at forestille sig, at holaen skulle være opstået af iskrystaller – med de cirka 30 grader vi holder os her.

I dag har vi udforsket det caribiske hav. Det er pænt, men koldt. I hvert fald for koldt til mig

Jeg blev jo aldrig færdig 


Jetlagget fortog sig, og med det forsvandt også mine meget tidlige morgenstunder, med tid til at samle tankerne og skrive gårsdagens oplevelser ned.  Men turen var jo ikke slut af den grund ….

De to sidste dage var der intet program, så vi fik mulighed for selv at fylde rammerne ud. Og når man har ledig tid i USA, er shopping altså en oplagt beskæftigelse. Mens man går rundt i gaderne, ind og ud af butikkerne, får man samtidig masser af mulighed for at betragte byen og byens liv. I Chicago søger øjnene naturligt mod de mange spektakulære bygninger, og ikke mindst højbanen, hvor togene passerer igennem byen i et par etagers højde. 

Desværre ikke det bedste billede af Chicagos højbane, men jeg nåede aldrig at få kameraet frem, når det passerede inde i byen

 
Shopping. Jeg havde hjemmefra besluttet, at jeg ville lede efter et stykke julepynt, et par gode sneakers og en bestemt creme, som jeg alligevel skulle have – og så kan man jo lige så godt tjekke priserne. Jeg fik det hele til under halv pris ift herhjemme, og alt det jeg sparede, investerede jeg straks i andre ting, som jeg også sparede på, og ja, det bliver jo skruen uden ende :-).

Jeg var nu slet ikke den værste. I Chicago findes en mand, der arbejder i en Sketchers butik, og som sikkert stadig sidder lamslået på en stol, og spørger sig selv, hvad i alverden der skete i de dage….

Sketchers sko er ualmindeligt behagelige at gå i, priserne i C er ualmindeligt behagelige at regne med og vi var en flok danskere, der havde ualmindeligt meget tid til at kigge. Og købe. Det var selvfølgelig ikke alle, der handlede sko, men til gengæld var der mange, der købte flere sko. Op til fire par, så vidt jeg er vidende om. Så jeg tror, vi satte en form for rekord for vores travle sælger. 

Til sidst et par billeder fra rullen – herunder et enkelt lånt fra en gavmild medrejsende. 

Macy’s. Meget smukt indkøbscenter

Blues på Buddy Guy’s Legends den sidste aften

Så smukt og fascinerende

Service

Vejret har slået om, så det nu er koldere og regnfuldt, hvilket er det typiske oktobervejr, så vi skal bare huske at være glæde for de to dage med sol, som vi startede med. Det er vi så. 

I går startede tidligt, da vi allerede kl. 8 skulle med bussen til Greather House of Prayer Church for at deltage i gudstjenesten. Hvis jeg troede, at jeg vidste hvordan sådan noget foregik, fordi jeg har oplevet to “services” i Cape Town, kunne jeg ikke tage mere fejl. 

Vi kom i god tid, da vi skulle have lydprøve, og det var der også mange andre fra kirken der gjorde, for inden selve service var der søndagsskoler – både for børn og voksne. 


Dagens kirkegængere fyldte stille og roligt rummet, og jeg var fuldstændig betaget af bare at se, hvor stor umage de havde gjort sig, med deres påklædning. Det var de fine kjoler, kunstfærdige sko og hovedbeklædninger, der var fundet frem til lejligheden. Søndagstøjet. 

Da vores lydprøve var overstået, blev vi inviteret med i de voksnes søndagsskole, som foregik i et hjørne af kirkerummet. Børnene holdt skole i et andet hjørne. 
Vi var flere der tog imod tilbuddet, som viste sig at være en meget, meget rørende oplevelse. De, der deltog fra menigheden, havde hjemmefra læst og forberedt et udvalgt stykke fra Bibelen, og de skiftedes til at rejse sig, og fortælle, hvad lige præcis dette stykke betød for dem. Det var så fin en seance at blive inviteret med til. Tak. 

Da service startede, sang vi først fem af vores sange, og igen blev vi mødt af en menighed, der på alle måder deltager. De synger med, de klapper (med hele kroppen), de modtager budskaberne i sangene. Anders, vores korleder, har selv skrevet et par af de sange, vi havde med, så dem kunne de på ingen måde kende på forhånd – og alligevel gik det ikke længe, før de havde lyttet nok til, at de sang med. Det er sådan, gospel er skabt til at blive delt. 

Det, der skilte dig ud, fra alt andet, jeg nogen sinde har oplevet, var når medlemmer blev så optaget af deres eget “møde” med Jesus, at de gik i en form for trance. Jeg skal måske lige sige, at det ikke havde noget med vores sang at gøre, men blev sat i gang fra talerstolen….
Tre gange oplevede vi, at et medlem af menigheden blev ……. jeg har lyst til at sige “besat”, for det var sådan det virkede, når de med rullende øjne bevægede sig rundt i lokalet med ukontrollerede bevægelser og høje råb. Det varede nogle minutter hver gang, hvorefter de faldt til ro, satte sig på plads og fulgte resten af service. 

Vi var en flok blege danskere, der gjorde store øjne, men resten af menigheden lod ikke til at bemærke det synderligt. Tvært imod er det så almindeligt, så kirken har medarbejdere ansat, der følger personen i trance rundt i lokalet, og skærmer for de andre kirkegængere, så de ikke bliver ramt af vildfarne lemmer. 

For mit vedkommende er det første gang, jeg har set andre mennesker i den grad smide krontrollen og bare gå med det, som kroppen byder. Jeg er stadig meget i tvivl om, hvad jeg egentlig skal mene om det, og bedømt på snakken i bussen på vej hjem, er mine rejsefæller det samme. Der blev brugt ord som fascinerende, hysterisk, uhyggeligt og uægte. 

Jeg følte det aldrig uægte, for jeg er sikker på, at de, der lod sig rive med, blev styret af meget ægte følelser. Da den første forskrækkelse havde lagt sig, og vi havde set “den første” vende tilbage til virkeligheden, var jeg nok mest fascineret, men jeg forbeholder mig ret til at skifte mening, i takt med at oplevelsen kommer lidt på afstand og bundfælder sig. 

Men vildt var det. Helt vildt. 

Eftermiddagen fortjener egentlig også en del ord, men jeg vil prøve at begrænse mig. Vi var på Chicago Favorites Food Walking Tour, hvor en guide ledte os gennem Chicagos gader, så vi med vores smagsløg kunne opleve, hvad Chicago er kendt for. En virkelig god ide til en turisttur. Vi smagte den særlige Chicago hotdog, som IKKE indeholder ketchup, men til gengæld sennep, pickles, tomat, noget meget grønt og syntetisk relish, rå løg, syltede chili og en pølse, lavet på oksekød. 


Vi blev også budt på Deep Pan Pizza, på ét af de steder i Chicago, der påstår af have opfundet DPP

Ret dyb

Ret meget ost

Ret lækkert

 

Vi fik også en enkelt lokal øl


Og ikke mindst besøgte vi lobbyen på det fantastiske hotel The Parmer House Hilton, hvor brownien oprindeligt er opfundet, og vi fik både kage og opskrift med hjem. Smukt, smukt sted

Undervejs kom vi også forbi bønnen i Milimnium Park. Kunstneren lavede i sin en skulptur af en dråbe kviksølv, der rammer en vandoverflade, men da den blev afsløret, syntes Chicagos borgere, at den lignede en bønne, så det hedder den altså i folkemunde.