Sevilla i påsken

Fra det øjeblik vi kørte ind i byen, for at aflevere lejebilen sagde jeg til gemalen: her kan jeg lide at være. Det er svært at beskrive, hvad der giver sådan en følelse, men jeg var ikke i tvivl – og jeg fik ret. Sevilla er en dejlig by, fyldt med smukke bygninger, masser af hyggelige side- og bagveje og indkig til de mest fantastiske patioer, hvor den arabiske fortid ikke fornægter sig.

Igen – jeg kan ikke forklare hvad der gør det, men jeg følte mig meget mere hjemme og langt mere beriget i Sevilla end i Valencia.

Byen emmer af kultur og særligt i påskedagene, hvor ældgamle traditioner vækkes til live. Man føler sig som statist i en Dan Brown-roman, når byens broderskaber (som, så vidt vi kunne gennemskue, også består af lige dele søstre) samles og går i processioner gennem byen.

Vi havde ikke været længe i byen, før vi så den første “Spidshat” komme ilende igennem gaden og jeg måtte straks have kameraet frem og snige mig til et billede, mens jeg trak lidt på smilebåndet. Det er jo voksne mænd … 😉

I takt med at Spidshattene dukkede op fra alle hjørner, blev flere og flere, bevægede sig målrettet i samme retning og forsvandt ind igennem en port ved kirken sammen med børn og gejstlige, gik det op for mig, at det var os, der var anderledes og at vi var i gang med en levende historie- og religionstime.

Resten af byen klæder sig i deres stiveste puds og stiller op langs gader og stræder for at følge optogene. Kvinderne i smukke kjoler, fint opsat hår og høje hæle (på brostenene). Herrerne i jakkesæt, oftest mørke, og gerne med en form for nål i reverset. Pigerne er i fine små kjoler og drengene i blaser, noble shorts og lange strømper i de pæne sko. Hvis man ser et menneske i mere tilfældig påklædning, er det en turist.

Byens kvindelige spidser topper med et besøg hos frisøren, og endnu højere opsat hår. Og de stiller gerne op til fotografering.

Samme aften så vi hvordan processionen forlod kirken og gik på deres vanding igennem byen. Selvom det var lidt langtrukkent, blev vi alligevel fangede af situationen og stemningen, og brugte lang tid på at betragte dette vingesus.

Man fornemmer Spidshattene på række igennem byen

Det er mit bud, at der har været 8-10 af den slags processioner hver dag i en hel uge, og flere af dem strækker sig over 5-6 timer og tæller flere hundrede mand, så her er påsken altså langt mere end nogle ekstra fridage.

I løbet af vores tre dage i byen måtte vi dog også konstatere, at det er med processioner som det er med giraffer. De første man ser er betagende, man bliver næsten åndeløs, stopper op og må bare havde det hele med. Men i takt med, at de dukker op alle vegne forsvinder noget af mystikken, og man betragter dem bare som en del af billedet.

Vejret i Sevilla har været noget omskifteligt. Nogle tidspunkter – og heldigvis de fleste – skillede solen lystigt, men den første dag blev vi fanget af et uvejr, som både bragte hagl og mængder af regn med sig.

Her er samme motiv fotograferet fra vores hotelværelse. Første foto er fra da vi lige var løbet tilbage til hotellet, og selvfølgelig var gennemblødte, og andet foto er taget en time senere, da vi igen begav os ud i byen

Når gamle mænd er for små til selv at nå de grene, som de gerne ville klippe af

Reklamer

In the middle of nowhere

Det skønne Vivood Landscape Hotel lå lidt uden for den rute, som vi oprindeligt havde tænkt for denne ferie, så der var et pænt stykke vej derfra til Sevilla, der er sidste stop, inden hverdagen kalder igen efter påske. Vi havde derfor planlagt, men ikke forhåndsbooket, en overnatning på strækningen, så vi ikke skulle have en ren transport-dag.

Det var derfor helt tilfældigt, at vi havnede dette helt skønne sted – så absolut in the middle of nowhere.

Undervejs dertil fra motorvejsafkørslen var vi lige ved at fortryde, for den smalle – og fuldstændig uafskærmede – bjergvej var ærligt talt lidt for spændende. Men vi holdt ud, og heldigvis for det. Da vi nåede frem til huset, sad far, mor og to børn ude i gårdhaven og spiste frokost. To gamle (men pæne) hunde luntede rundt på gårdspladsen indimellem hønsene, der kaglede lystigt.

Så snart vi stoppede bilen, kom værten Jean os i møde, og ville straks vise os rundt i huset. Vi valgte dog at lade ham spise færdig sammen med familien, og køre de cirka 10 km ind til den nærmeste by, for selv at spise frokost. Heldigvis fik vi en anbefaling med på vejen, så vi endte på en lokal restaurant, hvor jeg gætter på, at vi var de eneste, der ikke talte spansk.

Vejret er ikke helt perfekt disse dage. Det et overskyet det meste af tiden, og der blæser en indimellem ret kold vind, så der er desværre ikke fuld valuta for pengene på de billeder, der følger med her. Men når noget kan være så dejligt selv i gråvejr – og sågar regnvejr her til morgen – hvordan ville her så ikke være på en sommerdag.

Jean fortalte, at de normalt serverer morgenmaden i patioen, med mindre det er strengt nødvendigt at gå indenfor – og det var det her til morgen. Så der var dækket op ved alle borde – for her er fuldt booket i alle seks værelser – der var tændt op i pejsen, og Jean var klar til at hygge om os, mens hans kone havde køkkentjansen.

Charlotte lavede og Jean serverede den friske frugtsalat, den gode kaffe, den friskpressede orangejuice, æg fra hønsene i haven, hjemmelavede marmelader, lokale pølser og den traditionelle andalusiske “tomatmos” på ristet brød. Hvilken herlig start på dagen.

Jean, professor i filmvidenskab fra Luxemburg og hans kone fra Belgien har valgt at vende deres karriereliv ryggen, købte en gammel ruin ude på bjerget i Andalusien, brugte tre år på at sætte den i stand til den lille personlige perle, som det er nu. Og det lyser ud af dem, at det var en rigtig beslutning.

Selvom det ikke er sandsynligt, kunne jeg godt ønske mig et gensyn

Et værelse med udsigt

Jeg er ret sikker på, at jeg tidligere har brugt samme overskrift, men det har sjældent været mere rigtigt end nu.

Jeg har vist også tidligere skrevet om, at mine forældre for et stykke tid siden gav alle børn, sviger- og børnebørn en pengegave. Gemalens penge blev brugt på Dyvig Badehotel i sommer – mine har finansieret to dages ekstravagant ophold på et helt specielt hotel i det sydspanske. Vi er cirka 45 km nord for Alicante, godt oppe i bjergene.

De to sidefag i vinduespartiet kan begge skubbes ind mod midten, så man nærmest har fri adgang til naturen direkte fra værelset.

Herunder udsigten fra brusekabinen.

Hotellet har en dejlig infinity pool, men vi har flottes os og bestilt et pool studio, så vi har egen have med loungemøbler, spisebord, liggestole og opvarmet jacuzzi.

Hotellet er kun for voksne, og ved indtjekning gjorde receptionisten meget ud af at fortælle, at de sætter fred og ro meget højt og han behøvede kun et blik til at fortælle, hvad de mener om mobiltelefoner med lyd og offentlige telefonsamtaler.

Så alt hvad vi kan høre, er fuglenes pippen, kirkeklokkernes bimlen fra to landsbyer og et skrydende æsel, der indimellem gør sig bemærket.

Alle værelser er selvstændige “kuber” der er placeret på stolper op imod bjergskråningen, så de nærmest falder i ét med omgivelserne.

Maden er så absolut også til den lækre side. Om det så bare er morgenmaden, bliver det pocherede æg serveret på ristet brød og avocado

Om aftenen er det så som så med udsigten fra værelset, for der bliver virkelig mørkt på sådan et bjerg.

Men så ruller man et lærred ned foran hele vinduespartiet – jeg vil tro det er 4×3 meter – og sætter en film på fra Netflix eller hvad man nu har. Hotellet har selvfølgelig både Netflix og HBO, men det foregår i sagens natur på spansk, og det er vi ikke særligt gode til (selvom jeg ikke vil undlade at fortælle, at jeg i 1984 fik 11 til en spanskeksamen).

På vej hertil var vi kommet til at tale om Forrest Gump, så det var nærliggende at slutte dagen af med a box of chocolates”.

Man aner lige konturerne af mine fødder under dynen i underkanten af billedet

Så skal man selvfølgelig huske at rulle lærredet op igen, så man er klar til at vågne med solen, der står op på bjergsiden

Jeg er nødt til at slutte med lidt flere billeder fra området. Her er eventyrligt smukt

Endnu engang tak til far og mor

Fra a til b

Vi har flyttet os 157 km sydpå fra Valencia til Benimantell. Fra en overskyet og 15 grader “varm” forårsmorgen (de 31 grader i går var hurtigt forbigående) til en sommerdag med 24 grader og fuld sol.

Fra appelsinplantager over rismarker til olivenlunde og mandel-alleer.

Fra by over fuldstændig fladt landbrugsterræn og sumpet fiskerleje til bjerglandskaber. Det er næsten ikke til at fatte, at de følgende billeder er taget på under to timer.

Naturen er overraskende omskiftelig og rig.

Vi har undervejs set et væld af forskellige fugle, som jeg ikke har nogen mulighed for at artsbestemme. Den ene lignede en oppustet hvid fjernbold på lange, tynde, sorte ben. Jeg ved, at jeg ved hvad den hedder, men kan jeg komme i tanker om det? Nej!

Vi er nu på turens hotelmæssige højdepunkt.

Her er så enestående skønt, så det må få sit helt eget indlæg i morgen …

Valencia

Valencia er Spaniens tredjestørste by, og alligevel er den rimelig nem og overskuelig, når bare man holder sig inden for det historiske centrum.

På sin vis kan den ikke andet og mere end andre større sydeuropæiske byer, men den udmærker sig ved at kunne rumme en del turister, uden at blive turistet.

Vi havde valgt et hotel inde midt i den gamle bydel, så vi kunne bruge de daglige 16-18.000 skridt på at opleve byen – og ikke på transport. Hotellet havde den skønneste tagterrasse, hvor vi hver dag kunne hvile fødderne (og hovedet) et par timer og samle nye kræfter inden aftensmaden.

Lørdag havde vi fint vejr, og fortrød de lange bukser, som vi lade ud med. Søndag blev vi begunstiget af et højtryk, eller hvad det nu var, det passerede forbi os. På et tidspunkt kom vi forbi et skilt, der viste 31 grader, men da det forsat “kun” er forår, var det stadig en dejlig friskhed i luften. Det nederste pool-billede er taget kl. 19.45, og klokken 21.30 så vi et andet skilt det viste 22 grader. Så alt i alt en dejlig varm søndag.

Søndag var også Palmesøndag som naturligt nok blev markeret i – og omkring – katedralen. Vi kom i hælene på en procession, hvor de gejstlige førte an og menigheden fulgte trop.

Der skal nogle flere end en præst og en kordegn til at gennemføre en katolsk messe.

Stik mod sædvane “ofrede” vi også tid på at komme ind og se et par museer. Her den oprindelige børs for silkehandel, som har fået en plads på UNESCO’s verdensarvsliste

Det mest interessant (for så ukultiverede mennesker som os) var de snoede søjler på fotoet ovenfor og det geometriske gulv nedenfor, som bare er eksempler på ret imponerende byggestile.

Banegården, hvor man stadig står i lange køer for at købe billet, var også ret fin

Vi drog mod syd

Zaragoza gav en rigtig fin frokost i går, samtidig med dejlig sol.

Vi fandt et parkeringshus midt i byen – faktisk så midt i, at trappen derfra førte direkte op på den store plads foran katedralen. Vi har besøgt mange kirker rundt om i verden, men jeg har ligegodt aldrig været i en stor kirke.

Vi var heldige, at det var en service i gang i den ene ende af kirken, så vi fik lige en velsignelse med på vejen.

Frokosten blev indtaget udenfor i strålende sol, og vi havde lidt svært ved at begrænse os, da vi bestilte. Restauranten valgte så oven i købet at levere store portioner selvom vi bestilte små, så jeg kan afsløre, at maverne blev mætte før øjnene …

Fra Zaragoza fortsatte vi til Albarracín, som hævder at være Spaniens smukkeste landsby. Om de har ret, ved jeg ikke, men det var i hvert fald en skøn lille middelalderby, omgivet af en velbevaret bymur, og med en flod løbende forfriskende rundt om hele byen. Meget idyllerisk, meget hyggeligt og meget kuperet, så det er et par lægmuskler, der er ømme i dag …

Vi er nu kommet så meget sydpå, så solen for alvor har magt – når den altså er fremme. Da vi satte os ud i bilen her til morgen var der is på taget og termometeret viste 2 grader.

Vuelta a España

Årets påskeferie går til Spanien. Vi var længe gerne villet besøge Nordspanien med Baskerlandet og Rioja-området og da vi begyndte at tale om påskeferien dukkede ønsket op igen.

På denne årstid skal vi dog regne med en stor ubekendt faktor, nemlig vejret – her på kan. ten af Pyrenæerne.

Så vi har strikket en ferie sammen, som giver os masser af muligheder – og frihed til at udnytte dem.

I går fløj vi til Bilbao og om 11 dage flyver vi hjem fra Sevilla. Så må tiden vise, hvor dagene derimellem bliver tilbragt. Vi har nogle få fixpunkter: den første nat (i går) i San Sebastian var booket hjemmefra. En lille hyggelig pension, på 1. sal i en gammel ejendom inde midt i byen. Et af de mindste værelser vi nogen sinde har boet på, men meget hyggeligt og med en receptionist der på alle møder udstrålede, at han kunne lidt sit arbejde. Vi anbefaler gerne La Perla

De sidste tre overnatninger i Sevilla er også på plads. Vi skal bo der i selve påskedagene, og har læst os til, at Sevilla er en af de byer, der gør mest ud af at fejre Jesus’ korsfæstelse og genopstandelse så der ville vi også gerne sikre os, at vi kunne få plads på et hotel midt i centrum.

Undervejs har vi også to overnatninger på et helt særligt hotel, som kun havde plads netop de to nætter, så der var vi nødt til at slå til.

Så faktisk er vores “fri som fuglen”-ferie endt med, at vi i alt har fire overnatninger, som vi finder undervejs.

San Sebastian er en skøn by. Lille og overskuelig, hyggelig gammel bydel, en af Europas bedste strande i selve byen, skøn natur og masser af muligheder for at oplevelser som fodgænger. De skønneste barer med masser af lækre pintxos og dejlig vin.

MEN. Her er koldt, og regnskyerne hænger truende lavt hele tiden. Så her til morgen var vi sagt farvel OG på gensyn, og er nu på vej sydpå i den lejede bil.

Første stop bliver Zaragoza, som vi satser på giver frokost