Når man …

Det kan virkelig være svært (for mig) at sortere i alle de indtryk, jeg får i løbet af en rejsedag. Det er blandt andet derfor, at jeg skriver på denne blog, så jeg kan fastholde de “vigtigste” oplevelser over for mig selv.
Men sortering skal jo til, og derfor ender jeg ofte med en række “fraklip”, der ikke når med. Dette indlæg er dedikeret til disse øjeblikke, som alligevel fortjener en plads i fortællingen. Som når man ……

… er lidt høj i hatten

… er smuttet til frokost

… er kommet til at booke et lidt for fornemt hotel. Angiveligt prins Henriks foretrukne i Saigon

… to gange ser (de efterhånden lidt sjældne) vandbøfler, men begge gange fra en bil i fart

… er en overlever

… skal huske sig selv på, at andebryst med passionsfrugtsauce smager forrygende

… møder det skønneste kinesisk/amerikanske søskendepar, der er opvokset i Saigon, men sendt til USA, enkeltvis, og i de første mange år uden forældrene, for at de skulle have de bedste uddannelsesmuligheder – nu tilbage i Vietnam for første gang siden de hver især var ca 15 år gamle

… slår krølle på halen

… slet ikke kan stå for de skønne fisk. Tjek lige den grønne på næsen

… har glædet sig til en bytur med de andre piger

… bare ikke kunne lade være med at tage det billede

… holder høns (hans?) i bur – og bur. Jeg ved nærmest ikke, hvad der er værst

…finder ud af, at det eneste sæt klipklaps, man har med, er næsten ens og alligevel helt forskellige – og tilmed i hver sin størrelse. Men de klarede turen som eneste fodtøj

… først opdager den sorte sky efter man et kommet hjem og ser billedet

… allerede er godt trætte af at vente i lufthavnen, og der stadig er mange timer, til sidste fly letter

… har givet op

Reklamer

Nu gik det lige så godt

Ferien har nået sin ende, og den lange rejse hjem begyndte i dag. Vi skulle flyve fra øen 15.40 og skulle derfor fra hotellet 13.40.

Vi valgte dog at tage afsted kl. 12, da vi havde tjekket ud af værelset. Det er trods alt bedre at vente i sit rejsetøj i en airkonditioneret lufthavn, end på en solbeskinnet terrasse ved vandet. Troede vi.

Vi nåede lufthavnen i så god tid, at vi endnu ikke kunne komme til at aflevere bagagen. Det tog en god kop kaffes tid, og så var vi klar til at forcere først paskontrollen og efterfølgende Security. Alt sammen tog unødigt lang tid, men vi var klar, da vi skulle boarde. Det var flyet så bare ikke. Så vi var en smule forsinket fra gaten. Da vi alle sad fastspændt i flyet, fik vi besked på, at der var nogle problemer med landingen i Saigon, så flyet ville blive endnu cirka 20 min. forsinket fra øen.

Det kom til at holde meget godt, og vi begyndte så småt at sætte pris på den planlagte ventetid, vi havde i Saigon inden flyet videre til Bangkok. Og ellers gjorde vi det i hvert fald, da kaptajnen meddelte, at vi ikke kunne komme til at lande i Saigon på grund af dårligt vejr, og derfor var nødt til at overflyve lufthavnen en halv times tid, inden vi kunne komme ned. Fint nok med os – vi ville stadig kunne nå flyet fra Saigon til Bangkok.

Den gode nyhed er, at den melding kom til at holde stik. Den dårlige nyhed er, at det ikke var slut med forhindringerne.

Nu var klokken efterhånden blevet 18 lokal tid, og vi havde ikke spist noget siden morgenmaden kl 8, så vi delte to Snickers og tænkte, at det måtte gøre det, indtil vi blev trakteret med den gode flymad (hø hø).

Bedst som vi havde sat os til rette ude i gaten, blev gemalens navn kaldt over højttalerne. Han blev venligt bedt om at henvende sig ved skranken. Det viste sig, at man havde fundet nogle ulovligheder i hand kuffert, og om han venligst ville følge med. Vi valgte at gå med begge to, og halsede fra den ene ende af lufthavnen til den anden, lige i hælende på en skarpt uniformeret vietnameser. Vi blev ført baglæns igennem paskontrollen og ind i et lille rum, hvor gemalens kuffert blev stillet frem på disken, og han blev bedt om at åbne…. Lang historie kort: vi blev ret hurtigt frifundet, og da årsagen til al virakken er en julegave, kan jeg ikke afsløre mere her. Men jeg kan afsløre, at det var ganske harmløst.

Vi havde nu travlt, hvis vi skulle nå at boarde flyet, så vi småløb tilbage til gaten, blot for at konstatere, at venterummet var nøjagtigt lige så fyldt, som da vi forlod det.

To udsættelser senere blev flyet helt aflyst – på grund af virkelig hæftig regn, så det fly, vi skulle med, havde været nødt til at returnere til Bangkok, da det ikke kunne lande.

Vi fik besked på at hente vores bagage og forlade lufthavnen, som altså lukkede nu.

Så stod man der, ved midnat og i silende regn. Jeg fandt et hotel på nettet, ringede og bookede et værelse og fandt derefter en taxa, der kunne køre os de ca. 500 m, der var til hotellet. Kunne vi ikke lige så godt have gået de 500 m, kunne man spørge. Og svaret er egentlig jo. For vi blev alligevel gennemblødte af at gå de 1,5 m der var fra taxaen til hoteldøren. Hold nu fast, det regner.

Så nu er vi på hotel Doha, med besked om at vi “kan regne med” af flyve fra byen i morgen klokken 11. Hvad vi så gør, når vi kommer til Bangkok, må tiden vise.

Billedet yder faktisk værelset mere retfærdighed, end retfærdigt er

Phú Quốc i slow motion

De sidste dage af vores ferie er vi på Phú Quốc (udtales vist noget i retningen af Fu Kvar tror jeg – jeg er ikke lykkedes endnu).

Her fordyber vi os i havet og i de medbragte bøger. Turen her er vores hovedferie i år, og den ene gang om året, hvor vi i en periode slukker for alt omkring os og bare er. I går spurgte jeg på et tidspunkt gemalen hvad laver du? mens jeg lå til afsvaling på værelset og han sad på terrassen foran. Meget, meget lidt, svarede han med et stort smil. Vi har begge trængt til dette lidt længere afbræk fra hverdagen og nyder den ro der er her, i de smukkeste omgivelser.

Hver morgen vågner vi til lyden af bølger, det stille slår ind på stranden og solen der stille og roligt lyser verden op. Når jeg åbner øjnene, mødes jeg af dette syn fra sengen

Og ja, det er havet, man skimter imellem hængekøje og palme.

Som man måske kan fornemme, er jeg alene hjemme her. Gemalen starter hver morgen med et havbad.

Her et par fotos (jeg har maange) fra andre vinkler

Efter et par dage her, hvor vi ikke har gjort andet end at gå et par ture, tog vi en taxa ind til øens hovedby i går. Vi blev sat af midt i det lokale marked, og selvom jeg ikke så en eneste ged, var det virkelig indbegrebet af et gedemarked.

Vi så ikke ret mange turister, og der er da heller ingen tvivl om, at udbuddet på dette marked er meget lidt turistvenligt.

Grøntsagsboderne er meget lækre og skønt farvestrålende. Vi har været en del rundt, og jeg synes, jeg kender mange ukendte frugter og grøntsager, så det er længe siden, jeg har set så meget nyt, som jeg har her. Gulerødder har jeg set før, men prøv lige at tjekke dem, der ligger bag hende på det nederste billede. De er KÆMPE store. Det samme gælder i øvrigt deres avocado her, som jeg af en eller anden grund ikke har billede af. KÆMPER.

Slagterboderne er lidt specielle. De er oftest betjent af kvinder, og de sidder oppe på selve boden, både nær de håndterer kødet og betjener kunderne. Det kan jeg ikke huske, at vi har set i andre lande.

Det specielle ved fiskeboderne er ikke så meget deres fisk og skaldyr, men frøerne, som alle steder klemmer sig godt sammen, som i et forsøg på at skjule lårene

Ofte er de i akvarier med vand, eller har i det mindste et net henover kurven, så jeg ved ikke, hvorfor disse fik lov at leve i “frihed”.

Undervejs forvildede vi os ind i et ganske almindeligt beboelseskvarter. Det ser ud som om, at de fleste vietnamesere, i hvert fald i byerne, lever i ét stort rum, som der er direkte adgang til fra gaden. Vi kom forbi lige ved frokosttid og flere steder så vi hjem, hvor der lå en 5-8 stykker direkte på gulvet og sov til middag

Solen skinnende ubarmhjertigt og det var virkelig varmt, så jeg blev lidt overrasket da jeg kom hjem og så den sorte sky, på dette billede af et tempel ved verdens ende.

Den gjorde ikke meget væsen af sig, skyen. Vi kunne ellers godt have brugt en stille afskyldning

Vietnam i lavt gear

Nogle gange ved man først, hvor meget man har trængt til noget, når man får det. Ikke et ondt ord om Bangkok og HCMC – jeg ville til hver en tid planlægge rejsen på samme måde.

Men ååhhh, når man så kommer ombord på denne båd, og hjertet falder i rytme med motorens stille og knurren…..

Her er på ingen måde tale om et simpelt liv, det indrømmer jeg, men her er fuldstændig afslappet og skønt.

Da vi boardere i går, blev vi bedt om at tage skoene af udenfor. Al færden på båden, både indenfor og på dækket, foregår i bare tæer, eller til nød i de klipklaps, de har stillet frem til os. Alene det, er med til at skabe en dejligt afslappet stemning.

Her til morgen havde vi stilet vækkeuret, da vi skulle være klar til morgenmad klokken 7. Ganske urutineret viste det sig, for da kaptajnen startede motoren kl. 5.22 vågnede hele båden på én gang, er jeg sikker på. Men det betød så bare, at vi fik solopgangen med – gemalen fra dækket, jeg fra sengen med direkte udsigt til floden.

Morgenmaden blev selvfølgelig serveret på dækket. Luksus.

Straks efter morgenmaden startede formiddagens program. Vi blev hentet af lokale farmere, der tjener lidt ekstra ved at sejle turister ind igennem nogle af de helt smalle forgreninger til mekongfloden, stående oprejst i den ene ende af deres Sampan, hvorfra de styrer både årer og ror.

Vi har set utallige af disse sampan, da det er det foretrukne transportmiddel for private på floden. Jeg har hele tiden syntes, at det ser lidt vakkelvornt ud, når de står dér i den ene ende, så jeg var noget spændt på at kravle ned i og finde balance i båden, men det gik nu overraskende nemt. Der er heldigvis kun plads til to, udover roeren, så jeg holdt mig ikke tilbage med at vrisse, hvis “nogen” sad for uroligt.

Undervejs padlede vi forbi papaya i klaser, bananer i store klaser, kokosnødder, stjernefrugt og masser af kæmpe durian – eller jackfruits, jeg kan ikke se forskel på de to.

Tilbage på den større båd (ikke den store, som vi bor på, men den større, som havde plads til alle, og som sejlede os fra den store båd til den lille sampan), cruisede vi rund på floden, og kom bl.a. forbi et flydende marked, hvor “købmænd” opkøber afgrøder fra landmændene, og sejler til markedet, for at sælge videre. Dette marked er ikke for turister, der kunne tænke dig et æble. Her sælges alt i store mængder, ofte i portioner af 10 kg.

På vejen tilbage kom vi forbi en fabrik, der fremstiller bl.a. rispapir, kandiserede poppede ris og kokosslik efter gammeldags metode. Det må være forfærdeligt at sidde ved de dampende gryder med rismelsblanding, eller stå ved den store gryde og poppe ris, som vi popper majs, for al opvarmning foregår naturligvis ved åben ild.

Heldigvis smagte deres karameller skønt, så de fik lidt for deres ulejlighed, selvom vi garanteret har betalt overpris. Det er dem vel undt.

Nu ved vi også, hvorfor rispapir har det ternede mønster – de tørrer på bambusnet.

Vi gjorde også holdt ved en lille landsby, hvor nogle valgte at cykle en tur (gemalen) og andre valgte at gå (jeg).

Igen faldt mine øjne undervejs på alt det, der kan spises. Vi så flere jackfruits (fandt jeg nu ud af, at det var – durian er ikke i sæson lige nu), som nogle jo altså mener, kan spises. Jeg synes de smager, og ikke mindst stinker, forfærdeligt. Vi så masser af bananpalmer, stjernefrugter, longan og bellfruit, som jeg kun har set i Asien. Røde frugter på størrelse med en pære og form som en klokke. De smager ikke af specielt meget, men de er meget saftige og ret lækre.

Og så kom vi forbi “slagteren”, der havde forskellige bure stående med levende høns, haner, ænder og rotter. Ja rotter. Dem spiser “vi” også her – men kun dem der bliver fanget på rismarkerne, naturligvis…. ikke dem der lever i kloakerne, det ville jo være ulækkert. Velbekomme

Mekong

Palmegrene og afrevne bambusstammer, blå plastikflasker og enlige klipklaps vugger side om side i det brune flodvand.

Langs kysten er den ene fisker efter den anden i gang med at fiske eller sætte garn, og andre steder vasker man – enten tøj eller sig selv. Det hele foregår direkte i floden.

Indimellem møder vi duften af mad, der bliver tilberedt over bål. Hanerne galer og hønsene kagler. Børn løber langs bredden, vinker og råber Hello, nøjagtigt som når vi vinkede efter bilerne langs vejen, og talte hvor mange, der vinkede tilbage, da jeg var barn.

Ellers er her nærmest ikke en lyd.

Sådan tog Mekong-floden imod os, umiddelbart efter vi havde indlogeret os og spist en 5-retters frokost på båden (4 retter for mit vedkommende, desserten, der var en misforstået blanding af opblødte chiafrø og tang i en underlig sødlig blanding sprang jeg over).

Vi sad forrest på dækket mens de skønneste scenerier tog imod os i takt med, at vi bevægede os ned af floden.

Så tog vinden lidt til. Og lidt mere. De første dråber, der faldt, virkede harmløse og faktisk velkomne og svalende. Men så samlede himlen alle mørke kræfter og det tog til med både blæst og regn, og inden vi fik set os ret meget om, befandt vi os midt i et tropisk regnskyl.

De fleste gik under dæk (hedder det ikke sådan?), men gemalen og jeg gik ned på vores værelse. Vi var nemlig den ene af i alt to kahytter med egen balkon og udsigt til agter, så her sad vi, i ly for både regn og blæst, og kunne betragte naturens kræfter, mens vandet fra oven blandede sig med vandet for neden.

Vi kan ikke rigtigt huske, at vi har bestilte en balkon, men somme tider har man lov at være heldig. Den er alle pengene værd, uanset hvad den har kostet – og det er der heldigvis ingen af os, der ved. Selve kahytten er også ret skøn – jeg glæder mig allerede til at vågne sammen med solen i morgen.

Her bliver vi de næste par dage. Vi er i alt 24 personer på båden (+ mandskabet) og vi er alle voksne mennesker. Ikke at jeg har noget imod børn…..

Dette er en skøn afveksling fra feriens første del i de hektiske byer.

Ho Chi Minh by Night

I går var fredag. Ikke bare en hvilken som helst fredag, men landskampsfredag. I fodbold – Vietnam spillede hjemme mod Malaysia. Selvom gemalen er temmelig velbevandret i fodbold, og ved Gud har set mange kampe fra nær og fjern, kunne han ikke komme i tanker om en eneste vietnamesisk spiller, han nogensinde har hørt om. Eller en malaysisk for den sags skyld.

Men det har de her – og de går op i det. På den brede boulevard, der går igennem byen, var der opstillet ikke mindre end fem storskærme på midten, der er trafikfri.

Gadekøkkenerne var selvfølgelig også rigt repræsenteret, men det er de nu, uanset om der er fodbold eller ej.

Inden kampen startede var der forskellige optrædender på pladserne foran skærmene – lige fra noget, der lød som en jammerlig efterligning af X-faktor audition, over en form for skolekonkurrence i cheerleading og backup-dans for en vældig populær sanger, til helt traditionel vietnamesisk dans i roligt og adstadigt tempo – og smukke kjoler.

Da kampen gik i gang, pakkede danserne sammen og der kom også gang i publikum, og vi var aldrig i tvivl, om Vietnam scorede eller de ikke gjorde.

Og derfra var fodbold bare fodbold, og bortset fra temperaturen, var der ikke den store forskel på boulevarden i HTMC og Rådhuspladsen i en danske by, når der er landskamp. Der var børn, der løb rundt og nød friheden fra forældrenes ellers udelte opmærksomhed, der var unge mennesker, der benyttede lejligheden til at komme ud og måske får en enkelt øl, der var ældre menneske, som nød det liv, der var på gaden. Og, nå ja, så var der alle hondaerne, hvor cirka halvdelen holdt stille med næsen vendt mod en storskærm, og den anden halvdel cruisede rundt om boulevarden

I dag starter vores “cruise” på mekondeltaet. Jeg ved ikke, hvordan vi er dækket af wi-fi der, så der går muligvis nogle ekstra dage inden næste update (mor).

PS: Vietnam vandt 2-0

Ho Chi Minh City

Ho Chi Minh City er travl. Jeg tror faktisk, at hvis vi var taget fra HCMC til Bangkok, og ikke omvendt, ville Bangkok have virket stille og rolig i sammenligning. Så af hensyn til en mere nænsom tilvænning, er det vist fint, med den rækkefølge, vi har fået planlagt.

Der bor cirka 14 mio i HCMC, og jeg er sikker på, at her er minimum det samme antal motoriserede køretøjer. Om det er en knallert, en scooter, en motorcykel eller en Yamaha, er ét fedt. De hedder alle sammen Hondaer som fællesbetegnelse, og her er hondaer overalt og konstant. De kører ind og ud imellem biler, busser og hinanden. De kører hele familier på ét køretøj, som mange andre steder i østen. De kører med materialer og varer, der mange gange er læsset op til godt og vel chaufførens højde. Eller længde. Eller bredde. Eller både og. Vi har bl.a. set akvariebutikker på to hjul

At være fodgænger her, er et kapitel for sig.

Da vi første gang gik ud fra hotellet og ville krydse vejen, stilede vi os op og ventede på, at der ville komme et hul i trafikken. Det skete ikke. Så forsøgte vi forsigtigt at tage et par skridt fremad, og ventede så på, at bilerne og hondaerne ville holde tilbage. Det skete heller ikke.

Så der er kun en vej frem. Beslut dig, træd ud i det, og fortsæt til du når fortovet på den anden side. Hvis du tøver, stopper op, lader dog distrahere eller træder et skridt til siden, er du til/i fare, for det er ikke en del af “aftalen”. Hvis du derimod går målrettet og ufortrødent, vil biler og hondaer svinge udenom dig, så alle kommer videre uden unødige ophold. Man er muligvis nødt til at tage hertil, for at forstå det – det er ret vildt.

Her er et billede af gemalen, få sekunder før han “træder ud i det”.

Herunder har jeg forsøgt at indsætte en video. Følg manden i hvid skjorte (hvis den virker).

Jeg vil husker HCMC for trafikken og for maden. Vietnamesisk mad er virkelig skøn. Ikke så stærk som den thailandske, men alligevel godt krydret – særligt bruger de mange friske krydderurter. Vi har indtil videre undgået gadekøkkenerne, som vi lige skal samle lidt mere mod til, og har i stedet valgt at gå på virkelig gode, og dermed også lidt dyrere, restauranter. Vi ved ikke helt, hvor meget by vi kommer til på resten af turen, så derfor denne prioritering.

Ho Chi Minh City bærer også på sin del af historien når det kommer til The american war, som Vietnamkrigen, naturligt nok, hedder her. Selvom de fleste af os nok tænker, at vi kender til Vietnamkrigen, har både gemalen og jeg måttet erkende, at vi har store huller i vores viden om baggrunden for krigen, konflikten mellem nord og syd og amerikanernes, og ikke mindst franskmændenes indblanding.

I går blev vi lidt klogere, da vi var på tur til Cu Chi tunnellerne. Her har man bevaret en del af det underjordiske gangsystem, i tre etager, som de vietnamesiske soldater, og ikke mindst den vietnamesiske guerillahær benyttede sig af. Her levede de om dagen, i ly for amerikanernes bomber og tanks, og om natten kom de så til overfladen for at trække ren luft, grave fælder og i det hele taget udkæmpe krigen. Det er den meget simple beskrivelse. Faktum er selvfølgelig, at sagen er meget mere kompliceret, og besøget viste også et noget mere nuanceret og kompliceret billede.

Jeg var på forhånd lidt skeptisk over at skulle “kravle” ned i tunnellen og gå det lille stykke, der er åbent for turister. 20 meter, tror jeg det var, som selvfølgelig er gravet bredere efter krigen, så også europæere kan komme igennem. Og den var stadig temmelig smal …

Her gemalen ved et gemmested – et hul i jorden

Manden foran mig i tunnellen. Tænk at leve hele dagen her – i mange år

Ved buffeten her til morgen overhørte jeg en samtale mellem en amerikaner og en mand fra New Zealand. Amerikaneren fortalte, at han var tilbage i Vietnam for første gang siden han var her for cirka 40 år siden. Han havde mister det meste af hørelsen og lidt af sjælen, men ingen lemmer. Han er symbolet på den virkelige historie.

Jeg slutter lige af med et par mere farvestrålende billeder fra dagene her

Avocadoer på størrelse med kokosnødder

Dagens frokost. Jeg er vild med de grønne blomster, som jeg ikke ved, hvad er