Hos Fatima, Montemor-o-Novo

Vi er flyttet på landet. Virkelig langt ude på landet. Når man har kørt en langt stykke ud af en vej, som vores gps kun lige anerkender som “vej”, mangler der stadig en halvanden kilometers penge på en meget sølle grusvej.

Vores overnatning i Évora og disse to hos Fatima, er de eneste, som vi ikke har booket hjemmefra, men har haft efterladt som hul i planlægningen, så vi kunne beslutte, hvad vi havde lyst til ud fra dagsformen. Altså er vi endt på landet.

Herude huserer Fatima sammen med hendes søn. Der er vist også en mand, men han er klog nok til at holde sig på afstand.

Vi kan ikke helt greje hvad ejendommen har været brugt til tidligere, men ud fra navnet Moinho do Alamo, kan vi gætte, at der har været en mølle involveret. Bygningerne er gamle – jeg kan ikke finde ud af, hvor gamle – bygget i sten, og der er altid mørkt og svalt indenfor.

Vi kan heller ikke helt greje, hvad ejendommen bliver brugt til i dag. Vi er ret sikre på, at der er noget landbrug involveret, men vi har endnu ikke fundet de fældende beviser.

Ejendommen er virkelig stor, med mange og snørklede gange op og ned og mange overmøblerede stuer, men det ser ud til, at der kun er gæsteværelser i den ene fløj – i den ene bygning.

Jeg har ingen anelse om, hvor mange værelser her er, men i spisestuen er der plads til, at der kan sidde 14 mand omkring langbordet.

Vi kan ikke spørge Fatima. Hun taler ikke et ord andet end portugisisk (dem kan hun til gengæld mange af), så vi bruger kræfterne på at forstå så meget som muligt af praktikken omkring måltiderne.

Da vi kom i går, var vi de eneste logerende og hun havde ikke planlagt spisende gæster, så vi måtte nøjes med et meget enkelt måltid, som vi forstod det. Alligevel lykkedes det hende at trylle lidt ost, pølse og oliven frem til forret, salat og grillet kylling til hovedret og frisk ananas til dessert. Så behøver vi sådan set ikke mere.

Vi bor direkte ned til en lille flod, hvor frøerne kvækker lystigt dagen (og natten 😫) lang, fuglene kvidrer og på den anden bred går får og græsser. Og bræger.

Det er den rene idyl, og vi stornyder det.

Man kan godt blive lidt lækkersøvning efter en frokost på terrassen

En enkelt tur til byens Castello er det blevet til, mens formiddagens skyer trak forbi, men ellers har vi ikke lavet noget som helst her hos Fatima.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s